Den islandske pengereform. Et bedre monetært system for Island

>>> ^

Forord af Lord Adair Turner

I kølvandet på finanskrisen i år 2008 har de finansielle tilsynsmyndigheder og centralbanker verden over gjort en stor indsats for at gøre det eksisterende finansielle system mere stabilt, ved stigende bank kapital- og likviditetskrav, ved at udvikle handlingsplaner for afviklingsfonde, og ved at kræve at handel med derivater skal gå igennem de centrale clearing houses. Disse bestræbelser, hvormed jeg var dybt involveret i årene 2008-2013, har været værdifulde, og har reduceret sandsynligheden for en yderligere finansiel krise, på kort sigt.

Men de finansielle tilsynsmyndigheder og centralbanker verden over har stadig ikke adresseret den grundlæggende problemstilling - bankernes evne til at skabe kredit, penge og købekraft, og den ustabilitet, som uundgåeligt følger heraf. Resultatet af de, til dato, aftalte reformer, efterlader stadig verden faretruende sårbar over for fremtidig finansiel og økonomisk ustabilitet.

Denne rapport omhandler disse grundlæggende spørgsmål. Den har med rette fået titlen: "Monetær Reform", fordi den går ud over de tekniske detaljer i bankregulering og spørger, hvem bør skabe penge, og hvordan sikrer vi, at nye penge afsættes til nyttige formål.

Rapporten gør et afgørende stykke arbejde ved at oplyse offentligheden og forklare, hvordan "fraktioneret reserve" banker skaber penge, og hvorfor et alt for højt niveau af privat gæld uundgåeligt vil resultere i krise. Og den forklarer, hvorfor finansiel og økonomisk ustabilitet ikke effektivt kan styres kun ved hjælp af rentestyring, som centralbankerne traditionelt har brugt.

Den foreslår en radikal strukturel løsning på de problemer, vi står over for. Realiseringschancer og fortrin af den specifikke løsning skal drøftes. Men uanset hvilke specifikke regler og love der sigtes efter, må de være baseret på den filosofi, som denne betænkning foreslår - at skabelsen af penge er for vigtig til at blive overladt til bankfolk alene.

>>> ^ <<<

Forord

"Af alle de mange måder at organisere bankvæsnet på, er den værste, den, vi har i dag. ... Forandring er, tror jeg, uundgåelig. Spørgsmålet er blot, om vi kan tænke os til et bedre resultat, før den næste generation er beskadiget af en fremtidig og større krise. Denne krise har allerede efterladt en arv af gæld til den næste generation. Vi må ikke også videregive dem arven fra et skrøbeligt banksystem". - Lord Mervyn King, direktør for Bank of England år 2003-2013 >>>^²

Denne rapport, bestilt af Islands statsminister, præsenterer resultaterne af en undersøgelse af pengeskabelsesmekanismen i Island og potentialet for dens forbedring.

Island har, i mere end et halvt århundrede, lidt af alvorlige monetære problemer, herunder inflation, hyperinflation, devalueringer, en aktiv boble og, i sidste ende, et sammenbrud i banksektoren i år 2008. Andre lande har stået over for lignende problemer. Siden år 1970 har bankkriser forekommet 147 gange i 114 lande^³ og forårsaget alvorlige nedskæringer i produktion og alvorlige stigninger i gæld.

På trods af sine hyppige svigt, er banksystemet stort set forblevet uændret og homoget i hele verden. Forskellige reformforslag er blevet fremsat, mange af dem lovende, men ingen er blevet gennemført.

Et nødvendigt skridt i retning af den monetære reform er at øge bevidstheden om de ulemper og risici, der er, ved det nuværende system, og hvorfor der er behov for en reform. Denne rapport vil forhåbentlig tjene som en nyttig kilde til oplysning for den kommende debat om pengeskabelsesprocessen i Island, og hvordan den kunne reformeres til at tjene samfundet bedre i fremtiden.

Reykjavík, 20. marts 2015
Frosti Sigurjónsson

Adair Turner var formand for UK Financial Services Authority i september 2008 til marts 2013 og var formand for det udviklingspolitiske udvalg i den internationale instans Finansiel Stabilitet i årene 2009-2013. Hans bog om krisen –Between Debt and the Devil: Money, Credit and Fixing Global Finance vil blive udgivet i september 2015 af Princeton University Press.

Mervyn King, (2010)
Leaven L. & Valencia, (2012)

>>> ^ <<<
1 Overblik og sammendrag

1.1 Abstrakt
Denne rapport er en undersøgelse af monetære problemer i Island og hvilken andel de kan være forårsaget af den nuværende monetære mekanisme, fractional reserve systemet.
Der er tegn på, at fractional reserve systemet måske har begrænset Centralbankens evne til at kontrollere pengemængden og samtidig givet bankerne både magt og incitament til at skabe for mange penge. Kommercielle banker har udvidet pengemængden nitten gange på fjorten år, og det endte med bankkrisen i år 2008.
Der er også tegn på, at fractional reserve systemet kan have haft en langsigtet medvirkende faktor til forskellige monetære problemer i Island, herunder: hyperinflation i 1980'erne, kronisk inflation, devalueringer af den islandske krone (ISK), høje renter, regeringens afkald på indtægter fra pengeskabelsen, og voksende gæld i den private og offentlige sektor.

Økonomer har længe været klar over det problematiske ved fractional reserve systemet og har foreslået forskellige reformer. Et forslag til monetær reform af Fisher et al i 1939 fik støtte fra 235 økonomer fra 157 universiteter og højere læreanstalter, men blev ikke gennemført. I denne rapport gennemgås nogle af de oftere nævnte forslag til monetær reform: 100% Reserver, Narrow Banking, Limited Purpose Banking og den beskriver detaljeret det Uafhængige Penge-forslag.

I et uafhængigt penge-system, kan kun centralbanken, der ejes af staten, skabe penge som mønt, noter eller elektroniske penge. Kommercielle banker ville ikke kunne at skabe penge.

Denne rapport beskriver, hvordan et sådant uafhængigt penge-system kunne implementeres, og hvilke skridt vil være nødvendige for en vellykket overgang.

>>> ^ <<<

1.2 Behovet for en monetær reform
Der er beviser for, at fractional reserve systemet selv kan have været en medvirkende faktor til forskellige monetære problemer i Island, herunder:
1.2.1 Den Islandske Centralbank har ikke kontrol over pengemængden
Kommercielle banker skaber penge, når de laver lån og sletter penge, når lån er tilbagebetalt. Den Islandske Centralbank skal give banker de reserver (penge på konti i CBI), som er nødvendige, for ikke at miste kontrollen over rentesatserne eller endog udløse en likviditetskrise mellem bankerne. Den Islandske Centralbank måtte derfor skabe og udstede nye centralbanksreserver til at imødekomme bankerne, da de udvidede pengemængden nitten fold mellem 1994 og 2008.
1.2.2 Kommercielle bankudlån har tendens til at forstærke den økonomiske cyklus
Når de økonomiske udsigter er positive, vil banker, der handler for at maksimere profit, udlåne mere (så pengemængden vokser i et hurtigere tempo), men når økonomien klarer sig dårligt, bremser bankerne deres udlån (så pengemængden vokser langsommere, eller endda begynder at trække sig sammen). Denne udlånsadfærd forstærker den økonomiske cyklus.
I de ekspansive år 2003 til 2006 hævede Den Islandske Centralbank styringsrenten (base renten), og advarede om, at økonomien var overophedet. Men dette forhindrede ikke bankerne i at overudvide pengemængden.
1.2.3 Bankers ekspansion af pengemængden har ført til inflation og devalueringer af ISK
I årtier har kommercielle banker i Island udvidede pengemængden meget hurtigere end de var forpligtet til at støtte den økonomiske vækst i Island. I de tyve år fra 1986 til 2006 steg BNP i gennemsnit med 3,2% om året. I samme periode udvidede bankerne pengemængden med et gennemsnit på 18,6% om året.

Udvidelsen af mængden af ISK seks gange hurtigere end nødvendigt for den økonomiske vækst var en førende årsag til inflation og devaluering af ISK. I et forsøg på at dæmme op for udlån, øgede Den Islandske Centralbank renten fra 5,6% i 2004 til 18,0% i 2008. At hæve renten var stort set ineffektive i forsøg på at begrænse bankernes pengeskabelse, og havde også den uønskede bivirkning at skabe en kraftig stigning i efterspørgslen på ISK fra udenlandske investorer. Denne efterspørgsel tjente til at forsinke den uundgåelige devaluering af ISK. I 2008 indhentede virkeligheden den ISK og kursen faldt med 50% i forhold til USD.
1.2.4 Staten giver afkald på betydelige indtægter ved at uddelegere pengeskabelsen til bankerne
Ved at uddelegere pengeskabelsen til private kommercielle banker, giver Den Islandske Centralbank, og dermed staten, afkald på betydelige indtægter, som den ellers ville tjene på at skabe nye penge til at imødekomme den økonomiske vækst.

Kommercielle banker i Island høster en fordel fra evnen til at skabe penge i form af anfordringsindskud. Bankerne kan betale lavere renter på anfordringsindskud, end de ville ved at låne på markedet. Ejere af anfordringsindskud er tilfredse med lave renter, fordi indskud er en bekvem form for penge og for banker, der er "too big to fail", er der en uundgåelig statsgaranti på indlån. Medmindre banker er engageret i "fuldkommen konkurrence" (en situation, der næsten aldrig opstår udenfor økonomiske lærebøger), ender meget af denne cost-fordel som ekstra fortjeneste for bankerne.
Det skønnes, at ved at uddelegere hovedparten af pengeskabelsen i økonomien til private banker, giver Den Islandske Centralbank afkald på en anslået årlig omsætning på tæt på ISK 20 bn.

1.2.5 Regeringen er tvunget til at garantere bankindskud
Selvom anfordringsindskud fra virksomheders side og fra medlemmer af offentlighedens side er en bekvem form for penge, så er de fundamentalt en ansvarsforpligtelse (eller IOU) af den udstedende bank. Et anfordringsindskud repræsenterer en banks forpligtelse til at betale det indbetalte beløb i kontanter, eller at elektronisk overføre det til andre modtagere, når ejeren således ønsker.

En banks beholdning af kontanter og Centralbanksreserver (begge aktiver i banken) er lille sammenlignet med samlede indlån (bankernes ansvar). Et rygte om, at en bank kan være i vanskeligheder, kan derfor forårsage at kunderne hver deres indskud i panik (en bank run). En bank run tvinger banken til at sælge aktiver hurtigt for at finansiere udbetalinger til indskyderne. Sådan en pludselig stigning i udbuddet af aktiver kan føre til et fald i markedspriserne, kan stille andre banker i vanskeligheder, og hele banksystemet kan påvirkes. Stillet over muligheden for et sådant scenario, foretrækker regeringer at udstede en statsgaranti for indlån, og love at tilbagebetale indskyderne, hvis banken ikke er i stand til at gøre det. Håbet er, at denne garanti vil berolige indskydere og standse bank runs.

Stillet over for en bank run erklærede den Islandske regering i 2008, at de indenlandske indskud i de lokale banker var fuldt garanteret. I år 2015 blev denne erklæring ikke formelt tilbagekaldt. Men det gør ikke meget forskel, om det offentlige udtrykkeligt stiller en garanti på indlån: når de står overfor en bank run på en større bank, så vil regeringen i alle tilfælde blive tvunget til at udstede eller bekræfte en statsgaranti på indlån, for at afværge en regulær krise.
Så længe hovedparten af pengemængden er faktisk indskud (passiver af kommercielle banker), bakket op af risikobetonede aktiver, vil staten ikke have andet valg end at garantere disse indskud for at afværge kriser.

1.2.6 Den implicitte statsgaranti for indlån tilskynder risikabelt udlån
Fordi kunder med opsparing kan forvente, at staten vil træde til og sikre deres indskud, bliver alle banker "risikofri" for opsparerne.

Kunder vil derfor deponere deres penge hos den bank, der tilbyder den højeste sats, uden de større overvejelse om den risiko, som banken tager. Bankdirektører skal derfor konkurrere om kunderne, hovedsageligt baseret på rentesatser, men ikke om, hvor solid banken er. Den implicitte statsgaranti tilskynder derfor risikable udlån, hvilket igen øger risikoen for flere bankkrak og kriser.

Landsbankinn begyndte at tilbyde online opsparingskonti i Storbritannien i 2006 og tilbød nogle af de højeste indlånsrenter i Storbritannien. Da banken kollapsede i 2008, havde den 300 tusinde kunder og indlån på 4 mia GBP.
1.2.7 En statsgaranti på indlån giver unfair konkurrencefordel
Kommercielle banker, der er i stand til at skabe penge efter forgodtbefindende, har en urimelig konkurrencefordel i forhold til investeringsbanker og andre finansielle virksomheder. En kommerciel bank har adgang til billig finansiering i form af statsgaranterede indlån med lave priser, mens en investeringsbank må låne sine midler på markedsvilkår, fordi dens forpligtelser er ikke eksplicit eller implicit garanteret af regeringen.
1.2.8 Indlånsforsikring er ineffektiv, hvis en stor bank mislykkes i Island
Indlånsforsikring kan fungere efter hensigten i et land med tusindvis af deltagende banker, hvor risikoen kan distribueres effektivt. I Island deler de tre store banker dog 90% af markedet. Skulle en af disse krakke, vil forsikringsfonden ikke være tilstrækkelig til at redde alle indlånere. Under sådanne omstændigheder vil regeringen være nødt til at træde til med skatteydernes penge for at garantere indlånene.

Indlånsforsikring skaber en illusion af sikkerhed, som reducerer kundernes incitamenter til at overveje, om banken tager farlige risici med sine investeringer. Bankerne er derfor motiveret til at konkurrere mindre på tillid eller sikkerheden for deres investeringer og mere på høje vækstrater. At være i stand til at betale disse højere satser må banken tage større risiko, hvilket gør bankerne mere tilbøjelige til at krakke.

>>> ^ <<<

1.3 Alternativer til fractional reserve systemet
Det er fristende at tilføje endnu flere regler og reguleringer til det nuværende system i håb om at reducere risiciene. Det har faktisk været tilgangen til dato (Basel I var på 30 sider, Basel II var på 251 sider, og nu Basel III er på 509 sider). Men stadigt mere kompliceret regulering er dyrt for bankerne at implementere, vanskelig at overvåge og fjerner ikke de grundlæggende fejl i systemet. Frem for at forsøge at lappe et system, der konstant har fejlet, kan det være værd at overveje nogle alternativer.
Der er foreslået forskellige alternativer: 100% Reserver, Narrow Banking, Limited Purpose Banking og et uafhængigt pengesystem. Af disse forslag er det kun Det Uafhængige Pengesystem der overfører magten og retten til at skabe penge til staten og effektivt adskiller pengeskabelsmagten fra fordelingsmagten og danner en overgang til et system med gældfri penge. Det Uafhængigge Pengesystem er beskrevet i detaljer i kapitel 7.

1.3.1 Det Uafhængige Pengesystem

Det Uafhængige Pengesystem er baseret på forslagene i Modernisering Money (2013) af Dyson og Jackson, som igen bygger på Creating New Money (2000) af Huber og Robertson og Fischers forfatterskab i 1930'erne.

I et uafhængigt pengesystem behøver private banker ikke oprette penge. I stedet er denne magt i hænderne på Centralbanken, der har til opgave at arbejde til gavn for økonomien og samfundet som helhed. I det Uafhængige Pengesystem er alle penge, enten fysiske eller elektroniske, skabt af Centralbanken.

Selv om de kommercielle banker ikke længere vil kunne skabe penge, vil de fortsætte med at administrere betalingstjenester for kunder og yde lån ved at fungere som mellemled mellem opsparere og låntagere.

Betalingstjenesten vil bestå af enkeltpersoners og virksomheders transaktionskonti. Midlerne i Transaktionskontiene vil være elektroniske uafhængige penge skabt af Centralbanken. Transaktionskontiene er risikofri, da de er hos Centralbanken, og rentefri, da de ikke er til rådighed for banken til at investere.

The intermediary service vil bestå af investeringskonti ejet af enkeltpersoner og virksomheder. Midler kan overføres fra en Transaktionskonto til en investeringskonto. Midler i en investeringskonto investeres af banken og er ikke tilgængelig for ejeren inden forfaldsdatoen, eller før et opsigelsesvarsel er gået. Forpligtelsesperioden kan variere fra 45 dage til et par år. Bankerne kan tilbyde investeringskonti med forskellige risikoprofiler, løbetider og renter, der imødekommer forskellige typer kunder.

Centralbanken vil udelukkende være ansvarlig for at skabe de nødvendige penge til at støtte den økonomiske vækst. I stedet for at være afhængig af rentens påvirkning af bankernes pengeskabelse, kan Centralbanken ændre pengemængden direkte. Beslutninger om pengeskabelse vil blive truffet af et udvalg, der er uafhængig af regeringen og gennemsigtig i sin beslutningsproces, som det nuværende pengepolitike udvalg.

Ny penge, skabt af Centralbanken, vil blive overført til regeringen og bragt i cirkulation i økonomien via øgede offentlige udgifter, ved reduktion i skat, ved tilbagebetaling af den offentlige gæld, eller ved at betale en borgerdividende.

Centralbanken vil også være i stand til at skabe penge til udlån til bankerne til videre udlån til virksomheder uden for den finansielle sektor.

1.3.2 Fordele ved Det Uafhængige Pengesystem

I et uafhængigt pengesystem er mængden af penge i økonomien direkte styret af Centralbanken, og derved er private banker ikke i stand til at udvide pengemængden.

Private Bankers procykliske udvidelse af pengemængden vil ikke være mulig. I stedet vil Centralbanken øge pengemængden i forhold til den samlede vækst i økonomien og til at opfylde inflationsmål.

Afgørende er, at magten til at skabe penge holdes adskilt fra magten til at beslutte, hvordan de nye penge bruges og dermed sikre, at interessekonflikter ikke fører til for mange (eller for få) penge bliver skabt, eller at penge bliver skabt for private, snarere end offentlige, fordele.

Risikoen for pludselige bank runs er stærkt reduceret. Indskud på investeringskonti har en løbetid, der er fordelt over en længere periode, der giver banker tid til at sælge deres aktiver, om nødvendigt. Indlån i transaktionskonti er beskyttet i tilfælde af bank krak, da de er deponeret i Centralbanken, på kundernes vegne, og er adskilt fra den krakkede bankens egne aktiver. En indskudsgarantiordning er derfor ikke nødvendigt for transaktionskonti.

