Kan det virkelig passe, at det kun er uvidenhed når Ypperstepræsten Jesper Rangvid i ”Rangvid-Rapporten” (2013), fuldstændigt overser de private bankers pengeskabelse som den største del af årsagen til den oppustede finansbobbel i 2003-2008? Er det virkelig ny viden for ham når han for første gang omtaler pengeskabelse i forbindelse med ”Den Islandske Rapport” (2015) ”...at det jo er sådan, at mængden af penge bliver skabt når private banker låner penge ud..?” >>>
(5. oktober 2013) Rangvid-rapporten overser de private bankers pengeskabelse, der bidrog kraftigt til at puste finansboblen op. Men burde pengeskabelsen ikke være et samfundsansvar – og f.eks. ligge hos en uafhængig Nationalbank?
Rangvid-rapporten har givet os en forklaring på den danske finanskrise, der omfatter en liste på 43 konklusioner om årsagerne. Men 43 årsager er ikke nogen forklaring. Det er en indrømmelse: »Der skete alle de her ting, men om der ligger noget bag, der binder dem sammen, aner vi ikke.« >>>
Det hjælper ikke at placere ansvaret hos bankernes daglige ledelse og bestyrelser, bankrådgiverne, privatkunderne, 17 særligt grove låntagere, revisorerne, Finanstilsynet, Nationalbanken, regeringen og flere. At uddele en lille del af ansvaret til mange aktører er på det nærmeste at erkende, at der ligger mekanismer bag, som ikke har noget med enkeltaktører at gøre.
Der er netop ét ganske væsentligt forhold ved det danske pengesystem, der ikke drøftes i Rangvid-rapporten. Det forhold er centralt, når vi skal forstå finansfesten i 00’erne, der endte så galt.
Lad os sammenligne krisen med en fest, hvor der bliver inviteret et par hundrede unge til fri bar. Der drikkes igennem hele natten, og det ender i slagsmål, hærværk og stimer af døddrukne teenagere til udpumpning.
Bagefter udpeger et ekspertudvalg de ansvarlige. Det er festarrangørerne, der ikke slukkede for musikken i tide, ejeren af baren, de imødekommende bartendere, dørmændene, naboerne, der ikke ringede, politiet, der kom for sent, Natteravnene, alle gæsterne, 17 fyre, der drak 21 milliarder shots osv. Men ingen nævner den fri bar. Med sådan en festmodel må det næsten gå galt. Årsagen ligger i selve konceptet og systemet, snarere end hos enkelte aktører, der ikke opførte sig ordentligt.
Også i banksektoren er der fri bar, i betydningen: Det er i vid udstrækning bankerne, der skaber samfundets penge.
Penge er ikke kun papir. Vi har et pengesystem, hvor de betalingsmidler, vi alle sammen er nødt til at bruge, ejes af bankerne. Vi må finde os i at låne dem af bankerne eller deres venner i realkreditten, når vi har brug for flere.
Det lyder umiddelbart mærkeligt. Men husk, at vores penge i overvejende grad er cifre på vores bankkonti, som vi bruger via Dankort, netbank, Betalingsservice osv.
Disse kontopenge udgør sammen med mønter og sedler Danmarks samlede pengemængde. Mønter og sedler er der i runde tal 50 milliarder kroner af for tiden, og dem har Nationalbanken lavet. På danskernes bankkonti står der p.t. ca. 800 milliarder kroner. De er opstået ved, at en bank har ydet nogen et lån.
Låntager bruger pengene og sender dem ud i økonomien, hvor de cirkulerer, indtil hun trækker et tilsvarende beløb ud, for at indfri sit lån. Så står det beløb ikke længere på hendes konto og tælles derfor ikke med i samfundets pengemængde. Pengene er ophørt med at eksistere. Bankerne skaber penge gennem långivning, og pengene tilintetgøres ved indfrielse af lånet.
Det forhold er svært at forstå, og vi hører næsten intet om det fra økonomer i dag. Men professor i økonomi Axel Nielsen beskrev det utvetydigt i sin lærebog Bankpolitik i 1930: »Det karakteristiske ved Nutidens Banker er saaledes Skabelsen af Omsætningsmidler [dvs. penge, red.]«. Med samfundets gradvise overgang til elektroniske penge i disse årtier er de private bankers pengeskabelse kun accelereret (se f.eks. Ole Bjergs bog Gode penge).