Indtægter fra pengeskabelsen tilfalder den statsejede Centralbank, hvilket resulterer i større udbytte til staten, og kan bruges til demokratisk besluttede formål. Baseret på en årlig BNP-vækst på 2%, et inflationsmål på 2%, og den indledende pengemængde på ISK 500 mia., vil den årlige indkomst fra en uafhængig pengeskabelse kunne være tæt på 20 mia. ISK.

Desuden vil staten få en engangs-indtægt på 300-400 mia. ISK over en årrække under overgangen til et uafhængigt pengesystem. Dette sker idet Centralbanken skaber uafhængige penge til at erstatte de gamle bankskabte penge. De nye uafhængige penge kan sættes i omløb af staten via: køb af statsobligationer, stigning i de offentlige udgifter eller nedsættelse af skatter, ved udlån til banker, eller en blanding af disse metoder.

Ved hjælp af en statsoprettet pengemængden, i stedet for faktisk at "leje" pengemængden fra private banker, vil det samlede niveau for gælden i økonomien reduceres. Efterspørgslen på lån vil blive reduceret hvilket lægger et nedadgående pres på renterne.

Et uafhængigt pengesystem vil reducere risikoen i kommerciel bankvirksomhed dramatisk. Dette kunne åbne vejen til en vis reduktion i den administrative byrde i bankvirksomheden - og reduktion af bankens faste omkostninger. Det kunne også mindske behovet for adskillelse af investerings- og kommercielle banker og derved giver mulighed for bedre stordriftsfordele.

1.3.3 Overgangen til et uafhængigt pengesystem

Fra første dag, vil bankerne ikke være i stand til at skabe penge, men det kan tage flere år for de penge, de har skabt, at blive erstattet med uafhængigt skabte penge. Dette giver mulighed for en smidig overgang til det nye system, og bankerne vil have flere år til at tilpasse sig.

Ved overgangen vil eksisterende indlån i kommercielle banker blive overført til transaktionskonti i Den Islandske Centralbank (CBI). For at påtage sig dette ansvar på vegne af de kommercielle banker vil CBI til gengæld modtage et claim of equal value for indlånene den overtager fra hver bank.

Disse claims, betegnet Konverterings Ansvar, ville beløbe sig til i alt 450 mia. ISK og bankerne ville tilbagebetale dem til CBI gradvist over en årrække.

Som kommercielle banker tilbagebetaler deres Konverterings Ansvar, forlader de banken-skabte penge pengemængden. CBI skaber derfor nye Uafhængige Penge for at kompensere for denne reduktion. Hovedparten af de nye penge kan sættes i omløb ved reduktion af den offentlige gæld, men andre tidligere nævnte midler kunne også overvejes delvist. Offentlig gæld kunne derfor reduceres med op til 450 mia. ISK i processen med at overføre fra private kommercielle bankpenge til nye uafhængige penge. CBI kan også bruge overgangen til at reducere pengemængden, hvis nødvendigt.

>>> ^ <<<

1.4 Anbefalinger
Kommercielle banker i Island har skabt langt flere penge, end behøvet for økonomisk vækst. Dette forårsagede alvorlige monetære problemer, herunder; inflation, valuta afskrivninger, en aktiv boble og en bankkrise. Tidligere forsøg på at forebygge disse problemer har ikke givet nok opmærksomhed til pengemængden, pengeskabelsesprocessen eller hvordan den kunne blive bragt under kontrol.

Den nuværende fractional reserve system er ustabilt og tilskynder risikovillighed. Bankerne har et incitament til at skabe penge og centralbankerne har undladt at begrænse dem. Uden en reform, skal Centralbanken proaktivt håndhæve kreditkontrol; sætte grænser for væksten i bankudlån og sætte grænser for udlån til den finansielle sektor. Sådanne foranstaltninger vil ikke være populære hos bankerne, men nødvendige, da traditionelle instrumenter har svigtet.

Det ville være bedre at fjerne roden til problemerne og sikre pengemagten hos det statsejede Centralbank. Endvidere, magten til at at skabe penge skal adskilles fra magten til at formidle nye penge. Dette vil effektivt reducere risikoen og ustabiliteten af det monetære system, gæld vil blive væsentligt reduceret, og indtægterne fra at skabe penge tilfalder staten snarere end banker.

Island, som er en suveræn stat med en selvstændig valuta, er fri til at reformere sit monetære system fra den nuværende ustabile fractional reserve system og indføre et langt bedre monetært system. Et sådant initiativ skal dog hvile på yderligere undersøgelser af alternativer og en udbredt enighed om, at det haster med en reform.

Debatten om pengeskabelsesprocessen i Island er lige begyndt, og har brug for tid til at køre sit løb. Resultaterne i denne rapport vil forhåbentlig være en del af denne debat.

I mellemtiden synes det Uafhængigte Pengesystemsforslag at tilbyde et meget lovende udgangspunkt for reform. Det anbefales derfor, at en gennemføre en forundersøgelse af dens potentielle implementering i Island.

>>> ^ <<<

2 Monetære problemer i Island
Det er rimeligt at sige, at Islands monetære historie har været turbulent. Valuta kontrol fra 1920'erne til 1950'erne blev fulgt af kronisk inflation fra 1970'erne til 1980'erne, idet den årlig inflation nåede et højdepunkt på 83% i 1983. I 1981 blev det anset for nødvendigt at redenominere Den Islandske Krona med 100 enheder som blev erstattet af 1 ny enhed

Efter de moderate 1990'erne kom de boomende 2000'erne, som endte med et dramatisk styrt i 2008. Bankerne kollapsede og værdien af ISK faldt med 50% på et år. Kapital kontrol blev indført i slutningen af år 2008 og er stadig i kraft seks år senere.
Den Islandske Centralbank blev etableret i 1961 med det formål at fremme prisstabilitet. Fem årtier senere havde ISK tabt 99,7% af sin købekraft.

I de følgende kapitler skal vi se nærmere på disse alvorlige monetære problemer i et forsøg på at afgøre, hvad de vigtigste årsagsfaktorer var.

Island har en åben økonomi. Eksporten udgjorde 57% af BNP i 2013. Importerede varer tegner sig for næsten halvdelen af det private forbrug, hvilket betyder, at det lokale prisniveau er stærkt påvirket af prisændringer i importerede varer.

Islands eksport har i de seneste årtier diversificeret fra primært bestående af fiskeprodukter til også at omfatte aluminium, turisme og teknologi. Fortsat diversificering giver håb om bedre monetær stabilitet i fremtiden.

På den positive side er der tegn på, at mange af Islands monetære problemer kan have været resultatet af et fejlbehæftet system, og ved at reformere systemet, kan lignende problemers tilbagevenden forhindres i fremtiden.

I Island, som andre steder, er nye penge skabt og sprøjtet ind i økonomien gennem fractional reserve systemet. Kritikere har hævdet, at iboende fejl i fractional reserve systemet bidrager til en række monetære problemer, herunder; ukontrolleret udvidelse af pengemængden, prisbobler på aktiver (især i boliger), bank runs, voksende gæld og ulighed, kronisk inflation, økonomisk ustabilitet og tab af møntningsgevinst for staten.

Vi begynder derfor med at forklare pengeskabelsesmekanismen i Island, inden vi se nærmere på, hvordan den har ageret.

>>> ^ <<<
3 Pengeskabelsens mekanismer
En stabil og tilstrækkelig pengemængde er en grundlæggende forudsætning for en velfungerende økonomi. Overdrevne udvidelser / sammentrækninger af pengemængden kan føre til inflation / deflations af prisniveauet samt booms / kraks i den økonomiske aktivitet.

Indtil for nylig er pengeskabelsesprocessen blevet bredt misforstået. De fleste økonomiske lærebøger forklarede pengeskabelsen baseret på "pengemultiplikator-modellen", men, som vil blive forklaret i kapitel 3.1, er det ikke, hvad der i virkeligheden sker.

Ifølge pengemultiplikator-modellen har Centralbanken kontrol over den samlede pengemængde. Ved at skabe en vis mængde grundpenge og sætte et reserve krav som bankerne skal overholde, antages det at Centralbanken styrer den samlede pengemængde til rådighed for økonomien.

Men virkeligheden i Island og andre steder er meget forskellig. Kommercielle banker skaber nye penge, når de yder lån og er ikke så begrænset i deres pengeskabelse som multiplikator modellen antyder. I virkeligheden har Centralbanken i Island (CBI) meget begrænsede midler til at påvirke, hvor mange penge der er skabt af de kommercielle banker. Som regel har kommercielle banker udvidet pengemængden meget hurtigere end væksten i realøkonomien, med mange af de nyskabte penge ført over i ejendoms- og finans- markederne.

I de følgende afsnit vil pengeskabelsesprocessen blive undersøgt i detaljer både i forhold til kommercielle banker og CBI. Derudover vil vi se på incitamenterne der driver bankerne til at skabe for mange penge. Vi ser også på CBI værktøjer til at begrænse pengeskabelsen, og hvorfor disse værktøjer, stort set, har været uden virkning.

>>> ^ <<<

3.1 Hvordan kommercielle banker skaber penge
"Den proces, hvormed bankerne skaber penge, er så enkel, at sindet er frastødt." Kenneth Galbraith

En kommerciel bank skaber nye bankindlån, når den foretager udlån. Disse bankindlån er passiver (tilgodebeviser) i banken, som repræsenterer et løfte om at levere kontanter på efterspørgslen til kunden, eller at foretage en elektronisk betaling til tredjemand på kundens anmodning. Indlån kan derfor anvendes til at

⁴ Galbraith K. (1975) Money: Whence It Came, Where It Went, Ch. III, p. 18

foretage betalinger i økonomien gennem betalingskort og elektroniske pengeoverførsler.

En bank behøver ikke at skaffe penge fra en indlånskunde, før den kan give et lån til en låntager. Gennem enkelt dobbeltbogholderi, når en bank udlåner penge, øger det både mængden af penge i økonomien, samt mængden af gæld. Bank of England, forklarer denne proces på følgende måde:

“"Kommercielle banker skaber penge, i form af bankindskud, ved at lave nye lån. Når en bank laver et lån, for eksempel hvis en kunde skal have et realkreditlån til at købe et hus, er det ikke typisk gjort ved at give dem tusindvis af pengesedler. I stedet krediteres køberens bankkonto med et bankdepositum på husprisens størrelse. I det øjeblik, er nye penge skabt. "^¹

"I praksis adskiller pengeskabelsen sig fra nogle populære misforståelser - banker agerer ikke blot som mellemled mellem udlån af indlån, som opsparere placerer i banken, og de ”multiplicerer” heller ikke Centralbankspenge til at skabe nye ud- og indlån."
"I den moderne økonomi, eksisterer de fleste penge i form af bankindlån. Men hvordan disse bankindeståender er skabt, er ofte misforstået: den vigtigste måde er gennem kommercielle banker der yder lån. Når en bank yder et lån, skaber det samtidig et matchende pengebeløb på låntagers bankkonto og dermed skabes nye penge.
Virkeligheden af, hvordan pengene skabes i dag adskiller sig fra beskrivelsen, der findes i visse økonomi lærebøger:
Snarere end at banker modtager indlån, når kunderne sparer op og derefter udlåner dem, er det bankernes udlån, der skaber indlån.

I normale tider, fastsætter Centralbanken ikke mængden af penge i omløb, ej heller er Centralbankpenge ’ganget op' for at skabe flere udlån og indlån."^²

“"I virkeligheden er det sådan, at når bankkunder vælger at spare flere penge op på bankkonti, kommer disse indskud simpelthen på bekostning af indskud, som ellers ville være gået til virksomheder som betaling for varer og tjenesteydelser. Kundernes opsparing øger ikke i sig selv indlån eller midler til rådighed for bankerne at udlåne. At anse bankerne som blot værende formidlere ignorerer det faktum, at kommercielle banker i virkeligheden i den moderne økonomi, selv skaber pengene til indlån.

… Snare end at banker låner penge ud, der er placeret hos dem, er det bankens udlån der skaber indlån - det omvendte af processen typisk beskrevet i lærebøger ”.^³

BOX 3.A
Hvad centralbankfolk har sagt om pengeskabelse?
"Selve pengeskabelsesprocessen foregår primært i banker." - Federal Reserve Bank of Chicago, 1961, s. 3;
"Langt den største rolle i at skabe elektroniske og fysiske penge spilles af banksektoren ... Når bankerne yder lån skaber de yderligere indskud for dem, der har lånt." - Bank of England (2007)

"Over tid ... Blev pengesedler og kommercielle bankpenge fuldt udskifteligt betaling medier, som kunderne kunne bruge i henhold til deres behov" - ECB, 2000.

"Moderne monetære systemer er baseret på de gensidigt forstærkende roller af Centralbankspenge og kommercielle bankpenge." - BIS, 2003.

"De kommercielle banker kan også oprette penge selv ... i eurosystemeter er penge primært skabt ved kreditgivning ..." - Bundesbank, 2009

Bemærk, at en bank også kan skabe penge på denne måde, når de køber aktiver, såsom statsobligationer, ejendom eller bygninger. Ligesom med et lån, er den erhvervede ejendom registreret som et aktiv i banken og banken øger sælgers indestående med tilsvarende værdi, og det registreres som bankens ansvar.

Kommercielle banker håndterer også fysisk kontanter, accepterer penge til indskud og yder kontanter, når kunderne hæver penge fra indskud. Når en kunde sætter kontanter i banken, bliver kontanterne (noter og mønt) bankens ejendom og kundens indlån øges. Indlånet er bankens ansvar over for kunden. Når en kunde hæver kontanter i banken eller via ATM, reduceres kundens indlån med samme beløb.

Kommercielle banker både opretter og sletter elektroniske penge (i form af indskud). Sletning af penge sker, når en bank accepterer et indskud som tilbagebetaling af et lån, eller når en bank sælger et aktiv og accepterer et indskud som betaling. Gennem et simpelt dobbeltbogholderi, er ansvaret (indlånskontoen) debiteret og aktivet (såsom et udlån) krediteret. Begge sider af saldoen er reduceret.
Det skal bemærkes, at kun kommercielle banker og sparekasser (Indlånsvirksomhedsinstitutioner) er i stand til at skabe penge i form af lån. Investeringsbanker tilbyder ikke offentligheden indlån og er ikke i stand til at skabe penge. Investeringsbanker kan kun låne allerede eksisterende penge (selvom disse penge normalt tager form af lån, der tidligere blev skabt af bankerne).
Fordi kommercielle banklån øger saldoen på låntagers bankkonto uden at reducere pengemængden på andres bankkonto, vil lånet øge niveauet af penge i økonomien. Hvis bankerne øger pengemængden mere end der er behov for i økonomien kan dette føre til stigende priser på produkter (inflation) eller stigende priser på aktiver (asset inflation, og ofte bobler).

Kommercielle banker i Island har skabt omkring ISK 486 BN(8) eller 91% af pengemængden (M1). Sedler og mønter udstedt af centralbanken i Island (CBI) tegner sig for kun 9% (9). Denne situation er langt fra enestående for Island; i de fleste lande skaber kommercielle banker hovedparten af pengemængden.
BOX 3.B
Hvad er penge?

Definitioner af "penge" kan variere, men i forbindelse med denne rapport, bruger vi udtrykket til at betyde penge, der er accepteret som betaling i handel og kan bruges til at afvikle gæld og skatter. Disse krav er opfyldt af mønt og sedler skabt af CBI og lån (anfordringstilgodehavende?), der er oprettet af kommercielle banker.

Den totale mængde af sedler, mønt og lån til rådighed i økonomien kaldes pengemængden (M1).

Indlån, opsparingskonti, obligationer, aktier og forskellige likvide aktiver kan kaldes "nære penge". Men da disse aktiver normalt ikke accepteres som betaling for skatter eller gæld, og kan normalt ikke bruges til at foretage betalinger i handel, er de i snæver forstand ikke penge.

Hvad giver penge dens værdi?

Værdien af penge er grundlæggende baseret på lov samt udbud og efterspørgsel efter penge. I Island siger loven, at ISK er gyldig betaling for finansielle forpligtelser. CBI har monopol på skabelsen af sedler og mønt, men CBI har kun indirekte midler til at påvirke, hvor mange lån-penge der skabes af kommercielle banker.

Bruttoefterspørgselen på penge er påvirket af forskellige faktorer såsom størrelsen og væksten i realøkonomien, og den finansielle sektor. Efterspørgslen på ISK påvirkes også af det faktum, at skatter kun kan betales i ISK, og dermed skabe en underliggende efterspørgsel på ISK af skatteyderne.

Det er sandsynligt, at den største årsag til devalueringen af ISK er resultatet af at banker skaber indlån hurtigere end nødvendigt for økonomien, dvs. levering af ISK voksede meget hurtigere end efterspørgslen på ISK.

Fordi kommercielle banker skaber hovedparten af pengemængden, påvirker deres udlånsbeslutninger det generelle prisniveau og den monetære stabilitet. CBI har til opgave at fastholde prisstabilitet, men den skaber kun en brøkdel af pengemængden direkte og må stole på indirekte metoder til at påvirke, hvor mange penge bankerne skaber.

>>> ^ <<<

3.2 Hvordan Den Islandske Centralbank skaber penge
I modsætning til kommercielle banker, der beskæftiger sig med virksomheder og medlemmer af offentligheden, fungerer Den Islandske Centralbank (CBI) kun som bank for kommercielle banker og for regeringen.
3.2.1 Skabelse af noter og mønt

CBI har monopol på udstedelse af sedler og mønt. Mønt er fremstillet for CBI af The Royal Mint, og sedler af en specialist printer i England.

Bankerne kan købe ny mønt eller noter fra CBI til gengæld for centralbankreserver eller værdipapirer. Enkeltpersoner og virksomheder kan ikke købe noter og mønt direkte fra CBI, kun fra banker, til gengæld for en reduktion i den resterende del af deres indlånskonto.

CBI tjener en fortjeneste fra at udstede nye sedler, da udgifterne til fremstilling af sedler kun er en brøkdel af den pålydende værdi, men sedlerne ombyttes til rentebærende aktiver (såsom obligationer) svarende til den pålydende værdi af obligationerne. Den samlede bestand af sedler og mønter i omløb var tæt på ISK 44 milliarder (december 2014) eller tæt på 9% af den samlede pengemængde (M1).

3.2.2 Skabelse af Centralbankreserver
En vigtig funktion af CBI er at være "bankernes bank".
Dette indebærer at give kommercielle banker konti til deres centralbankreserver. Disse reservekonti tillader kommercielle banker at foretage betalinger til hinanden ved at overføre reserver til og fra deres respektive konti på CBI.

CBI skaber og udlåner reserver til banker, på efterspørgsel. Rentesatsen opkrævet af CBI (styringsrenten) påvirker rentesatsen hvormed banker udlåner reserver til hinanden. Indirekte påvirker det også de rentesatser, som bankerne opkræver eller betaler til kunder i almindelighed.

Hvis CBI ønsker at tilføre nye centralbankreserver til banksystemet (f.eks. som reaktion på øget efterspørgsel efter reserver fra de kommercielle banker), er en måde at gøre det på, at skabe nye reserver til at købe obligationer i banksektoren.
Kommercielle banker havde omkring ISK 31 milliarder i reserve konti på CBI (december 2014).

>>> ^ <<<

3.3 Centralbankens rolle
Udover at udstede penge og give reservekonti til banker, har regeringen en række bankkonti i CBI, hvor midler fra beskatning og låntagning midlertidigt deponeres, inden de anvendes til offentlige udgifter eller til at betale renter på tidligere lån. Blandt CBIs øvrige opgaver er fastsættelsen af den monetære politik (gennem styringsrenten), at fremme prisstabilitet, fremme finansiel stabilitet, opretholde valutareserverne, og drift af et indenlandsk betalingssystem og betalinger i udlandet.
3.3.1 At fremme prisstabilitet

CBIs hovedformål fremgår af Den Islandske Centralbanklov fra 1986, og revideret i 2001. [officiel oversættelse]:

"Hovedformålet med Den islandsk Centralbank er at fremme prisstabilitet. Med samtykke fra statsministeren, er Centralbanken bemyndiget til at erklære et numerisk mål for inflationen.

Centralbanken skal bidrage til at fremme regeringens økonomiske politik, så længe en sådan kampagne ikke er i strid med hovedformålet angivet i punkt 1. "^⁴

CBI er i øjeblikket forpligtet til at opretholde en inflation tæt på 2,5% . ( 11). for at styre inflationen i økonomien

“Centralbank gennemfører sin pengepolitik ved at styre pengemarkedsrenterne, primært gennem at bestemme renten for sine sikkerhedskrav til låneaftaler med kreditinstitutter, som derefter påvirker andre rentesatser. Renterne på pengemarkedet har også en stærk indvirkning på valutastrømme og dermed på valutakursen, og i det lange løb på den indenlandske efterspørgsel ".

CBIs Monetary Policy Committee (MPC) sætter renten (“styringsrenten").

Selvom prisstabilitet bestemt er meget vigtigt for en sund økonomi, er der fare for, at en centralbank, der måler sin præstation ud fra ét enkelt kriterium ikke kan reagerer hurtigt på negativ udvikling i andre vigtige kriterier, såsom pengemængden, aktivpriser eller valutakurs.

3.3.2 At fremme et effektivt og stabilt finansielt system

CBI Loven fastslår, at [uofficiel oversættelse];

"Centralbanken bør udføre opgaver, der er i overensstemmelse med sin rolle som centralbank , særligt at opretholde valutareserverne og fremme et effektivt og stabilt finansielt system, herunder indenlandske betalinger, og betalinger i udlandet." 13

Finansiel Stabilitet afdelingen på CBI udfører undersøgelser og analyser af de risici, der kan undergrave stabiliteten i det finansielle system i Island. Formålet er at identificere svagheder i systemet, som kan føre til alvorlig chok.(14) Afdelingen arbejder tæt sammen med Finanstilsynet i Island (i.Fjármálaeftirlitið FME). FME fører tilsyn med stabiliteten i de enkelte finansielle institutioner, mens CBI fører tilsyn med stabiliteten i systemet som helhed.

3.3.3 Centralbankens værktøjskasse

For at opnå ovennævnte mål kan CBI bruge forskellige interventioner. Dent kan ændre styringsrenten, handle med udenlandsk valuta, handel med obligationer, ændre reservekrav, og yde finansiel nødhjælp til illikvide banker.

Act on the Central Bank of Iceland no. 36/1986 and no. 36/2001

>>> ^ <<<

3.4 Incitament til at skabe penge
Penge, uanset om det er fysiske kontanter eller elektroniske ind eller udlån, er et redskab, der ikke er gratis. Både CBI og kommercielle banker høster betydelige indtægter fra at udstede penge.

Kommercielle banker er i stand til at finansiere deres investeringer og udlån ved at skabe nye indskud. Indlån er bankens ansvar og kan bruges som penge af virksomheder og af det offentlige. Selvom bankerne betaler kunderne renter på indlån, er de lavere end den sats banker normalt ville betale, ved at låne på markedet. Denne lavere sats, giver bankerne et incitament til at bruge indlån som finansieringskilde.

Bankkunderne accepterer lave priser på deres indlån af to grunde. For det første fordi indlån er likvider og kan bruges som penge, og for det andet fordi indlån opfattes som risikofri, baseret på den antagelse, at en sikkerhedspulje, eller regeringen, vil redde kunderne hvis banken krakker.

At regne ud, hvor meget banker har gavn af at bruge indlån til finansiering, og hvor meget af dette i sidste ende bliver hos bankerne, afhænger af forskellige faktorer, for eksempel, niveauet af konkurrencen bankerne imellem, og ville kræve en mere detaljeret dybdegående forskning.

Mens bankerne har et incitament til at skabe penge, bæres omkostningerne ved en overskridelse pengemængde, i form af inflation eller bobler, af samfundet i almindelighed. Denne adskillelse af fordele og omkostninger kan forklare, hvorfor bankerne ikke har oprettet en optimal pengemængde for økonomien.

3.4.1 CBIs indtægter fra udstedelse af sedler og mønt

I Island er CBI en del af staten og skaber sedler, mønt og reserver. Navnlig, i nogle lande, såsom USA, er Centralbanken ikke statsejet, og det er finansministeriet i stedet for Centralbanken det udsteder mønt. Når det drejer sig om indtægter fra pengeskabelsen, kan sådanne forskelle være ganske vigtigte.

Den økonomiske litteratur synes at mangle klar enighed om, hvordan man måler indtægter fra pengeskabelse hos centralbankerne. Udtrykket seigniorage ("møntningsgevinst") er blevet anvendt til at betyde forskellige ting i forskellige tekster. Verdens Centralbanker forstærker forvirringen ved at regne pengesedler for passiver.

Det gav god mening, dengang en pengeseddel faktisk var et løfte om at betale bæreren i guld eller sølv, men i dag er en pengeseddel ikke længere et løfte om at betale bæreren andet end en identisk pengeseddel. Derfor er det misvisende at regne nyudstedte pengesedler som en stigning i Centralbankernes passiver. CBI følger denne konvention og derfor viser regnskabet ikke nogen indkomst optjent på tidspunktet for skabelsen af penge.

På trods af at pengeskabelsen er CBIs vigtigste indtægtskilde, viser CBIs regnskab ikke dette tal separat. Et skøn over denne indtægt kan dog findes i en nylig rapport om fremtidige alternative valutaer for Island. CBI anslår^⁵, at dets indtægter fra oprettelsen af penge i perioden 1995-2010 i gennemsnit var 0,45% af BNP. I nuværende priser vil dette være i alt 102 mia. ISK eller tæt på ISK 7 mia. i gennemsnit om året. Dette er en betydelig mængde og tæt på halvdelen af CBIs nettorenteindtægter i år 2012.

Ultimo 2014 var der 44 mia. ISK i sedler og mønter i omløb i forhold til ISK 12 mia. ultimo 2007, eller en stigning på ISK 32 mia. Ifølge CBI var omkostningerne ved at udstede sedler og mønt i denne periode tæt på 1 mia. ISK. CBI indtægter fra at udstede noter og mønt var derfor ISK 31 mia^⁶ eller et årligt gennemsnit på mia. ISK 4.4 i den syvårige periode.

3.4.2 Renteindtægter fra sedler og mønter i omløb

Centralbankens årlige renteindtægter, fra bestanden af penge, den har skabt, kan estimeres groft ved at anvende den nominelle risikofrie rente (pt 4,5%) til det ISK 44 mia. bestand af sedler og mønter i omløb, hvor CBI betaler nul i rente. Ved denne estimeringsmetode, er CBSs årlige indtægt fra sedler og mønter i omløb på 2 mia.

3.4.3 Små renteindtægter fra reservebestanden

CBI kan skabe reserver og bruge dem til at købe finansielle aktiver fra banker. Den regnskabsmæssige konvention for Centralbankerne er at vise en stigning i reserverne, som en stigning i gæld frem for indkomst.

CBI betaler renter på reserverne, som bankerne har i CBI, og tjener derfor meget lidt over tid fra sin reservebestand.

Centralbankens reserver var på 31 mia. ISK ved årets udgang 2014.

3.4.4 Incitamentet til at skabe for mange penge

Banker har gavn af at skabe penge og de har udgifter ved indlån. Udgifterne ved at holde kontanter på nul rente, eller indlån, der betaler mindre end markedsrenten er betydelig. Staten taber også, da det ikke bliver kompenseret for den uundgåelige statsgaranti på indlån.

I det nuværende system er private banker er i stand til at drage fordel af at udstede penge, mens CBI giver afkald på økonomiske gevinster for omkring 20 ISK mia. årligt.

Kommercielle banker har et stærkt incitament til at skabe flere penge, da dette giver dem billig finansiering til at yde lån. Så længe bankerne har friheden til at skabe penge, og mens de kan finde kreditværdige låntagere, vil dette incitament drive dem til at skabe penge med ringe hensyntagen til dens virkninger på den samlede økonomi.

>>> ^ <<<

3.5 Kan CBI begrænse pengeskabelsen
Mange tager det for givet, at CBI har kontrol over pengemængden. At ved at sætte kapitalkravsdirektivet, reservekrav og styringsrenten, kan den styre kommercielle bankers pengeskabelse. Dette kapitel ser nærmere på, hvor effektive disse instrumenter er, til at styre pengeskabelsen.
3.5.1 At begrænse udlån via kapitalkrav.
Det er en udbredt opfattelse, at forholdet mellem kapital og aktiver kan anvendes som et regulerende redskab til at styre en banks udlån. The Basel Capital Accords fastsættes, at forholdet mellem en banks kapital og (risikovægtede) aktiver ikke må komme under visse forudbestemt beløb. For Basel I og II, var denne 8%. For Basel III vil forholdet blive øget via ekstra kapitalbuffere. Under Basel II, var det i teorien således at hvis forholdet mellem en banks kapital og risikovægtede aktiver falder til under 8%, ville banken ikke være i stand til at øge udlån yderligere uden at øge egenkapitalen.
I praksis begrænser kapitalkrav, af forskellige årsager, dog ikke helt bankernes udlån.
For det første, tilbageholdt overskud giver stigning i egenkapital. Denne højere egenkapital giver en bank yderligere mulighed for at øge udlån, som kan føre til endnu mere overskud og aktionær kapital. Så længe en banks udlån er rentabel, fortsætter denne cyklus.

For det andet, kan banker frit rejse yderligere kapital gennem nye aktieemissioner. Under højkonjunkturer, har bankernes overskud tendens til at være høje, og dette fører til et større afkast på egenkapitalen og dermed en stigning i prisen på bankernes aktier. Derfor kan banker i højkonjunkturer effektivt øge deres kapital på denne måde.

For det tredje kan bankerne indgå i en proces, der kaldes "securitisation". Dette giver bankerne lov til at samle aktiver (lån) på deres regnskab og sælge dem videre til ”special purpose vehicles", og modtager betaling.

Virkningen af dette er at det 'frigør' kapitalen, som er beregnet til at dække eventuelle tab på lån. Dette resulterer i at flere (nye) lån kan ydes og tempoet i udlån (pengeskabelse) kan øges.

For det fjerde tillader Basel-aftalerne banker at beregne deres kapitalkrav ved hjælp af, såkaldt "interne ratings«. En bank, der bruger denne fremgangsmåde kan, med samtykke fra sin lokale regulator, udvikle sine egne empiriske modeller til at beregne mængden af kapital der kræves for at understøtte sine aktiver. Ved hjælp af denne fremgangsmåde, kunne enhver bank derfor, i teorien, have mindre kapital end der ellers ville være påkrævet.

Endelig kunne banker enten svigagtigt eller fejlagtigt, overvurdere deres aktiver. Faktisk, konkluderede the Special Investigation Committee, nedsat til at undersøge sammenbruddet af det Islandske banksystem,, at bankerne havde overvurderet kapitalprocenterne ved ikke at fratrække markedsfølsomme lån fra deres egenkapital.

3.5.2 At begrænse udlån via reservekrav

Centralbankernes reserver anvendes af kommercielle banker til at foretage betalinger til hinanden. CBI har monopol på at skabe reserver og sætter reservekravsforhold (reservekravskoefficienten). Ifølge pengemultiplikatormodellen, er CBI i stand til at begrænse, hvor mange penge, der er skabt af kommercielle banker, ved at begrænse mængden af reserver og indstilling af reservekravsforholdet. (reservekravskoefficienten).

Ifølge pengemultiplikatormodellen, som er udbredt i mainstream økonomi-lærebøger, hedder det, at det samlede beløb for lån, kommercielle banker får lov til at udlåne, er begrænset til en bestemt opgangning (multiplum) af Centralbankernes reserver. Denne opgangning er det reciprokke af reservekravsforholdet (reservekravskoefficienten) fastsat af Centralbanken.

Ifølge pengemultiplikatormodellen, bør CBI derfor kunne begrænse den samlede mængde af penge i den Islandske økonomi. Men der er stærke beviser og voksende enighed om, at reserver ikke en begrænsende faktor; men at bankerne først yder lån og derefter søge reserver senere, og Centralbanken skal altid give bankerne de reserver, de har brug for.

Ved ikke at give reserver på anmodning, ville en Centralbank invitere til enten en likviditetskrise, eller i bedste fald en rentestigning til uønskede niveauer.

Hvis centralbanken nægtede at give flere reserver, vil banken, der behøver reserver, ikke være i stand til at foretage betalinger til andre banker. Den ville derfor være nødt til at sælge nogle af sine aktiver for at få reserver. Mens likvide aktiver kan sælges hurtigt for deres fulde værdi, betyder det, at sælge illikvide aktiver hurtigt, oftest at måtte acceptere lavere priser. Likviditet problemer kan derfor blive et solvens problem, og et solvens problem, hos en bank kan forårsage en kaskade af konkurser i hele banksystemet. Derfor er det usandsynligt at CBI afviser anmodninger om yderligere reserver; faktisk ville det gå imod sit eget mandat til at fremme den finansielle stabilitet.

Der er også andre grunde til, at reserverne ikke må begrænse udlån.

For det første, ingen ekstra reserver er påkrævet i det omfang betalinger foretages mellem kunder i samme bank. Jo mere et banksystem domineres af nogle få store banker, som i Island, jo større er antallet af betalinger, der kan laves på tværs af bankernes egne konti, og i jo mindre omfang vil banker have brug for centralbankreserver til at foretage betalinger til hinanden.

For det andet, hvis bankerne øger deres udlån med nogle lunde samme satser, og strømmen af indskud banker imellem er rimelig afbalanceret, så kan bankerne øge deres udlån betragteligt og samtidig kræve meget få yderligere reserver. Som Keynes (1930) forklarede i sin afhandling om penge:

"Det er tydeligt, at der ikke er nogen grænse for størrelsen af bankskabte penge, som bankerne trygt kan skabe, forudsat at de bevæger sig trinvis fremad. Ordene [med fed skrift] er nøglen til den måde systemet agerer. Hver gang en individuel bank bevæger sig fremad, svækkes den, men hver gang en nabobank bevæger sig fremad, styrkes den anden bank; så hvis alle banker bevæge sig fremad sammen, er ingen svækket. Således er hver banks adfærd, selvom den ikke har råd til at bevæge sig mere end et trin foran de andre, påvirket af den gennemsnitlige opførsel af bankerne som helhed – et gennemsnit, hvortil den er i stand til at bidrage sin kvote lille eller stor. Hver Bankdirektør, der sidder i sin stue, kan betragte sig selv som et passive instrument for eksterne kræfter, han ikke har kontrol over; dog kan de "ydre kræfter" være ham selv og hans bestyrelsesmedlemmer, og bestemt ikke hans kunder i banken. "

3.5.3 At begrænse udlån ved at hæve renten

En centralbank kommercielle bankers bank. Den giver kommercielle banker indlånskonti, hvor de kan holde reserver og den udlåner også reserver til kommercielle banker, når det er nødvendigt. En centralbank beslutter selv de satser, den giver til banker på indlån og udlån. Disse satser kaldes styringsrenten, og den påvirker hvilke satser banker er villige til at tilbyde deres kunder.

Når en centralbank hæver renten vil banker også hæve de satser, de tilbyder til låntagere. I teorien bør højere satser afskrække folk og virksomheder fra at låne. Højere priser bør derfor begrænse udlån og dermed begrænse udvidelse af pengemængden. Men i virkeligheden, kan hævning af styringsrenten være uden virkning på de nedslående låntagere og føre til forskellige uønskede bivirkninger. At hæve renten kan øge udenlandske investorers efterspørgslen på den lokale valuta, udenlandske investorer som har tendens til at hæve kursen, hvilket fører til en reduktion i priserne på udenlandske varer, efterfulgt af et boom i importen og et voksende handelsunderskud. At hæve renten for at bremse udlån kan i realiteten føre til en høj stigning på omkostninger for privatpersoner og virksomheder for servicering af eksisterende gæld. Det kan hævdes, at disse og forskellige andre bivirkninger kan begrænse centralbankernes råderum til at bruge renten i så høj grad, at de faktisk ikke har frihed til at bruge renten som et redskab til at begrænse udlån.

Når forventningerne er høje, og aktiver går op i pris på grund af pengemængden, er kunderne villige til at låne til stadigt højere renter for at købe aktiver, som forventes at gå hurtigere op i værdi end lånene. En sådan 'irrationelle overflod «kan fortsætte i nogen tid, før virkeligheden rammer.

Forventninger, hvad enten de er positive eller negative, synes at have en stærkere indflydelse på udlån og pengeskabelsen end renten, og centralbankerne har meget lidt kontrol over forventningerne.

3.5.4 At begrænse udlån via Credit Controls

Siden 1970 har centralbankerne anset Credit Controls som et tabu. Credit Controls var et effektivt redskab til at forhindre udlånsbobler i at vokse ud af proportioner, og også til at føre bankernes udlån til de produktive sektorer i økonomien i stedet for til spekulation i den finansielle sektor.