Op til finanskrisen var bankernes ansvar for oppustning af bobler gennem pengeskabelse (långivning) større end nogensinde. Rangvid-rapporten gør desværre meget lidt for at kaste lys over bankernes overvældende misbrug af dette privilegium op gennem 00’erne.
Styr på pengeskabelsen. Vi har en pengeskabelse, der er ca. 95 procent privatiseret. Bankerne laver deres egen punch og drikker den, når der er fest. Selvfølgelig går det galt. »Nationalbanken har ikke mulighed for effektivt at styre pengeinstitutternes udlån,« som Rangvid præcist fastslår.
Nej, ikke som tingene ser ud i dag. Men måske burde vi sammen med vore politikere prøve at skabe et andet pengesystem, hvor vi ikke overlader dispositionsretten over samfundets betalingsmidler til ca. 90 private virksomheder – bankerne – der kun har egne interesser for øje, og som hellere udlåner pengene til aktie- og ejendomsspekulation end til investeringsformål i den produktive økonomi.
Internationalt foregår der en intens debat om de private bankers pengeskabelse. Forskellige alternativer er blevet fremlagt.
Den engelske tænketank Positive Money har foreslået, at banker ikke skal kunne spekulere på baggrund af indskydernes penge. Der skal derfor være to slags konti: en transaktionskonto, svarende til vores almindelige lønkonto, som skal stå i Nationalbanken og blot administreres af vores lokale bank. Disse penge må ikke gøres til genstand for udlån, men opbevares bare, evt. til en lille negativ rente, så indskyderne tilskyndes til at placere pengene på den anden type konto: En investeringskonto, hvis indestående bankerne må låne ud, nogenlunde som investeringsforeninger gør i dag.
Hvis Hansen f.eks. har en million kroner på sin investeringskonto, kan banken låne den ud til en iværksætter, og så er pengene ikke til rådighed for Hansen, før lånet tilbagebetales. I dag kan banken låne 8-9 tiendedele af Hansens million ud i årevis, og han kan alligevel hæve den i morgen. Afskåret fra denne mulighed kan bankerne efter Positive Moneys forslag ikke skabe nye penge og derfor heller ikke bidrage til at blæse bobler op.
Til at vurdere behovet for flere eller færre investeringspenge i samfundet, nedsættes en stående komite af respekterede medborgere og eksperter. Den sammensættes, så den nyder samme tillid som f.eks. Nationalbankens repræsentantskab eller bestyrelse. Politikerne kontrollerer således ikke seddelpressen. Ingen regering kan fristes til at skabe ekstra penge og uddele dem kort før et valg.
Samfundsbank. Den danske gruppe Syntesetanken.dk har udarbejdet et detaljeret forslag med samfundsreguleret pengeskabelse. Her tænkes realkreditten gradvist overtaget af en ny samfundsbank, der ikke skal tjene penge på almindelige menneskers behov for en bolig og derfor kan nøjes med en langt lavere (fast) rente på boliglån, under 1 procent.
Den amerikanske interesseorganisation Public Banking Institute anbefaler, at enhver suveræn stat bør udstede sine egne penge, frem for at man – som i Danmark – stiltiende lader dette privilegium glide over til private banker. Hvis de folkevalgtes kyndige repræsentanter i f.eks. centralbanken står for pengeskabelsen, betyder det, at en stat ikke kan mangle penge til samfundsgavnlige projekter, fremfører den amerikanske bankkritiker Ellen Brown i bogen The Public Bank Solution.
Hvis der er arbejdskraft, ressourcer og efterspørgsel nok, kan alle projekter sættes i gang, for staten fremskaffer blot de nødvendige betalingsmidler (’trykker penge’) og trækker dem ud igen, når det skønnes, at der ikke er behov for dem.
Pengeskabelse er ikke inflationær, hvis pengene bruges til at producere og forbruge en tilsvarende stigende mængde varer og ydelser.
Skabes der omvendt penge, uden at forbrugsmulighederne udvides, opstår der inflation – som i 00’ernes huspriser, hvor der ikke var nye boliger nok til at absorbere de mange flere penge, bankerne satte i omløb gennem udlåning.
Alternativer som disse ligger langt fra Rangvid-udvalgets forsigtige forslag om at dreje lidt på syv reguleringsknapper. De er givetvis ikke simple at indføre; de kræver grundig drøftelse og ikke mindst en viden om det nuværende pengesystems funktionsmåde, der går et spadestik dybere end Rangvid-rapporten... >>>