I et brev dateret 31/1, 1969 stilet til The Committee of the London Clearing Bankers taler Bank of Englands viceguvernør om kredit restriktioner og høj prioritets kategorier:

"De kredit restriktioner som blev indført sidste maj, og intensiveret sidste november, har altid indebåret en reduktion i bankernes udlån til kunder, der ikke falder ind under høj prioritets kategorier."

Den Islandske Centralbank vovede ikke at anvende credit control for at standse credit boblen. Et sådant modigt skridt kunne have fungeret, men det ville have været både uortodoks og uden tvivl meget upopulært hos bankerne.

>>> ^ <<<
3.6 Udlåner bankerne simpelthen eksisterende penge?
De fleste mainstream økonomilærebøger underviser i "penge- multiplikatormodellen", men denne model bliver nu betragtet af forskellige økonomer og centralbanker for at være en misvisende beskrivelse af, hvordan pengene er skabt, og at "kredit- skabelsesmodellen 'er en mere realistisk beskrivelse af processen.
ultiplikatoren Modellen beskriver bankerne som udlånere af de penge, som opsparere har placeret som indlån, samtidig med at de tilbageholder en lille del i reserve. I modsætning hertil viser kredit-skabelsesmodellen at banker skaber penge, når de laver lån - det er den långivning, der skaber indlån. Disse forskelle har stor betydning for pengepolitikken. Begge modeller er beskrevet i de følgende afsnit.

3.6.1 Penge-multiplikatormodellen

Pengene-multiplikatormodellen (MMM) beskriver en proces, hvor bankernes modtager indskud af kontanter fra kunder, tilbageholder en vis brøkdel af pengene til reserver, og derefter udlåner resten. Idet det antages at både de påkrævede reserve ratio og mængden af grund-penge styres af CBI, følges det deraf, at CBI har ultimativ kontrol over mængden af penge i økonomien.

Pengene-multiplikator processen er ofte forklaret med en historie, der begynder med en kunde, der deponerer kontanter på hans bankkonto, lad os sige ISK 1.000. Fordi den gennemsnitlige kunde deponerer sine penge i banken det meste af tiden, holder banken kun en lille »reserve« på lad os sige 10% (ISK 100) for at opfylde lejlighedsvise hævninger, og udlåner de resterende ISK 900 til en låntager. Låntageren tager de ISK 900 og køber produkt. Sælgeren deponerer disse penge os en anden bank: sælgers bank konto opdateres til ISK 900, samtidig med at banken tager de ISK 900 kontanter som egen ejendom. Pengemængden, målt ved den samlede bestand af indlån, er nu er steget med ISK 900. I anden cyklus, beholder sælgers bank nu 10% af dette nye indlån, som reserve (ISK 90) og udlåner de resterende ISK 810. Denne proces af genudlån og af at holde en brøkdel som reserve fortsætter med stadigt faldende brøkdel. I dette eksempel topper stigningen i pengemængden på ISK 10.000 (ISK 100/10%). Bankerne har ganget de oprindelige ISK

1000 af den oprindelige "grund" penge (kontanter) tidobbelt.

Banksektorens pengene-multiplikatormodel indebærer tre ting:

Bankerne er nødt til at vente, indtil nogen indsætter penge (normalt antages at være i form af kontanter) i en bank, før de kan yde lån.

Centralbanken har ultimativ kontrol over den samlede mængde af penge i økonomien. Den kan kontrollere pengemængden enten ved reservekravskoefficienten eller mængden af 'grund’ penge.
Pengemængden kan ikke vokse sig ude af kontrol, medmindre centralbanken tillader det.
Afslutningsvis, penge-multiplikatorteorien ser kausalitet i pengeskabelsens proces forekomme på følgende måde:

Centralbanken sætter reserveraten, skaber grund penge og sprøjter dem ind i økonomien.

Banker udlåner de fleste af pengene deponeret hos dem og holde en brøkdel "i reserve".

Lånene bruges og pengene c
&l

Dette bekræftes i Bank of England Quarterly Bulletin 2014, hvor den populære penge-multiplikator tilgang er karakteriseret som en unøjagtig beskrivelse af virkeligheden og en misforståelse:

"En anden almindelig misforståelse er, at centralbanken bestemmer mængden af udlån og indlån i økonomien ved at kontrollere centralbankskabte penge – den såkaldte ”pengemultiplikator” tilgang. Ifølge den opfattelse, gennemfører centralbanker den monetære politik ved at vælge mængden af reserver.
Og fordi der antages at være et konstant forhold mellem broad money [M3] i forhold til grund pengene, er disse reserver derefter 'ganget op' til en meget større ændring i bankernes udlån og indlån. For at teorien kan holde, skal mængden af reserver være en bindende begrænsning på udlån, og centralbanken skal direkte bestemme mængden af reserver. Hvor penge-multiplikatorteorien kan være en nyttig måde at introducere penge og bankvæsnet i økonomiske lærebøger, er det ikke en nøjagtig beskrivelse af, hvordan pengene i virkeligheden er skabt."

3.6.2 Kreditskabelsesmodellen

Ifølge kreditskabelsesmodellen hedder det, at i stedet for at låne penge ud, som bankerne har erhvervet fra kunderne, skaber bankerne faktisk nye penge, når de låner ud. Når banker udlåner penge, opretter de blot en indbetaling i låntagerens navn, der svarer til det lånte beløb. Denne nye beløb kan bruges til at foretage betalinger og er en stigning i pengemængden.

Hvis en bank har brug centralbankreserver at afvikle betalinger til andre banker, der opstår som et resultat af dens lånen ud, vil den være i stand til at låne dem enten fra CBI eller fra andre banker.

Som Alan Holmes, daværende Senior Vice President for Federal Reserve Bank of New York udtrykte det, i 1969:

"I den virkelige verden, giver banker udlån, og skaber i processen indlån, hvorefter de senere prøver at finde reserverne.”

Lord Adair Turner, leder af Financial Services Authority 2008-2013, talte som deltager af et panel i en konference i Toronto i april 2014 og beskrev penge-multiplikatormodellen som "mytologisk", og forklarede, hvordan bankerne skaber nye penge, når de foretager lån:

"Hvis du tager de fleste bachelor lærebøger ... og du ser, hvordan de beskriver banksystemets rolle, så begår to fejl. Først og fremmest beskriver de et system, der tager penge fra opsparerne, og udlåner dem til låntagere, og undlader at indse, at banksystemet skaber kredit, penge og købekraft ab inicio, de novo, og derfor spiller en vigtig rolle inden for økonomien.

Men de[lærebøger] siger også igen og igen, "Altså, hvad banker gør er at de tage indlån fra kunderne og udlåner penge til virksomheder, og formidler derved kapitalallokeringsproces mellem alternative anlægsinvesteringer." Som beskrivelse af, hvordan det moderne avancerede økonomiske banksystemer fungerer, er dette helt mytologisk"

Ligeledes forklarede Vítor Constâncio, næstformand for Den Europæiske Centralbank, i en tale i 2011:

"Det hævdes af nogle, at de finansielle institutioner ville være frie til øjeblikkeligt at forvandle deres lån [af reserver] fra centralbanken til kredit(udlån) i den ikke-finansielle sektor. Det passer ind i det gamle teoretiske syn på kreditmultiplikatoren, ifølge hvilken, rækkefølgen i pengeskabelsen går fra den primære likviditet skabt af centralbanker til den samlede pengemængde skabt af bankerne via deres kredit(udlåns) beslutninger. I virkeligheden arbejder sekvensen mere i den modsatte retning hvor banker først tager deres udlånsbeslutninger/ kredit beslutninger og derefter går på udkig efter den nødvendige finansiering og reserver af centralbankpenge."

I sin bog Horizontalists and Verticalists præsenterer Basil Moore også overbevisende dokumentation for, at banker låner før de erhverver de nødvendige reserver:

"De fremlagte beviser tyder kraftigt på, at ensrettet kausalitet løber fra bankernes udlån til hvert af de fire monetære aggregater. Hvert penge aggregat har til gengæld vist at påvirke den monetære base i én retning.”

Afslutningsvis ser kreditskabelsesmodellen kausaliteten i banksystemet forekomme på følgende måde:

Når banker låner ud, skaber de nye indskud og dermed nye penge.
Udlån kan øge en banks krav om reserver for at kunn afvikle betalinger til andre banker.
Centralbanken skal tildele reserver, når en bank har brug for dem.
Penge skabes, når banker udlåner penge, og penge slettes, når banklån tilbagebetales.

Den fundamentale effekt af kreditskabelsesteorien er, at kommercielle banker, snarere end centralbanken, fastlægge pengemængden. Centralbanken er forpligtet til at støtte bankernes udlånsbeslutninger ved at give tilstrækkelige reserver som sikrer, at alle betalinger er afregnet når dagen er omme. Dette er det modsatte af penge-multiplikatorteorien, som indebærer, at centralbanken styrer pengemængden.

>>> ^ <<<
4 Den ekspanderende pengemængde

I dette kapitel revideres den ekspanderende pengemængden i Island historisk. Den ISK har mistet 99,7% af sin købekraft siden grundlæggelsen af CBI i 1961. Dette dramatiske værditab er primært et resultat af, at islandske banker har udvidet pengemængden langt ud over, hvad der var nødvendigt for en voksende økonomi.

En sådan overproduktion af penge må dog forventes i et system, hvor kommercielle banker har et stærkt incitament til at skabe endnu flere penge og CBI ikke er i stand til at begrænse deres pengeskabelse.

>>> ^ <<<
4.1 Mål af penge

Selv om denne rapport generelt anvender udtrykket penge til at betyde kontanter og anfordringsindskud, der kan bruges til at betale gæld og skatter, er andre bredere definitioner af penge hyppigt anvendt. Broad money er et begreb, der bruges til at omfatte bankindskud af varierende likviditet. Følgende er en liste over disse penge typer.

Sedler og mønter i omløb

Anfordringsindskud (anfordringsindskud eller indlånskonti)

Almindelige opsparingskonti

Tidsindskud (eller opsparingskonti tilgængelige efter 3-24 måneder)

Da en stor del af Broad Money er ikke tilgængelig til udbetaling på efterspørgslen, kan det være nyttigt at se på underkategorierne af Broad money når man ser på trends i pengeskabelsen. Broad Money omtales som M3 og kan opdeles i følgende underkategorier:

M0 Grund Penge = centralbankreserver + Sedler og mønter i cirkulation

M1 Pengemængden = Sedler og mønt i omløb + anfordringstilgodehavender

M2: M1 + Generelle opsparingsindskud

M3 Broad Money = M2 + tidsindskud

CBI skaber grund Penge (M0). Ved årets udgang i 2014 var Grundpengemængden lig 81 mia ISK.

M1, pengemængden, kan opfattes som "on demand", eller kontant tilsvarende beholdningen af penge. Denne type penge kan bruges til at betale for dagligvarer og til afvikling af gæld og skatter. Som det kan ses i figur 4.1, er omkring 485 mia ISK kategoriseret som M1.

Da mange almindelige opsparingskonti i Island har øjeblikkelig adgang kunne man argumentere for, at M2 også kunne bruges som et mål for penge til rådighed i økonomien "on demand". M2 er tæt på at være det dobbelte af M1.

>>> ^ <<<
4.2 Indlån er steget med 19 gange på 14 år

På fjorten år fra 1994-2008 steg broad money med 900%. Mens Islands nominelle BNP groft taget tredoblede i disse fjorten år, tidoblede mængden af broad money.

Selvom alle kategorier inden for broad money bidragede til dens tifoldige stigning, skiller to kategorier sig ud: anfordringsindskud og tidsindskud, øges henholdsvis9 fold og 20 fold.
I et forsøg på at forstå årsagen til den hurtige multiplicering af pengemængden i Island, og dens virkninger på økonomien, ser de følgende kapitler på udviklingen på de finansielle markeder i Island i perioden 2003-2008, en periode med boom og krak af det islandske banksystem.

>>> ^ <<<
4.3 ændringer i pengepolitikken i 2001

Indtil 2001 var CBIs pengepolitik primært baseret på faste valutakurser. Siden 1990 har kursen på ISK fået lov til at svinge inden for en bestemt rammer; først med 2,25%, derefter med 6% i 1995 med 9% i starten af år 2000. I 2001 blev valutakurs rammerne på ISK afskaffet.

I 2000 blev CBIs lovligt bemyndigede mål om at bevare "en passende pengemængde" og "fuld produktivitet i økonomien" opgivet med det enkelte formål at fremme prisstabilitet.

Grundlaget for den aktuelle Centralbanklov i Island er fra 1986 (25), da CBIs rolle blev defineret på følgende måde: [uofficiel oversættelse, vores fokus med fed]

"3. Artikel. Centralbanken er ansvarlig for:

Udstedelse af pengesedler, mønter og sedler, og sikre, at pengemængden og udbuddet af kredit (udlån)er hensigtsmæssig, således at prisniveauet kan forblive stabil og at økonomiens produktionsmulighed kan opfyldes på effektiv måde.

Bevarelse og styrkelse af de udenlandske valutareserver for at sikre frihandel med andre økonomier og nationens finansielle sikkerhed i dens relation med andre økonomier. De udenlandske valutareserver skal bevares, så vidt muligt, i sikre og likvide værdipapirer eller indlån og udenlandsk valuta, som kan bruges til betaling overalt.

Køb og salg af fremmed valuta og tilsyn med valutakursspørgsmål og valutatransaktioner

Rådgivning af regeringen i alle spørgsmål vedrørende udenlandsk valuta og monetære spørgsmål

Gennemføre statskassens bankforretninger

Være bank for de kommercielle banker og fremme et stabilt og sundt finansielt marked."

Act on the Central Bank of Iceland no. 36/1986
I foråret 2001 blev CBIs Lov nummer 36/1986 revideret. Tredje artikel i loven, der definerer CBIs rolle, læser nu [uofficiel oversættelse]:

"Hovedformålet med Central Bank of Island er at fremme prisstabilitet. Med samtykke fra statsministeren, er Centralbanken bemyndiget til at erklære et numerisk mål for inflationen.

Centralbanken skal bidrage til at fremme regeringens økonomiske politik, så længe en sådan kampagne er ikke i strid med hovedformålet angivet i punkt 1.”

Med den reviderede Centralbanklov var CBI (ikke) længere påkrævet ved lov at fokusere på valutakursstabilitet eller en passende pengemængden som sine vigtigste mål. CBI skulle observere valutakursudviklingen nøje og bruge åbne markedsoperationer - køb og salg af fremmed valuta - om nødvendigt for at fremme prisstability.27

Ifølge CBIs opfattelse, var den monetære politik således kun i stand til at nå et makroøkonomisk mål, prisstabilitet, idet inflationen i det lange løb "først og fremmest” var ”et monetært fænomen".
Ændringerne i den monetære politik i 2001, satte pengepolitisk fokus på at kontrollere inflation ved at fastsætte renten, men ligegyldiggjorde direkte kontrol med pengemængden og valutakurs. Denne ændring kan have været i tråd med hvad mange centralbanker gjorde dengang, men set i bakspejlet, var det ikke stabilt at opgive bestræbelserne på at kontrollere pengemængden.

4.3.1 At påvirke efterspørgsel og udlån

Efter ændring af politikken i 2001, har CBI primært brugt rentesatser på de finansielle markeder til at ramme sit inflationsmål. For at påvirke markedsrenter, tilbyder CBI både at låne og udlåne reserver til kommercielle banker på kort sigt. Renter, der tilbydes af CBI har en effekt på de korte renter på de finansielle markeder. På denne måde påvirker CBIs pengepolitik låntagning, forbrug og opsparings beslutninger i virksomheder og private kunder.

CBIs policy rate styringsrente påvirker prisniveauet via et komplekst samspil af:

Markedsrenter

Aktiekurser

Pengemængden og bankudlån

Forventninger og troværdighed

Kurs på indenlandsk valuta
Disse faktorer påvirker den indenlandske efterspørgsel, import og eksport. Den indenlandske efterspørgsel, import og eksport påvirker til gengæld den samlede efterspørgsel og dermed produktionsgabet, som påvirker inflationen. Valutakursen påvirker også den indenlandske inflation, da omkring halvdelen af forbrugsvarer i Island importeres.

En stigning i CBIs rente (styringsrenten) er beregnet til ikke blot at reducere låntagernes efterspørgsel efter lån, men også bankernes villighed til at låne penge. Grunden til at højere rente reducerer bankernes villighed til at udlåne er baseret på den forudsætning, at det at hæve renten i alt reducerer personlige formuer samt cash flow og markedsværdi af virksomheder. Højere renter øger derfor risikoen for at låntagere misvedligeholder afdrag på lån. En risikoavers bank forventes derfor at udlåne mindre, når satser bliver højere.

I virkeligheden har den stigende rente ikke vist sig at være meget effektiv til at reducere bankernes udlån i Island. I årene op til krisen, var både udbud og efterspørgsel på lån stor trods stigende renter og pengemængdens fortsatte med at udvidelses.

>>> ^ <<<
4.4 Pengemængden og Inflation

I tre årtier fra 1961-1990, var sammenhængen mellem vækst i pengemængden og inflationen bemærkelsesværdigt stærk (se figur 4.2). Inflation var et alvorligt problem, toppede på 83% i 1983, men der var meget lidt diskussion om behovet for at begrænse pengeskabelsen for at bekæmpe inflation. I stedet blev inflation tilskrevet hyppige lønstigninger, devalueringer af ISK og regeringens manglende finanspolitisk disciplin. Naturligvis kan sådanne faktorer være inflationære, men overdreven stigning i pengemængden, der spænder fra 20- 80% om året, må betragtes som en sandsynlig årsag til inflationen i den periode. Det kan også være, at de hyppige lønstigninger ofte var en reaktion på monetær inflation snarere end årsagen.

Efter 1993 forsvandt den stærke sammenhæng mellem inflation og udvidelsen af pengemængden i Island, som det faktisk var tilfældet i mange andre lande et årti tidligere. Årsagen til dette blev ikke ordentligt forstået på det tidspunkt.

Efter 1993 fortsatte pengemængde med at vokse meget hurtigere end BNP. Den steg gennemsnitligt med 40% per år fra 2003 til 2009. Alligevel var den gennemsnitlige årlige inflation i denne periode på "blot" 5,5%. Hvad skete der med alle pengene?

Hvorfor forårsagede de ikke mere inflation? Disse spørgsmål behandles i det følgende afsnit.

4.4.1 Kreditskabelse og den udvidede finansielle sektor

I 1994 blev Island medlem af The European Economic Area (EEA) og adopterede dens love og direktiver for bankvæsen og finansielle sektor. EEAs reguleringsregelsæt indførte en pludselig liberalisering af Islands finansielle sektor. Banker og kapitalmarkeder var forblevet meget små i forhold til den samlede islandske økonomi, men fra nu af begyndte disse sektorer at vokse. Banker blev større og de begyndte at yde lån til investering i finansielle aktiver.

I april 2008 tegnede lån til investeringsrelaterede virksomheder sig for 46% af udlånsporteføljerne hos de tre største banker.

Figur 4.3 viser, hvordan pengemængden (anfordringsindskud) voksede efter sektor. Alle sektorer voksede hurtigere efter 2006, men indlån i den finansielle sektor (andre finansielle virksomheder end banker og aktieselskaber) voksede hurtigst.

Werner (1997, 2005, 2012) 30 har vist, at en voksende finansiel sektor kan redegøre for det brud i sammenhængen mellem inflation og stigningen i pengemængden. I sin Quantity Theory of Credit viste Werner (1997), at den nominelle BNP-vækst er en funktion af bankkreditskabelse for BNP transaktioner (dvs. eksklusiv alle transaktioner af aktiver). Ligeledes er prisbevægelser for aktiver bestemt af bankudlånsskabelsen af aktiv-transaktioner.

Den finansielle sektor i Island begyndte at vokse efter 1994 og væksttempoet blev meget hurtigt efter 2006. Det forekommer sandsynligt, at en stor del af den hurtigt voksende pengemængde fandt vej til det finansielle marked i stedet for den virkelige økonomi, og dermed forblev inflationen på relativt lave niveauer på trods af den hurtigt voksende pengemængde.

Mens en udvidelse i den finansielle sektor er i stand til at absorbere en del af pengemængden og derved reducere den inflationære effekt af at udvide pengemængden, kan en nedgang i den finansielle sektor frigøre

Richard A. Werner (2012). Towards a New Research Programme on ‘Banking and the Economy’ –Implications of the Quantity Theory of Credit for the Prevention and Resolution of Banking and Debt Crises, International

og dirigere en stor del af pengemængden mod realøkonomien og forårsage inflation. Pengene kan også forårsage en pludselig stigning i efterspørgslen på udenlandsk valuta og forårsage et fald i valutakursen.

Selvom den finansielle sektor for en tid kan rumme den overdreven udvidelse af pengemængden, kan tidevandet hurtigt vende og forårsage alvorlige konsekvenser for realøkonomien. En centralbank, der fokuserer på prisstabilitet i realøkonomien, og samtidig ignorerer en ekspanderende pengemængde og asset inflation, kan derfor medvirke til problemer på længere sigt.

4.4.2 Valutakurs og prisniveauet

I løbet af 2002-2008 appreciated/styrkedes den ISK med 23% (fig. 4.4). Dette var en bivirkning af den stigende styringsrente, der var en indsats fra CBI for at bremse udlånsboomet i Island. De høje renter tilskyndede stigende efterspørgsel efter ISK fra udlandet, som førte til styrkelse af ISK. Dette førte til gengæld til en reduktion i priserne på importerede varer og øgede forbruget, hvilket fik underskuddet på handelsbalancen til at stige. Samtidigt med at de skabte negative bivirkninger stoppede den højere rente ikke det indenlandske udlånsboom.

I Island udgør import af varer og tjenester omtrent halvdelen af BNP. Importerede varer udgør en stor del af forbruget i Island. Derfor reducerer en styrkelse af ISK den målte inflation.

Estimater viser at en 1% svækkelse af ISK fører til 0.4% stigning I inflationen - Petursson (2008)

CBI siger om virkningerne af styringsrenten på valutakursen:

"Hvis renten på indenlandske værdipapirer er højere end tilsvarende udenlandske værdipapirer kan det være en fordel for investorerne at eje indenlandske værdipapirer. Dette er betinget, blandt andet, af en stabil valutakurs. Dette fører til en øget tilstrømning af kapital til økonomien, dermed øgesefterspørgslen efter ISK. Under normale omstændigheder, fører en stigning i renten således til en opskrivning appreciation af ISK, hvilket igen reducerer prisen på importerede produkter, som, alt andet lige, direkte reducerer inflationen. " ³²

Høje renter havde pumpet valutaen op og bidraget til at nedbringe inflationen i et par år, men i det lange løb, kunne man ikke undslippe konsekvenserne af den overdreven pengeskabelse. Mellem oktober 2007 og oktober 2009 faldt ISK med 50%, hvilket dermed føjede til inflationen; en år-til-år rate på omkring 12% i 2008 og 2009.

4.4.3 Banker udvidede pengemængden med 40% om året

Vi vil nu se nærmere på den hurtige udvidelse af pengemængden, der begyndte efter 1999 og kulminerede med crashet i 2008, og analyserer CBIs fejlslagne bestræbelser på at begrænse udvidelsen.

I 2002 privatiseredes to af Islands største banker. I foråret 2003 begyndte de nyligt privatiserede bankerne at udvide pengemængden med accelererende tempo. Mellem foråret 2003 og efteråret 2008 steg pengemængden syv-fold, en gennemsnitlig stigning på omkring 40% om året.

CBI forsøgte at bremse bankernes pengeskabelse ved at hæve renten fra 5% til 18%. (Se fig. 4.6). På trods af disse dramatiske stigninger i de styringsrenten hos CBI, fortsatte de kommercielle banker med at udvide pengemængden indtil de blev standset af krakket i 2008.

Så tidligt som i 2000, advarede CBI om, at en hurtig vækst i udlån kunne føre til krise: [Vores fokus]

“I betragtning af hvor dyre finanskriser kan være, er forebyggende indsats vigtig. Dette bør baseres på signaler, der, i god tid, antyder tilstedeværelsen af risiko... De vigtigste makroøkonomiske indikatorer, som fortjener at blive holdt øje med, er følgende: Stor udlånsvækst. Meget hurtige vækst har ofte gåetk forud for en alvorlig økonomisk krise. Der er risiko for, at hurtig vækst ledsages af en forringelse i kvaliteten af kreditinstitutternes porteføljer." ³⁴

I 2006, da de islandske banker var begyndt at fange opmærksomheden fra udenlandske analytikere, skrev CBI i sin Financial Stability Report: [Vores fokus]

“"Total gæld af husstande, virksomheder og den samlede økonomi steg med rekordhøjt tempo i 2005. Ligeledes, gjorde værdien af aktiver. En stor del af stigningen i virksomhedernes og i den nationale gæld skyldes investeringer i udenlandske aktier og banksektorens udenlandske udlån. Ikke desto mindre, steg Islands udlandsgæld kraftigt i løbet af året. Internationale finansielle forhold har været usædvanligt gunstigt i de seneste år, så indenlandske finansielle institutioner har været i stand til at opretholde en rask udlånsvækst i længere tid end ellers. Den Islandske Centralbank har ofte peget på risikoen for, at en forringelse af de finansielle forhold kan falde sammen med den uundgåelige justering af økonomien. ... Vækst i indenlandske udlån er langt over et niveau foreneligt med stabilitet.

Selv om disse udlån opfylder kriterierne for kreditkvalitet, øger vækst i et sådant omfang risikoen for senere værdiforringelse. Udlånsvæksten har været stigende indtil nu i 2006 og tydelige tegn på en forbedring er endnu ikke set."

Det er klart, at CBI advarsler gjorde meget lidt for at hæmme ekspansion. De kommercielle banker fortsatte med at udvide pengemængden med voksende tempo.

>>> ^ <<<
4.5 Hvad der aktiverede udvidelse af penge i 2000'erne

I dette kapitel gennemgås den hurtige ekspansion af pengemængden i 2000'erne og overvejer hvilken model der passer de faktiske forhold bedst: de pengemultiplikator-modellen eller kreditskabelses- modellen.

Pengene multiplikator-modellen indebærer, at CBI har kontrol over pengemængden ved at kontrollere mængden af grundpenge i systemet og ved at sætte reservekrav. Hvis det er korrekt, vil det tyde på, at syv-doblingen i pengemængden i 2000'erne ikke kunne være sket uden CBI enten forårsage det eller lod det ske.

På den anden side, betyder kreditskabelses-modellen, at CBI ikke har kontrol over pengemængden. Kommercielle banker kan skabe penge ved udlån og CBI skal tilvejebringe reserver når det er nødvendigt.

4.5.1 CBI Reducerer reserve krav og øger grundpenge

CBI reducerede reservekravskoefficienten for sparekasser i begyndelsen af 2003 og igen i december 2003. Opsparingsindskud bundet på konti i to år eller mere, faldt fra 1,5% til 1%, og derefter til 0% i december 2003. For andre indlån faldt raten fra 4% til 3%, og så endelig til 2%. (36)(37). CBI udtalte, at denne reduktion blev gjort for at harmonisere de lovgivningsmæssige rammer for finansielle institutioner i Island med EU.

Ifølge pengemultiplikator-modellen (MMM), skulle halveringen af reservekravet have muliggjort en fordobling af pengemængden. Faktisk fordobledes pengemængden mellem 2003 og 2007 (fig. 4.7), hvilket synes at validere pengemultiplikator-modellen. kritikere af MMM, ville dog påpege, at reservekravet ikke virker som en grænse for bankernes pengeskabelse, så det er usandsynligt at ændringen i reserveraten er den forårsagende faktor bag stigningen i pengemængden.

En anden fordobling af broad money fandt sted fra midt 2007 og frem til bankerne kollapsede i efteråret 2008. Denne gang var der ingen ændring i penge multiplikatoren. Den MMM ville påpege, at der var en stigning i CBI reserver, og dette gjorde det muligt for bankerne at skabe flere penge. Kritikere af MMM ville påpege, at bankerne først yder lån og derefter anmoder om reserver, og CBI skal overholde dette for at undgå at skabe et likviditetsunderskud og potentielle udbetalings krise mellem bankerne. Derfor kom udlån først, derefter reserverne.

4.5.2 Reservekravet begrænser ikke pengeskabelsen

Fra midten af 2003 var reservekravet på 2%, og det var ikke før foråret 2007, at base /grund penge begyndte at stige. Men bankerne var i stand til at øge pengemængden med en tredobling på bare to år, fra midten af 2006 til midten af 2008.

I de to år kører op til krakket, måtte CBI tilføre likviditet (ved at skabe og udlåne centralbankreserver) til de islandske banker. Som CBI beskriver i sin 2009 Financial Stability Report:

"Finansielle institutioners efterspørgsel på Centralbanksikrede lånefaciliteter steg i 2008, og indtil banksystemet kollapsede i Oktober 2008, var Centralbanken deres hovedkilde til likviditet. I 2007 og 2008, ændrede Centralbanken sine regler for Centralbank Faciliteter for finansielle institutioner for at lette adgangen til likviditet, da likviditetsunderskud var begyndt at give problemer i betalingssystemer, blandt andet."

I mindre drastiske tider kan overdreven efterspørgsel på reserver tvinge renterne til uønskede niveauer. For at forhindre dette, vil en centralbank tilføre systemet reserver.

Faktisk nævner CBI s Monetary Bulletin i 2000 følgende:

"Ved første øjekast kan, det synes temmelig risikabelt at lade den samlede mængde Centralbank faciliteter fastsættes af bud fra

kreditinstitutter, men det bør erindres, at banken forsøger at håndtere kortesigtet afkast snarere end pengemængden, med det formål at udøve indflydelse på andre rentesatser, valuta bevægelser, valutakurs og efterspørgsel i økonomien. Dets endelige mål er prisstabilitet. "

4.5.2.1 Banker voksede i tandem og reducerede deres behov for reserver

Hvis bankerne øger deres udlån med tilsvarende hastighed, kan de have brug for meget få reserver for udvidelsen. Først og fremmest, når en låntager hos Bank A bruger sit lån til at betale en anden kunde i samme bank, så har Bank A ikke brug for ekstra reserver. På den anden side, hvis låntager hos Bank A bruger penge til at betale en kunde i Bank B, så vil der være en strøm af reserver fra Bank A til B.

I betragtning af det store antal bankkunder der låner og overfører midler mellem bankerne, er det sandsynligt at strømmene af reserver mellem banker vil være stor i begge retninger. Hvis bankerne A og B tilfældigvis lader deres renter stige med lignende satser, så vil strømmen af reserver mellem dem mere eller mindre udligne hinanden. Banker, der vokser i takt med hinanden, kan derfor udvide samtidig med kun at kræver en minimal stigning i reserverne.

Som det kan ses i fig. 4.8 voksede aktiverne i de islandske banker mere eller mindre i tandem hele deres ekspansionsperiode, hvilket reducerede deres behov for reserver.

4.5.3 Egenkapitalkrav begrænser ikke pengeskabelsen

Egenkapitalkrav begrænsede ikke de islandske bankers i at yde udlån. Overskuddet var stort og egenkapitalen voksede hurtigt hvilket muliggjorde stadigt mere udlån. Som det kan ses i figur 4.9 steg overskuddet i de tre store banker dramatisk i årene før finanskrisen. Deres kombinerede overskud (højre akse) steg fra knap ISK 11 mia i 2002 til omkring 140 mia ISK i 2007.

I perioden 2002 til 2007 øgedes egenkapitalen hos de tre store banker med en 10-fold; fra 70 mia. ISK til ISK 695 mia. (figur 4.10). I betragtning af, at aktie-kravene til bankerne forblev uændret i hele denne periode, er det klart, at bankernes råderum for udlån og deraf følgende pengeskabelse voksede ti gange i disse fem år. Faktisk steg de kombinerede aktiver i de tre store banker fra omkring 1000 mia. ISK til mia. ISK 10.000 i denne femårige periode.

4.5.4 CBI s højere renter reducerede ikke pengeskabelse

I 2006 og 2007 blev år-til-år inflation i Island 6,8% og 5,0% hhv. I de første 10 måneder af 2008 var den gennemsnitlige inflation år-til-år omkring 12%. I denne periode havde CBI udtrykt sine bekymringer vedrørende overdrevent indenlandske forbrug i Island. Renten blev hævet markant, med satser på repoer og reserver hævet til omkring 13%, en s

>>> ^ <<<

5 Fractional reserve spørgsmål

I dette kapitel gennemgås nogle af de problemer, som kritikere har tilskrevet fractional reserve-systemet. Disse problemer omfatter risikoen for bank runs og den manglende effektivitet i indlånsforsikring, især i et marked som Islands, der er domineret af tre store banker. Hver af de tre store banker er too big to fail. Banker har indbyggede incitamenter til at øge risikoen. Når banker komme ud i problemer, sendes regningen til skatteyderne.

CBI er ude af stand til at stoppe kommercielle banker i at udvide pengemængden langt ud over, hvad der er foreneligt med økonomien.

Bankerne får lov til at udlåne penge, som derved øger pengemængden, under fractional reserve-systemet, hvor staten selv kunne udlåne eller øge offentlige udgifter og derved øge pengemængden. Bankernes pengeskabelse betyder derfor gæld hos den private borger, end det ville være nødvendigt, hvis staten skabte pengemængden.

De betydelige indtægter fra pengeskabelse tilfalder også bankerne i stedet for staten.

>>> ^ <<<

5.1 Indskudsforsikring

Formålet med Indlånsforsikring er at reducere risikoen for bank runs. Et bank run kan starte, hvis indskyderne frygter, at deres bank er i problemer. Fordi bankerne finansierer deres langsigtede udlån med anfordringsindskud, holder de kun nok kontanter (eller reserver) til at betale en brøkdel af indskuddene på en gang. Et bank run kan derfor føre til en likviditetskrise for banken. Dette vil til gengæld kunne tvinge banken til at holde en "brandudsalg" af aktiver for at rejse likviditet, hvilket fører til et kursfald på de finansielle markeder. Panikken kan derefter sprede sig til andre banker, hvilket medfører en fuld skala finansielle krise.
I overensstemmelse med EØSs (Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde) regulering, er den islandske regering ansvarlig for, at en Indskydergarantifond. The Depositors’ and Investorers’ Garanti
Fund (TIF) er en selvejende institution, der drives ifølge lov nr. 98/1999. Formålet med loven er at sikre et minimum af beskyttelse til indskydere i pengeinstitutter, hvis en bank ikke overholder sine forpligtelser, for eksempel på grund af misligholdelse. 44 Denne garanti, kendt som 'indskudsgaranti «, er fastsat til 20.000 EUR, men skal betales i ISK. I tilfælde af insolvens tilbyder TIF at udbetale en minimumsgaranti til gengæld for indskydernes krav i den konkursramte bank. Hvis TIF er i stand til at inddrive mere end minimumsgarantien, går overskuddet til deindskydere, capped at the total deposits.
Garantifondens midler skal svare til mindst 1% af alle garanterede indskud i det foregående år i Island og finansieret af årlige bankkontingener.(45)
Som med andre forsikringsordninger, er det ønskeligt at have mange deltagende banker, der ikke er indbyrdes afhængige, og ikke kan komme ud i problemer på samme tid. Desværre, har de tre store banker i Island mere end en 96% andel af indskud, og de er på mange måder afhængige af hinanden, og afhængig af den samme lille økonomi.
I begyndelsen af 2000, udgjorde indskud i islandske banker 250 mia. ISK mens TIF aktiver var på 2,9 mia. ISK eller 1,2% af de samlede indlån.
I efteråret 2008, var indskud i islandske banker - ekskl indskud af finansielle virksomheder - vokset til mia. ISK 3.100 heraf næsten mia. ISK 1700 var i afdelinger uden for Island. TIF holdt kun mia. ISK 13, eller 0,41% af de samlede bankindlån.(46) Det er klart, at indskydergarantifonden på ingen måde var tilstrækkelig til at standse et bank run, eller til at refundere mere end en brøkdel af indlån i en krakket bank.
Faktisk, da et bank run begyndte i 2008, havde regeringen ikke andet valg end at erklære, at alle indskud i indenlandske banker var fuldt ud garanteret af staten.
Denne praksis med at opretholde TIF i Island, giver den illusion, at bankerne selv finansierer forsikringen mod deres konkurs, når virkeligheden er, at bankindskud skal garanteres af staten, på skatteydernes bekostning.
Emergency Lovgivning og Kapitalindskuddet
Der blev taget nødforanstaltninger i oktober 2008 som reaktion på bankkrisen i Island. En nødlovgivning blev vedtaget af parlamentet i begyndelsen af oktober 2008, hvor alle indenlandske aktiver i de tre store Sparekasser; Kaupthing, Glitnir og Landsbankinn, blev overført sammen med indenlandske indskud til nye banker til "fair" værdi. De nye banker blev kapitaliserede af regeringen og genoptog de gamle bankers rolle - at kører betalingssystemet.
Aktiviteter og aktiver i de gamle banker i udlandet blev sat i likvidation. Indlånsindehavere blev prioriteret frem for andre af pengeinstitutternes kreditorer. Således blev indlån i udenlandske filialer prioriteret over andre tilgodehavender i de gamle banker. (47)
Ifølge National Audit Office, tilførte regeringen omkring 130 milliarder ISK i de nye banker. Desuden overtog den islandske regering CBIs udeståender for mia. ISK 370 grundet udlånssikring til finansielle institutioner, hvoraf 190 mia. ISK straks blev afskrevet. Statens anslåede tab (Finansministeriet og CBI) grundet af lån til banksystemet før krisen blev anslået til mia. ISK 270, eller tæt på 20% af BNP 2008.
Indlånsforsikring har yderligere ulemper. Det fjerner incitamentet for at bankkunder holder øje med deres bankens risici. I et system uden indlånsgaranti, ville indlåntagere have et incitament til kontinuerligt at overvåge deres banks risiko for at sikre at banken ikke handler på en måde, der kan bringe solvens. Alt andet lige ville en bank med en højere kernekapitalprocent blive betragtet mere sikker og ville derfor kunne forventes at tiltrække flere kunder (49) og dens kunder ville kræve lavere renter. Når kunderne ikke har incitament til at være opmærksomme på den risiko, som banker løber, vil bankerne bare konkurrere ved at tilbyde den højeste rente på indlån uden hensyn til risiko. Indlånsforsikring kan derfor føre til mere risikovillighed hos banker, hvilket øger sandsynligheden for bankkrak.
5.1.1 Too-Big-to-Fail problemet
Hver af de tre store banker i Island anses for at være for store eller for vigtige til at krakke. Desværre betyder det ikke, at disse banker ikke kan krakke. Det betyder blot, at når en af disse banker kommer ud i vanskeligheder, har regeringen intet alternativ end at redde dem.
Hvis en stor bank fik lov til at krakke, vil det betyde, at næsten en tredjedel af befolkningen og virksomhederne ikke ville kunne få adgang til deres penge og ville derfor ikke være i stand til at lave forretninger eller betale for nødvendigheder. Emergency likvidation af aktiverne hos stor krakkende bank ville medføre et prisfald på de finansielle markeder og problemet kunne snart sprede sig til andre banker og virksomheder. Regeringerne vil gøre, det det kræver for at forhindre udviklingen af et sådant scenarie, som regel med store omkostninger for skatteyderne.
49 Dette ville reducere deres kapital ratio og dermed virke selvjusterende, medmindre fortsat tilbageholdte midler og kapitalrejsning fastholder den høje ratio.
I sin 2014 Global Financial Stability rapport, forsøger Den Internationale Valutafond (IMF) at estimere den implicitte tilskud til banker, der anses Too-Important-To-Fail (TITF). IMF sammenfatter sine resultater på følgende måde:
"Regeringens beskyttelse af Too-important-to--fail (TITF) banker skaber en række problemer: ulige konkurrencevilkår, overdreven risikotagning, og store omkostninger for den offentlige sektor.
Fordi systemisk vigtige banker’s (SIBs)kreditorer ikke bærer de fulde omkostninger for krak, er de villige til at yde finansiering uden at tage tilstrækkeligt hensyn til bankernes risikoprofil og dermed tilskynde gearing og risikovillighed. SIB nyde således en konkurrencemæssig fordel i forhold til mindre systemisk betydningsfulde banker og kan foretage risikable aktiviteter og derved øge den systemiske risiko. Finansielle udlæg for at redde SIB ud af en krise er ofte betydelige. "

>>> ^ <<<
5.2 Udlån til spekulation vs økonomisk vækst
Der er en udbredt opfattelse af, at fractional reserve banking, på trods af sine mange risici, har været medvirkende til økonomisk fremgang. Hvis bankerne ikke var i stand til at skabe penge, lyder argumentet, ville færre økonomiske muligheder blive udnyttet.
Dog viser en analyse af andelen af realkreditlån i samlede bankudlån i 17 avancerede økonomier fra 1870 op til nu viser, at den kraftige stigning i gælden i forhold til BNP i det 20. århundrede er primært et resultat af hurtig vækst af realkreditlån. Andelen af realkreditlån af bankernes samlede udlån er fordoblet fra 30% i 1900 til 60% i dag. Derimod har ikke-realkreditinstitut udlån til virksomheder til investeringer og ikke-sikrede udlån til husholdninger været stabile i forhold til GDP.(50)

I Island indikerer data (Fig 5.1), at de fleste nye penge skabt af bankerne blev udlånt til låntagere, der investerer; i eksisterende aktiver, i eksisterende fast ejendom eller til spekulation i finansielle aktiver, mens en mindre del blev udlånt til realøkonomien; til at finansiere nye virksomheder, investere i ny teknologi, skabe nye arbejdspladser, og bygge nye boliger eller infrastruktur.

I de fem år fra 2003 til 2008 steg udlån i sparekasser til indenlandske enheder (ekskl FX lån)

The Great Mortgaging - Jorda, Taylor, Schularick – 2014

med mia. ISK 1.400. Deraf var omkring 620 mia. ISK eller 45%, lån ydet til finansielle virksomheder, der ikke var sparekasser, som holdingselskaber og virksomheder, der hører til den førnævnte "ukendte" sektor, med stigningen i husholdningernes lån på omkring 40% af dette tal. Se Fig 5.1.

I de sidste to år af denne periode blev næsten to tredjedele af de penge, skabt af bankerne udlånt til finansielle virksomheder og aktieselskaber.

Pointen her er ikke, at bankerne ikke ønsker at låne til realøkonomien. Muligheder for udlån til virksomheder er dog begrænset af forskellige faktorer. Virksomheders vækst er begrænset af mange andre faktorer end adgang til finansiering. Ressourcer kan være knappe, efterspørgslen kan være begrænset, og virksomheder kan foretrække egenkapitalfinansiering frem for banklån.
Bankerne står ikke står over for lignende begrænsninger, når det gælder udlån til finansiel spekulation. Udlån til investeringer i eksisterende aktiver tenderer til at øge efterspørgslen på aktiver, hvilket fører til højere priser på aktiver, stigning i forventninger til fremtidige priser på aktiver, mere efterspørgsel og flere muligheder for udlån. Denne feedback loop og vækst i private gearing er blevet beskrevet af Adair Turner som
"En væsentlig årsag til krakket i 2007 og den dominerende årsag til, at efter krisen recession var så dyb og inddrivelse så svag og langsom."
Fordi økonomien er afhængig af at bruge bankindeståender som penge, skal bankerne overholde reglerne (Basel), der favoriserer udlån mod eksisterende sikkerhedsstillelse frem for udlån til erhvervslivet. Den uønskede bivirkning af denne regulering er yderligere at lede bankernes udlån mod eksisterende aktiver frem for udlån til vækst.

>>> ^ <<<
5.3 Kommercielle banker styrer pengemængden
5.3.1 Er CBD ikke i kontrol?
Siden 1961, da CBI blev grundlagt har der været meget få tegn på at CBI har (eller tager) effektiv kontrol over pengemængden. Dens advarsler om for meget udlån havde ingen mærkbar effekt på bankernes udlånsadfærd. CBIs bestræbelser på at hæve renten i årene op til krisen standse ikke den fatale kreditboble fra at vokse. (52)
Når bankerne havde brug for likviditet, var CBI ikke i stand til at nægte dem reserver.
I mere end et halvt århundrede, er pengemængden i Island først og fremmest blevet bestemt af de kommercielle bankers långivning og ikke af de CBSs beslutninger.

5.3.2 Har bankerne skabt en optimal pengemængde?
Siden 1961, har kommercielle banker, med få undtagelser, udvidet pengemængden meget hurtigere end realøkonomien har vokset. Konsekvenserne af deres ukontrollerede pengeskabelse omfatter inflation, hyperinflation, og devalueringer af ISK, aktivbobler og en bankkrise.
Kommercielle banker har skabt penge i en sådan overflod at ISK har mistet 99,7% af sin købekraft på bare 50 år.
Mellem 1994 og 2008 udvidede bankerne pengemængden med en faktor ti, mens det nominelle BNP kun tredoblede. Den hurtige ekspansion af pengemængden var katastrofalt ude af proportion med økonomiens behov, idet de fleste af pengene ikke gik ind i den virkelige økonomi, men i spekulative finansielle markeder og prisbobler på aktiver.
Banker, der skaber alt for mange penge gør det ikke ud af uvidenhed. Tværtimod ved at bruge deres magt til at skabe penge indenfor det
Da CBI hævede renten i ISK begyndte bankerne at tilbyde udenlandske lån på hjemmemarkedet til meget lave priser.
nuværende system, handler hver bank simpelthen i den dens aktionærers bedste kortsigtede interesse, ved at maksimere mængden af udstedte rente-bærende lån, og derved maksimere renteindtægter for banken.
Det synes rimeligt at forvente, at uden en reform af the fractional reserve system, kan kommercielle banker udstede udlån og udvide pengemængden så længe de kan finde kreditværdige låntagere. CBI vil ikke være i stand til at stoppe dem.
Heldigvis er der nogle alternativer til det nuværende fractional reserve system, der kunne reducere odds’ne for en finanskrise i fremtiden.

>>> ^ <<<

6 Alternativer til "fractional reserve"

For at evaluere omkostninger og fordele ved fractional reserve banking er det nyttigt at tage et kig på nogle alternativer. I det sidste århundrede er en række alternativer blevet foreslået, men ingen af dem er endnu blevet indført.

I dette kapitel giver vi en oversigt over de følgende forslag til reform:

Chicago-planen, som foreslået i Benes 'og Kumhof afhandling i 2013
Kay’s Narrow Banking forslag fra 2009
Kotlikoff s Limited Purpose Banking (LPB) fra 2010
Det Uafhængige Penge Forslag (The Sovereign Money 2014)

Det Uafhængige Penge Forslag er dækket mere dybdegående, da det giver en god forståelse af alle aspekter, og det synes at løse de vigtigste problemer med minimale ændringer til det nuværende system.

>>> ^ <<<

6.1 Et kig på Chicago Planen

Efter Den Store Depression gav otte økonomer, fra University of Chicago, et forslag til monetær reform i et notat til Præsidenten af
Friedman (1948). “A Monetary and Fiscal Framework for Economic Stability”.
The American Economic Review 38.3: 245-264. Dynamic Stochastic General Equilibrium
De Forenede Stater. (53) Dette forslag, senere kendt som Chicago-planen, fortaler for 100% reserve banking; hvor hvert bankindskud, der kunne trækkes tilbage på efterspørgslen ville blive bakket fuldt op af en tilsvarende reserve af kontanter eller indskud hos Federal Reserve. Variationer af forslagene blev lagt frem af respekterede økonomer, heriblandt Fisher (1936) og Friedman (1948). (54) Selvom forslag varierede fra økonomer til økonom, var alle enige om, at det ville være nødvendigt at adskille pengeskabelsen fra bankernes udlånsvirksomhed. På denne måde, vil pengemængden ikke blive bestemt af eller afhængig af banklån og banksektorens solvens. I et IMF arbejdsdokument, konstruerede Benes og Kumhof (2013) virkningerne af et 100% bankreservesystem i den amerikanske økonomi med en DSGE55 model. Ifølge Benes og Kumhof:
"Vores analytiske og simulationsresultater validerer fuldt Fishers (1936) påstande. The Chicago Plan kunne signifikant reducere konjunkturcyklus volatilitet forårsaget af hurtige ændringer i bankernes holdninger til kreditrisiko, den ville kunne udrydde bank runs, og det ville føre til en øjeblikkelig og store reduktion i niveauerne af både offentlig og privat gæld. The Chicago Plan ville udrette sidstnævnte ved at skabe statsudstedt penge, som repræsenterer egenkapitalen i Commonwealth snarere end gæld, Økonomiens centrale likvidaktiv, mens bankerne koncentrere sig om deres styrke, nemlig at give udlån til investeringsprojekter, der skal overvåges og kræver risikostyringsekspertise. Vi mener, at fordelene ved Chicago-planen går endnu videre end dem Fisher hævder. En yderligere fordel er store steady state output gevinster som følge af fjernelsen eller reduktionen af flere forvridninger, herunder spredning af renterisikopositioner, skatter og kostelig overvågning af makro økonomisk unødvendige kreditrisici. En anden fordel er evnen til at køre steady state inflationen til nul i et miljø, hvor likviditetsfælder ikke eksisterer, og hvor monetarisme bliver muligt og ønskeligt, fordi regeringen rent faktisk har kontrol over brede monetære aggregater."
I Fishers beskrivelse af Chicago-planen (1936) blev andre, mere generelle fordele også bemærket, blandt dem en tilbagevenden til et mere enkelt banksystem.
Chicago Plan Revisited har været med til at forklare fejlene i fractional reservekravet, og skabt en model til en mulig vej for en reform af det monetære system.

>>> ^ <<<
6.2 Narrow Banking
Narrow Bankingforslag understreger forebyggelse af smitte i det finansielle system. Mange af forslagene blev fremsat i slutningen af 1980'erne til begyndelsen af 1990'erne, kort efter den finansielle liberalisering og securitisation fandt sted på de vestlige finansielle markeder og opsparing og udlånskrisen opstod i USA.(57). Forslagene variere med hensyn til implementering og detaljer, men de foreslår alle at bankernes to hovedfunktioner – indlånsdeponering og betalingstjenester, og udlån - burde finde sted inden for forskellige institutioner for at undgå finansiel smitte. John Kay (2009) forklarer, at
"Finansielle virksomheder skal struktureres således, at i tilfælde af organisationens totale konkurs kan forsyningsvirksomheden let adskilles fra "casinoetdelen"

6.2.1 The Narrow Bank
Udtrykket "narrow bank" anvendes til at beskrive den bankenhed, der er specialiseret i indlån og betalingsaktiviteter. En narrow bank har ikke udlånstjenester. Men som Kobayakawa og Nakamura (2000) nævner, varierer definitionerne af narrow banks meget. Pierce (1991) foreslog, at narrow bankes bør begrænses til at investere i sikre kortfristede aktiver såsom skatkammerbeviser. Og Bryan (1991) foreslår at lade narrow banks udlåne penge til små virksomheder. Narrow banks burde kunne yde service som lønkonti og overførsler og få lov til at betale renter på alle deres konti.
Kobayakwa og Nakamura (2000) vurderede flere narrow bank forslag i et forsøg på at afgøre, hvilken narrow bankmodel bedst ville tjene det formål at opnå finansiel stabilitet. De kategoriserede forslagene ved hjælp af to standarder:
Hvorvidt de aktiver, en narrow bank må holde er begrænset til kortvarige
Om en Narrow Bank må have udlånsvirksomhed
Kobayakawa og Nakamura konkludere, at den mest ønskelige narrow bankingforslag er det, der gør det muligt for en bank at tage indlån samt yde udlån, selv om sådanne udlånsaktiviteter ville være begrænsede. Den ønskelige narrow bank ville få lov til at investere i sikre kortfristede aktiver. Kobayakawa og Nakamura påpeger dog, at en af de vigtigste begrænsninger i deres analyse er, at de kun fokusere på likviditetsrisikoen, uden at tage hensyn til kreditrisiko. Ifølge deres analyse sker et bank run kun på grund af uventet depositum tilbagetrækning, snarere end en stigning i nonperforming banklån.
Narrow banks ville være de eneste banker som modtog statsgaranti, for eksempel indlånsforsikring, og som havde adgang til at låne fra sidste instans finansiering. Som nævnt er det blevet foreslået, at disse banker skulle være forpligtet til at holde likvidforsikrende værdipapirer, såsom statsobligationer, selv om nogle forslag giver mulighed for at udvide kreditten til små firmaer. (58) I det omfang at sikre statslige aktiver er svarende i beløb til indlån, udgør planen total reserve banking. Kay (2009) mener, den mest effektive måde at forhindre enhver form for offentligt tilskud til et krakket pengeinstitut er at kræve, at privatkundeindlån, somkvalificere sig til indskydergaranti er 100% understøttet af sikre og likvide aktiver, ideelt set statssecurities.

6.2.2 Investeringsbanken
De investerings bankerne i narrow banking forslagene er undertiden benævnt som finansielle holdingselskaber. Investeringsbanker yder lån og skal fuldt ud finansieres af obligationer og egenkapital. De tager sig af alle nuværende kommercielle bankers ikke-monetære aktiviteter, men er ikke i stand til at tage imod indlån. Investeringsbanker ville ikke skulle reddes med offentlige midler, når de krakker. De skulle selv tage ansvaret for egne forpligtelser og investeringers. (60)
Variationerne i forslagene diskuterer, om investeringsbankerne skal være separate enheder eller datterselskaber af narrow banks. Under alle omstændigheder skal adskillelsen overvåges for at sikre, at investeringsbanker ikke bruger de narrow banks’ aktiver, og at investeringsbankerne ikke har adgang til de narrow banks’ betalingssystemer. ⁶¹

6.2.3 Fordele ved narrow banking
Ifølge Phillips (1995), løser adskillelse af monetære og finansielle servicevirksomheder, dvs. narrow banks og investeringsbanker, en række problemer med hensyn til det finansielle system.
Forbedrer sikkerheden af betalingssystemet, som meget sikre og indlån bakkes af likvide aktiver. Bossone (2002) nævner også, at ved at tvinge bankerne til at holde værdier af høj kvalitet, såsom statspapirer, så ville narrow-banking reguleringen minimere eventuelle likviditets- og kreditrisici som banker kunne have.
Reducerer behovet for offentlig regulering af banker. I denne sammenhæng nævner Phillips, at der vil være mere tilsyn og mindre regulering. Med narrow banks, ville tilsyn være nødvendigt for at afgøre, om en bank er i besiddelse af aktiver, der har sikkerhedsværdi for sine indlån.
Ville gøre indlånsgaranti overflødig eller minimal, fordi narrow bankens passiver allerede vil blive bakket op af statslige forpligtelser (dvs. statsobligationer).
Desuden nævner Phillips (1995), at i henhold til reformen ville pengepolitik være adskilt fra kreditpolitik. I dag, i virkeligheden, ser vi disse opgaver, overvågning af penge og kredit som "sammenflettede" som under det nuværende system hvor pengepolitik samtidig er kreditpolitik. Hvorimod, som Phillips påpeger, ville Centralbanken i et reformeret narrow banksystem spille en stor rolle i pengepolitik, men en mindre rolle i udlån. Dette ville forenkle systemet. I samme dur påpeger Kay (2009), at det optimale miljø ville være et med minimal regulering, hvor markedet påtager sig dette ansvar. Endelig forslår Kay (2009) også som en ekstra foranstaltning, at private indlånere prioriteres højere end almindelige kreditorer, når det kommer til likvi

>>> ^ <<<
6.3 Limited Purpose Banking
Ifølge Kotlikoffs, (2010), er det største problem med fractional reservesystemet, at bankerne bruger statgaranterede indlån at finansiere deres "gambling" på skatteydernes regning.
Kotlikoffs »Limited Purposel Banking« (LPB) forslag er at begrænse bankerne til deres oprindelige formål: at være formidlere mellem låntagere og investorer. Kotlikoff reform bygger på den gensidige fondsmodel. I LPB fungerer alle banker, der deltager i finansiel formidling, (dvs. finansielle selskaber og forsikringsselskaber med begrænset forsikringsansvar), som holdingselskaber af ikke-gearede pass-through gensidige fonde. Bankerne ville tilbyde værdipapirer der spænder fra sikre til risikable. Kotlikoff forslag forudsætter, at bankerne aldrig ville ejer finansielle aktiver eller låne til at investere i andre end de havde brug for til at køre deres gensidige fondes aktiviteter (som bygninger, kontormøbler etc.). Så det er kunderne, der gearede, og ikke bankerne. Da bankerne fungerer som simple mellemmænd, bæres enhver risiko af investorerne selv. 62
Kotlikoff erkender, at LPB-systemet ikke fuldt ud kan forhindre irrationel kollektiv overflod, hvilket kan føre til finansiel ustabilitet. Men i den reviderede ordning vil virkningerne af sådanne negative konsekvenser være begrænset til dem, der villigt deltog i de aktiviteter, der førte til ustabilitet. På denne måde sigter Kotlikoffs system mod bedre at afpasse risiko og afkast i økonomien og forenkle det finansielle system.(63)
Alle værdipapirer i LPB-systemet skal evalueres af Financial Services Authority (FSA). Dette er, så det er klart, hvad, der bliver købt og solgt. Finanstilsynet kan hyre private virksomheder, der kun arbejder kun for dem, til at kontrollere, vurdere, sætte satser, varetage og offentliggøre alle værdipapirer, som investeringsforeningerne ejer. Alle værdipapirer skal vurderes af Finanstilsynet. Pointen er ikke at forbyde værdipapirer, men at sikre, at investorerne informeres. Limited Purpose Banking kan kun købe og sælge "FSA-forarbejdede" og offentliggjorte værdipapirer ved auktioner, så alle udstedere af værdipapirer får en fair pris for deres papir. 64
Da LPB, ifølge Kotlikoff, ikke har ret til at holde risikofyldte aktiver og ikke har gæld, er kapitalkrav ikke nødvendige.
Efter reformen er individer stadig i stand til at købe og sælge individuelle værdipapirer uden for LPBs. LPBs ville være i stand til at formidle sådanne transaktioner, men ikke holde nogen værdipapirer. Det foreslås, at Finanstilsynet etablerer en spærret tjeneste til overførsel af penge til sælgere og værdipapirer til køberne. På denne måde, er det FSA og ikke børsmæglere der rydder værdipapirmarkederne. Finansielle virksomheder organiseret som enkeltmandsvirksomheder og partnerskaber, der ikke har begrænset sikkerhedsansvar, vil være fri til at investere. Disse virksomheder afhænger ikke af at staten begrænser deres tab og er dermed fri til at "gamble” og tage alle mulige risici. Enkeltpersoner, der opererer som konventionelle banker, dog uden begrænset sikkerhedsansvar, ville være personligt ansvarlig for deres tab.(65)
I LPBs forslag skal alle finansielle formidlere med begrænset forsikringsansvar, herunder: kommercielle banker, investeringsbanker, forsikringsselskaber, hedgefonde, private equity-fonde, kreditforeninger og andre formidlere med begrænset ansvar, spille efter de samme regler: som investeringsforenings holdingsselskaber der udsteder 100 % egenkapitalfinansieret investeringsforeninger. Dette simplificerer det finansielle system og øger gennemsigtigheden.
Da investeringsfonde ikke er gearede, kan de ikke krakke, selv hvis deres aktiver mister værdi. Det samme gælder for deres overordnede holdingselskab. Det hævdes derfor at det finansielle system aldrig vil svigte under Limited Purpose Banking. Selvom gearing vil være tilland i shadow banking, er de er uden begrænset sikring, og derfor risikoaverse.

>>> ^ <<<
7 Det Uafhængige Penge-Forslag
The Sovereign Money Forslaget eller Det Uafhængige Penge Forslag har sin oprindelse i et forslag først fremsat af Frederick Soddy i 1920'erne, og senere af Irving Fisher og Henry Simons i kølvandet på den store depression. Variationer af disse ideer er siden blevet foreslået af Friedman (1960), Tobin (1987), Kay (2009) og Kotlikoff (2010). Inspireret af Irving Fishers oprindelige arbejde og varianter af det, har Det Uafhængige Penge Forslag sine unikke egenskaber. Udgangspunktet var Huber og Robertsons arbejde i deres bog Creating New Money (2000). Dyson, Ryan-Collins, Greenham og Werner videreudviklede deres forslag i deres 2010 forelæggelse for den britiske Independent Commission on Banking.
Det Uafhængige Penge Forslag er detaljeret skitseret i Jackson og Dysons bog Modernisering Money (2012). Med deres generøse tilladelse låner dele af denne rapport, og især dette kapitel, materiale fra Dysons og Jacksons bog og fra Huber skrifter.

>>> ^ <<<
7.1 Vigtigste fordele ved et uafhængigt pengesystem
7.1.1 En pålidelig pengemængde
I fractional reservesystemet består 91% af pengemængden af bankindskud. Disse indskud er passiver for kommercielle banker og deres funktionalitet som penge, afhænger af at banken forbliver solvent. Hele betalingssystemet, som understøtter realøkonomien, afhænger derfor af kommercielle bankers solvens. Når bankerne svigter, er regeringen tvunget til at træde til, som regel med store omkostninger for skatteyderne.
Tidligere bestræbelser på at reducere risikoen for bankkrak har påberåbt sig strengere regulering og tilsyn med banksektoren. Disse bestræbelser har øget generalomkostninger og kompleksiteten, men de har ikke fjernet bankkrak. Tiden vil vise, om Basel III (590 sider) og Dodd-Frank-loven (8000 sider) vil lykkes, hvor tidligere indsatser har fejlet.
Indlånsforsikring og implicitte statsgarantier på indlån har den bivirkning at tilskynde bankerne til at tage flere risici og derved øge risikoen for bankkrak. Der vil ikke være behov for indlånsgaranti under et uafhængigt penge system, da midler deponeret i Transaction Accounts (som tilsammen udgør betalingssystemet) er deponeret i CBI og aldrig bragt fare af banker.
I et uafhængigt penge system, er pengeskabelse og betalingssystemer adskilt fra bankers risikable investerings og udlånsforretninger. Penge
Der er nødvendige for at foretage betalinger forbliver på CBI, snarere end at være kommercielle bankers ansvar. Det betyder, at selv om en kommerciel bank skulle krakke, kan administrationen af transaktions konti overføres til en anden bank uden tab for skatteyderne eller indehavere af transaktions konti.
7.1.2 Større økonomisk stabilitet
Som omtalt tidligere, kan pengeskabelse ikke styres effektivt af centralbankerne i det nuværende system. Kommercielle banker, der sigter mod at maksimere deres profit, udvider pengemængden hurtigere end hvad er kompatibel med den økonomiske vækst. I Island har bankerne udvidet pengemængden meget hurtigere end nødvendigt for økonomien, og dette har forårsaget inflation, hyperinflation og aktivbobler.
I et uafhængigt penge system, vil kun CBI være ansvarlig for at skabe og administrere pengemængden. Dens afgørelser med hensyn til pengeskabelse ville tage hensyn til parametre herunder økonomisk vækst, inflationsmål, og priserne på finansielle aktiver. En uafhængig CBI ville ikke have nogen motiver for at skabe et overskud eller underskud i pengemængden. Selv om CBI fra tid til anden på grund af fejlskøn eller skiftende økonomiske forhold, skabte for mange eller for få penge, vil omfanget af sådanne fejl næppe på størrelse med omfanget af fejl oplevet i det nuværende system.
7.1.3 Mindre gæld
I det nuværende system skabes hovedparten af nye penge, når bankerne yder lån. Det betyder, at for at skabe nye penge til en voksende økonomi, skal husholdninger og virksomheder gå i dybere gæld.
Pengemængden udstedes i øjeblikket kun når husholdninger eller virksomheder tager lån i bankerne, og placere en unødvendig byrde af rentebetaling på samfundet.
I et uafhængigt penge system, kan CBI skabe de penge, der er nødvendig for økonomien. Ingen skal påtage sig mere gæld for at skabe suveræne penge. Når CBI skaber suveræne penge kan staten bruge eller investere dem ud i omløb.
Overgangen til et uafhængigt penge system vil desuden indebærer en meget betydelig éngangs sænkning af den offentlige gæld.
7.1.4 Mere effektiv pengepolitik
I fractional reservesystemet må CBI stole på indirekte værktøjer til at påvirke kommercielle bankers pengeskabelse. Disse værktøjer kan have forskellige uønskede bivirkninger, der sætter begrænsninger for deres anvendelse.
Desuden kan det tage flere måneder for disse værktøjer til at træde i kraft, og på det tidspunkt kan situationen kræver en meget anderledes politik.
I et uafhængigt penge system har CBI direkte kontrol over pengeskabelsen. Ved at styre pengemængden direkte kan CBI påvirke prisniveauet mere effektivt end med sine nuværende værktøjer.
7.1.5 Indtægterne fra pengeskabelsen tilfalder staten
I det nuværende system, tilfalder fordelen ved at skabe depositum penge bankerne frem for CBI og staten. Banker gavnes primært fordi anfordringsindskud (deres forpligtelser) kan bruges som penge og betragtes som risikofri og har betydeligt lavere renter end andre passiver i banken.
I et souvreign pengesystem skaber CBI alle former for penge; mønt, sedler og deposits. Indtægter fra at skabe alle former for penge vil derfor tilfalder staten.
Ved at antage en BNP-vækst på 2%, en inflation på 2% og en start-pengeforsyning på ISK 486 mia. ville CBIs årlige indtægt fra at skabe nye penge være tæt på 20 mia ISK.

>>> ^ <<<
7.2 Det Uafhængige Pengesystem i detaljer
Det uafhængige penge system forhindrer kommercielle banker i at skabe nye anfordringstilgodehavender i processen med udlån. Bankerne vil fortsætte med at fungere som mellemled mellem opsparere og långivere og udføre betalings- og transaktionsomkostnings tjenester. CBI vil skabe penge til at holde væksten i pengemængden i overensstemmelse med behovene i en voksende økonomi.
Bankerne vil tilbyde to forskellige typer konti til kunder: For det første, Transactionskonti, der bruges til opbevaring af midler, der er tilgængelige på efterspørgsel til at foretage betalinger og transaktioner. Midlerne i Transactionskonti opbevares på CBI. For det andet at en kunde, der ønsker at deres midler investeres af banken kan overføre dem til en investeringskonto. Banken kan investere midler i Investeringskonti. Investeringskontierne ville have en forudbestemt løbetid og opsigelsesvarsel og tjene renter. Investeringskonti kan ikke bruges til at foretage betalinger eller blive overført til en tredjepart i løbet af investeringen. Ved modenhed, er midlerne i Investteringskontierne ført tilbage til Transactionskontierne (medmindre kunden beslutter at rollover og udvide deres investering). Disse to typer af konti vil nu blive beskrevet mere detaljeret.

7.2.1 Transaktionskontoregistret
Nutidens indlånskonti vil blive erstattet af Transactionskonti som:
Er tilgængelige med betalingskort.
Giver elektroniske betalingstjenester til løn og andre betalinger.
Udfører øjeblikkelig pengeoverførsler og kontanthævninger.
Giver overtræk i henhold til bankens diskretion.
Transactionskonti er risikofrie og sikkert opbevaret hos CBI. Selvom Transactionskonti vil blive forvaltet af kommercielle banker, vil de ikke være passiver hos de kommercielle banker og derfor ikke betinget af bankernes aktiver. Dette er i modsætning til nutidens anfordringsindskud, som bakkes op af risikobetonede aktiver og kan kun trækkes tilbage, så længe banken styrer sin lille bestand af likviditet korrekt.
Transaktionskonti saldi vil repræsentere (elektronisk) suveræne penge, der er udstedt af og opbevaret hos CBI. Penge deponeret i en transaktionskonto forbliver kontohavrens juridiske ejendomsret, snarere end at være ejet af banken som det sker i det nuværende system. Den kommercielle bank vil fungere som mellemmand mellem sine kunder, CBI, som holder transaktionskonti og andre kommercielle banker, og formidle betalingsinstrukser og informationer.
Ledelsen af transaktionskonti kan overføres fra den ene bank til en anden til enhver tid og med et vilkårligt antal kunder uden at påvirke bankernes likviditet og uafhængigt af bankens solvens. Transaction Konti kan på nogle måder sammenlignes med risikofri, elektroniske pengeskabe til penge. Dette er i skarp kontrast til det nuværende system, hvor beløb i indlånskonti faktisk er de kommercielle bankers passiver.
Overtræk på Transaktionskonti ville ikke tillade bankerne at skabe yderligere penge. Når en kunde med et godkendt overtræk hæver penge låner han allerede eksisterende og uafhængige penge ejet af banken. Fra kundens synspunkt, vil erfaring med at bruge overtræk i et uafhængigt penge system være meget lig at lave et overtræk i det nuværende system.

7.2.2 Intet behov for Indlånsforsikring
Med penge i Transaktionskonti, sikkert opbevaret hos CBI, er der ikke længere behov for indlånsforsikring eller garantiordning for Transaktionskonti.

7.2.3 Kontogebyrer for Transaktionskonti
Midler i Transaktionskonti vil ikke være til rådighed for bankerne til at låne eller investere, og derfor kan banker ikke tjene et afkast på dem. Dog vil bankerne afkræve omkostninger til administration og servicering af Transaktionskonti (som de gør i dag med anfordringsindskud). Derfor vil bankerne være nødt til at opkræve nogle gebyrer for servicering af Transaktionskonti.
Kundernvil være i stand til at tildele serviceringen af deres Transaktionskonti til den bank, der tilbyder den bedste service eller gebyrer.

7.2.4 Investeringskonti
Bankerne vil tilbyde investeringskonti, som vil tjene renter til kunderne i proportion til kontoens risiko og varighed.
Ligesom nutidens opsparingskonti, vil investeringskonti:
Benyttes af kunder, der ønsker at tjene renter på deres opsparing.
Betale forskellige rentesatser.
Leveres af kommercielle banker.
Være passiver i banker, dvs. banken lover at tilbagebetale kunden de investerede penge på et senere tidspunkt med renter.
7.2.4.1 Bankens Investment Pool-konto
Penge deponeret i en investeringskonto af en kunde overføres fra kundens Transaktionskonto i CBI til den kommercielle banks "Investment Pool” konto også holdt hos CBI.
Penge deponeret i Investeringskonti bliver bankens ejendom, ikke kontohaverens. Den Investeringskonto er bankens ansvar overfor kunden, mens de deponerede penge er en tilføjelse til bankens Investment Pool (et aktiv for banken).
Når penge, opbevaret i en ”Investment Pool” konto, er udlånt til en låntager, er overføres de fra en Investment Pool til låntagers Transaktionskonto og låntagerens ejendom. Til gengæld har låntager underskrevet et lån, som er et aktiv i banken.
Både Transaktionskonti og Investment Pool konti holdes hos CBI.

7.2.4.2 En investeringskonto er ikke penge
Investeringskonti repræsenterer kommercielle bankers passiver overfor deres kunder. Kunderne kan ikke overføre deres investeringskonto saldo til tredjepart eller bruge dem til at betale eller afvikle transaktioner via betalingssystemet, hvilket betyder, at de ikke kan bruge investeringskonto saldi som en form for penge. Kun transaktionskonti kan bruges til at foretage betalinger, transaktioner og til at hæve kontanter.

7.2.4.3 Investeringskonti vil have på forhånd aftalt udløbstid eller opsigelsesvarsler
Indskud i Investeringskonti vil ikke være tilgængelige på efterspørgslen. Kunderne vil acceptere enten en forfaldsdato eller en opsigelsesvarsel, der gælder for kontoen. Der vil ikke være opsparingskonti med øjeblikkelig adgang. Denne begrænsning er nødvendig for at undgå, at kommercielle banker skaber efterspørgsels passiver, der kunne bruges til at foretage betalinger og dermed replikere evnen til at skabe penge, som de har i det nuværende system.
Ved udløbstiden af en Investeringskonto, overfører banken penge fra egne konti til kontohavers Transaktionskonto.

7.2.4.4 Investeringskonti vil være risiko-bærende
Risikoen ved at låne penge til låntagere kan deles mellem den kommercielle bank og indehavere af Investeringskonti, i henhold til vilkår og betingelser for den specifikke konto. Før de overfører penge til en bestemt investeringskonto, bliver kunden underrettet om sit risikoniveau, varighed og renteniveau. Ved at dele risiko og belønning er incitamenterne for bankerne og deres kunder bedre afstemt.
Ved at dele risikoen og belønning ved gennemsigtige investeringer mellem banken og dens kunder er faren for skatteyderne, ved at påtage sig tab på bankkrak, reduceret. Denne fare reduceres yderligere ved, at transaktionskonti, grundlaget for betalingssystemet, er sikret uanset bankernes likviditet eller solvens. Uden at regeringen skulle love at redde bankerne uanset deres adfærd, er den moralske risiko forbundet med det nuværende banksystem således reduceret betydeligt.
Hvis en kommerciel bank bliver insolvent i et uafhængigt penge system, kan kunderne flytte administrationen af deres transaktionskonti til en anden bank efter eget valg.
Med hensyn til indehaverne af investeringskonti’s udeståender vil de der har valgt laveste risiko konti have prioritet over dem, der har valgt de højere risikofaktorkonti. En krakkende bank ville ikke behøve at blive overtaget af staten, men ville overgå til den sædvanlige juridiske proces for nødlidende virksomheder. Aktionærer og engros kreditorer vil stå for tab før indehavere af Investeringskonti.
I et uafhængigt penge system, er faren for at staten bliver tvunget til at redde nødlidende banker med store omkostninger for skatteyderne lille i forhold til det nuværende system.

7.2.5 Konti til rådighed for kommercielle banker i Central Banken
Under det nuværende system, har kommercielle banker konti i CBI, hvor de har "centralbankreserver« med henblik på at afvikle betalinger med andre banker og med staten. I et uafhængigt penge system vil hver bank styre tre forskellige konti på CBI. Disse konti vil holde suveræne elektroniske penge skabt af CBI.

7.2.5.1 Den operationelle konto
Den operationelle konto vil holde penge til brug i bankens egne operationer. Banken vil eje penge i denne konto, og den er optaget som et aktiv hos banken.

7.2.5.2 Investeringspuljen
Banken bruger Investeringspulje-kontoen til at modtage midler fra kunder, yde lån til låntagere, modtage låntilbagebetalinger fra låntagere og til at foretage betalinger (af renter og hovedstol) tilbage til indehavere af investeringskonti. Dette regnskab er udlånssiden af bankens aktiviteter. Pengene i denne konto registreres som et aktiv hos banken.

7.2.5.3 The Customer Funds Account
Den samlede sum af en banks kunders transaktionskonti omtales som The Customer Funds Account. Banken ejer ikke pengene i The Customer Funds Account; den administrerer kun de midler på vegne af indehaverne af Transaction konti.
CBI behøver ikke holde oplysninger om de enkelte transaktionskonti; disse oplysninger vil blive varetaget af bankerne.

7.2.6 Kun én slags elektroniske penge
I det nuværende fractional reserve system er der reelt to typer af elektroniske penge. Den første er centralbankernes reserver, som anvendes af kommercielle banker til at foretage betalinger til andre banker eller til staten. Enkeltpersoner eller ikke-bankmæssige virksomheder kan ikke få adgang til centralbankernes reserver. Centralbankernes reserver holdes i reservekonti på CBI. Den anden type af elektroniske penge er indlånskonti/ demand deposits i kommercielle banker, der bruges som penge og kan bruges til at foretage betalinger mellem kunder i kommercielle banker.
Derimod i et uafhængigt penge system er der kun én type af elektroniske penge i omløb blandt banker og ikke-banker. Dette er uafhængige penge skabt af CBI.

>>> ^ <<<
7.3 Betalinger, lån og modenhed transformation
7.3.1 Brug af Transaktionskonti til at foretage betalinger
Betalinger mellem Transaktionskonti i forskellige banker vil blive foretaget på samme måde som i dag. Penge overføres fra The Customer Funds Account fra betalerens bank til The Customer Funds Account hos betalingsmodtagerens bank. De enkelte banker opdaterer deres registreringer af Transaktionskonto saldi efter behov.

7.3.2 Opsparing ved brug af Investeringskonti
At spare penge op ved brug af en investeringskonto kræver at kunden overfører ejerskabet af de opsparede penge til banken. Dette reducerer saldoen i kundens Transaktionskonto og øger dennes investeringskonto. På CBI flyttes beløbet The Customer Funds Account administreret af banken til bankens Investeringspulje.

7.3.3 At låne i banken
Når en kunde låner penge hos en bank, er bankens penge overført fra bankens Investeringspulje til the Customer Funds Account, og den låntagende kundes Transaktionskonto markeres i overensstemmelse hermed. Låntager bliver ejer af de lånte penge, men har en tilsvarende forpligtelse til banken.
I modsætning til fractional reserve-systemet betyder et kommercielt banklån i et uafhængigt penge system ikke en øgning af pengemængden i omløb; det at yde et lån er blot en overførsel af allerede eksisterende penge fra bankens Investeringspulje til låntagers Transaktionskonto. Mens lånet øger den samlede balance i Investeringskonti, er sådanne konti ikke-likvide og kan ikke overføres og kan ikke bruges som penge.

7.3.4 Modenhed transformation
Finansieringen af langfristede lån med kortfristede investeringer kaldes modenhed transformation. En bank kan udføre en modenhed transformation i det uafhængige penge system, som den kan i det nuværende system. I begge tilfælde matcher banken efterspørgslen efter langsigtede låntagere ved at levere flere på hinanden følgende kortsigtede investorer.
Modenhed transformation bærer risikoen i det nuværende system og vil fortsat gøre det i et uafhængigt penge system. En bank, der er ude af stand til at finde nye investorer til at erstatte de investorer, der vælger at afslutte deres investering, kan løbe ind i likviditetsproblemer. Det er ikke formålet med det uafhængige penge system at fjerne denne risiko, men snarere at mindske faren for tab der overføres til staten, ved at beskytte betalingssystemet og midlerne fra dem, der ikke ønsker at tage nogen risiko. Desuden vil denne risiko falde betydeligt under et uafhængigt penge system, da kortsigtet finansiering i form af indlån vil ikke være en del af kommercielle bankens saldi.

7.3.5 Størrelsestransformation
Størrelsestransformation er processen at aggregere besparelser fra flere små investorer til at finansiere større lån til låntagere, eller omvendt at hjælpe en stor saver til at finansiere mange mindre låntagere.
Som i det nuværende system, vil banker i det uafhængige penge system fortsætter med at tiltrække opsparinger fra mange små investorer og samle dem til at finansiere lån til større låntagere, og vice versa.

>>> ^ <<<

8 At skabe uafhængige penge

I dette afsnit beskrives processen for pengeskabelse i Det uafhængige penge system .

CBI vil være den eneste pengeskaber i økonomien. Det vil skabe mønt, pengesedler og elektronisk suveræne penge. CBI vil skabe penge nok til at fremme ikke-inflationær vækst i økonomien.

>>> ^ <<<

8.1 Adskillelse af skabelse og formidling af penge

I det nuværende system, har kommercielle banker beføjelse til at skabe nye penge og beslutte, hvad de skal bruges det til.
Faren for at magten til at skabe penge bliver brugt til privat fordel er stærkt reduceret ved at have uafhængige og gennemsigtige institutioner tage de to beslutninger særskilt: hvor mange penge der skal skabes, og hvordan de nyoprettede penge allokeres.

>>> ^ <<<
8.2 Pengeskabelsesudvalget
Et grundlæggende formål med et uafhængigt penge system er at reducere risikoen for at magten til at skabe penge misbruges eller udnyttes til private gevinster. De beføjelser, til at skabe og allokere penge som i øjeblikket er tilgængelig for alle kommercielle banker, vil blive ført tilbage til staten. Magten til at skabe penge vil tilhøre CBI, mens parlamentet vil beslutte, hvordan de nye penge allokeres. På den måde er magten til at skabe penge derved adskilt fra magten til at allokere nye penge.
Et uafhængigt Penge Skabelses Udvalg (eller den aktuelle Monetary Policy Committee) på CBI vil beslutte, hvor mange penge der er skabt af CBI, mens den valgte regering vil beslutte, hvor nye penge bliver brugt. Som med statsbudgettet, vil parlamentet debattere regeringens forslag til fordeling af nye penge.

>>> ^ <<<
8.3 At beslutte, hvor mange penge der skal skabes
I overensstemmelse med de demokratiske principper og gældende praksis, vil parlamentet gennem regeringen bestemme de overordnede mål og opgaver for pengepolitikken.
The Money Creation Udvalg (MCC) vil sigte mod at øge pengemængden i takt med den økonomiske vækst, men uden at overskride inflationsmålet (eksempelvis 2,5% om året).
Antages en indledende pengemængde på ISK 486 mia., en BNP-vækst på 2% og en inflation på 2%, så vil den krævede årlige stigning i pengemængden være tæt på ISK 20 mia. Selv om dette er et betydeligt beløb, er det mindre end 4% af det samlede budget.
MCC behøver ikke at lave perfekte beslutninger om pengeskabelsen for at levere en dramatisk forbedring på det nuværende system, hvor kommercielle banker har udvidet pengemængden med uholdbar hastighed. I modsætning hertil vil MCC ikke have andre mål end at skabe penge nok til at støtte den økonomiske vækst og fremme prisstabilitet.
Hver måned, vil MCC mødes og træffe beslutning om hvorvidt niveauet af penge i økonomien skal forhøjelse, dale, eller holdes konstant. Når mængden af nye penge er blevet besluttet, vil MCC autorisere skabelsen af pengene. De nyskabte penge kan så blive tilført økonomien som beskrevet nedenfor.

>>> ^ <<<
8.4 At indføre nye penge i økonomien
Ved at tage en beslutning om at øge pengemængden, bemyndiger MCC CBI til at skabe nye penge ved at øge saldo i regeringens Transaktionskonto. Disse nyoprettede penge er givet, snarere end udlånt, til regeringen og regnet som yderligere indtægter for staten.
De nyoprettede penge vil komme ind i økonomien i henhold til den valgte regerings tildelingsplaner, der er godkendt af parlamentet. Enhver blanding af følgende ruter kan anvendes til at sætte nye penge i omløb:

8.4.1 Nye penge brugt til at øge offentlige udgifter
Ved at bruge de nyoprettede penge til at øge de offentlige udgifter, kan regeringen øge levering eller kvaliteten af de offentlige ydelser som uddannelse, sundhedspleje eller offentlig transport, uden at øge skattetrykket eller mængden af låntagning i den offentlige sektor. Selv hvis alle nye penge blev brugt til dette formål, ville der kun være en forholdsvis lille stigning i de offentlige udgifter.
At bruge nye penge til offentlige udgifter vil have en tilbøjeligehed til at øge den økonomiske vækst.

8.4.2 Ny penge bruges til at sænke skatterne
Snarere end at øge udgifterne kan regeringen reducere skattetrykket, ved at bruge de nyskabte penge til at erstatte de reducerede skatteindtægter.
Den del af de ekstra penge, som skatteyderne vælger at tilbringe eller investere vil have tendens til at øge den økonomiske vækst.

8.4.3 Nye penge bruges til at reducere den offentlige gæld
Nyoprettede penge kan bruges til at reducere den offentlige gæld. Dette vil mindske fremtidige rentebetalinger på den offentlige gæld, hvilket giver mulighed for at sænke skatterne eller bruge flere penge på servicesektoren i fremtiden.
De fleste af de nye penge, der bruges til at reducere den offentlige gæld vil være tilbøjelige til at fortsætte med at cirkulere inden for de finansielle markeder (som investorer, der har modtaget pengene investere dem i andre aktiver) og har derfor ikke direkte indflydelse på væksten i realøkonomien.

8.4.4 Nye penge bruges til "borgerdividende"
Nyoprettede penge kunne fordeles mellem alle borgere, eller alle voksne.
I modsætning til at bruge nye penge til at sænke skatterne, kan en borgerdividende udbetales til dem, der ikke i øjeblikket betaler skat som følge af lav indkomst. Ligesom en skattenedsættelse, kan personer bruge udbyttet til højere forbrug, til opsparing eller til at betale gæld. Effekten på vækst afhænger af, hvordan offentligheden beslutter at bruge pengene.

8.4.5 Nye penge til at øge udlån til virksomheder
MCC kan, hvis behovet opstår, beslutte at skabe penge, der udlånes til banker specielt med henblik på udlån til virksomheder. Pengene kan lånes ud til banker, regionale banker, eller peer-to-peer udlånsselskaber med kravet om, at det kun er udlånt til virksomheder uden for den finansielle sektor. Dette sikrer et sundt niveau af kreditmidler til virksomhederne.
CBI vil ikke give lån direkte til virksomheder, heller ikke vælge de enkelte virksomheder, der skal modtage lån.

>>> ^ <<<
8.5 At fjerne penge fra omløb
En voksende økonomi vil som regel have brug for en voksende pengebestand. I normale tider, vil MCC justere den positive vækst i pengemængden ved at vælge at skabe større mængder af penge, når økonomien har brug for stimulus, og mindre mængder af penge, når den ikke gør. Men i ekstreme økonomiske omstændigheder kunne MCC beslutte, at der er behov for at reducere pengemængden. I dette tilfælde, er der forskellige måder at fjerne penge fra cirkulation.
Hvis pengene skal fjernes fra realøkonomien, så vil regeringen vælge metoden, men hvis pengene skal fjernes fra den finansielle sektor så vil CBI afgøre metoden.
For at fjerne penge fra den virkelige økonomi, er den mest direkte rute for regeringen at skære sine udgifter og samtidig holde skatter på deres nuværende niveau, men at hæve skatter vil også levere en kraftig reduktion.
For at fjerne penge fra den finansielle sektor, kan CBI sælge finansielle aktiver, som den allerede ejer eller reducere bankers adgang til CBI lån.
Hvis MCC, CBI og regeringen er enige om, at der er et for stort lager af penge i økonomien, så kunne disse institutioner beslutte ikke at gen -cirkulere en del af the Conversion Liability, som bankerne bliver nødt til at betale tilbage til CBI ved overgangen til Det uafhængige penge system. Denne metode kan, hvis det er nødvendigt, bruges til at afskaffe hundreder af milliarder ISK fra pengemængden over et par år. Conversion Liability forklares yderligere i kapitel 9.1.3 som beskriver overgangen til Det uafhængige penge system.

>>> ^ <<<
8.6 At holde regnskab med uafhængige penge
Vedtagelsen af et uafhængigt penge system kræver ikke en ændring i centralbankernes pengeregnskabspraksis. Traditionelt, regner Centralbankerne noter, mønt og reserver som passiver. Den samme metode kan også fungere med uafhængige penge skabt af CBI.
Dog kan det hævdes, at det er misvisende at redegøre for pengene som passiver hos CBI. I modsætning til konventionel statsgæld, har uafhængige penge ingen dato, hvor de skal være "tilbagebetalt", nar ingen renter og indehavere af penge kan kun kræve de samme penge til gengæld for deres penge. CBI har magt til at skabe disse penge når de ønsker og uden større omkostninger.
Det kan derfor være mere i tråd med virkeligheden at ikke at regne pengene ikke som passiver, men snarere som poletter (eller licenser), som CBI skaber til meget lav pris og sælger til pålydende værdi med profit. En stigning i penge ville derefter ikke blive vist, som en stigning i gæld, men som indkomst fra pengeskabelse. Denne indtægt vil føre til en stigning i CBIs egenkapital og dets evne til at udbetale udbytte til staten.
Debatten om, hvordan man klassificerer penge i centralbankkonti er interessant, men uden for rammerne af dette kapitel, da forslaget om Det uafhængige penge ikke i sig selv kræver en ændring i den regnskabsmæssige konvention for penge.
Ved hjælp af konventionel regnskabsføring, er en stigning i elektroniske uafhængige penge krediteret til regeringerne Transaktionskonto. Til afbalancering af transaktionen, udsteder regeringen en evig, nul-kupon (rentefri) obligation på samme beløb, som bliver et aktiv for CBI. Denne statsobligation vil ikke tælle som en del af den nationale gæld, da den ikke har serviceringsomkostninger og ingen tilbagebetalingsforpligtelse.
Denne metode til regnskabsmæssig behandling af nye uafhængige penge giver en måde at holde sig til traditionelle regnskabspraksis og samtidig erkende, at penge, der udstedes af staten, ikke er gæld til denne stat, eller en forpligtelse til at tilbagebetale andet end det samme pengebeløb.

>>> ^ <<<
9 Overgangen til uafhængige penge
Det uafhængige penge system overfører magten til at skabe penge fra kommercielle banker til CBI.
På første dag af gennemførelsen af reformen, er alle eksisterende bank- udstedte anfordringsindskud omdannet til Transaktionskonti i CBI. CBI påtager sig bankernes ansvar over for nuværende ISK konto indlånere. Til gengæld står bankerne i gæld til CBI med et tilsvarende beløb; dette nye ansvar er kendt som konverteringsansvar. For at undgå at stille bankerne bedre (eller værre) som en følge af denne ændring, vil renten på grund af konverteringsansvaret svare til den gennemsnitlige rente på tværs af alle før reformen anfordringstilgodehavender. Bankerne vil tilbagebetale konverteringsansvaret til CBI over en periode på flere år. Tilbagebetalingstidsplanen for konverteringsansvaret vil blive besluttet, under hensyn til bankernes aktiver’ og likviditetstilbagebetalingsstrukturer. Bankerne skal derfor, fra første dag, ikke profitere eller have omkostninger som følge af denne overførsel.
På dag ét, vil alle opsparingskonti konverteres til Investeringskonti, der ikke er tilgængelige på efterspørgsel og kan ikke anvendes til at foretage betalinger.
Fra dag ét, vil økonomien være i drift på grundlag af det reformerede monetære system med øget stabilitet i pengemængden. Dog vil det tage flere år for de nuværende gældsniveauer at tilpasse sig det nye system, som gæld, skabt af oprettelsen penge under fraktioneret reserve systemet, bliver tilbagebetalt. Banker vil derfor have en årrække til at tilpasse deres drift.
Overgangsprocessen forklares yderligere i de følgende underafsnit.

>>> ^ <<<
9.1 Konto konverteringer
9.1.1 Transactionskonti og investeringskonto
Kommercielle bankers og andre indlånsinstitutioners ISK-denominerede anfordringstilgodehavender vil blive konverteret til Transactionskonti i CBI. Derfor vil indlån ikke længere registreres som passiver på bankernes regnskab, men som uafhængige penge, der er udstedt af og holdt hos CBI.
Opsparingskonti, tidsbegrænsede og varsels opsparingskonti konverteres til investeringskonti og forbliver i hver af bankernes regnskaber.
Statens reserver hos CBI vil blive flyttet til en offentlig transaktionskonto, også på CBI.
9.1.2 Driftskonti
Reserver på CBI ejet af banker og andre finansielle institutioner vil blive konverteret til driftskonti for de respektive banker. Sådanne konti vil fortsat blive registreret som aktiver hos kommercielle banker.
I modsætning til CBI reserver i det nuværende system, som kun kan bruges til at foretage betalinger bankerne imellem, kan midlerne i driftskonti overføres til CBI konti i andre banker eller til kunders transaktionenskonti.

9.1.3 Konverteringsansvar
Hver bank vil registrere en ny forpligtelse til CBI, på samme beløb som de anfordringsindskud, som flyttes fra banken til CBI. Dette ansvar kaldes konverteringsansvar.
Konverteringsansvaret skal tilbagebetales til CBI svarende til en tidsplan, der matcher løbetidsprofilen for bankens aktiver (dvs. banken vil tilbagebetale CBI med samme hastighed, som bankens udlån til virksomheder og offentligheden tilbagebetales). Konverteringsansvaret vil betale renter, der ligner de renter, som bankerne betaler for indlån. Bankerne skulle derfor ikke tjene profit eller have tab ved at anfordringsindskud flyttes til CBI.
Hver måned, når bankernes kunder tilbagebetaler deres banklån, vil bankerne til gengæld tilbagebetale en del af deres konverteringsansvar til CBI. Processen ved tilbagebetaling sletter penge fra pengemængden. Dog vil CBI skabe nye uafhængige penge til at erstatte de slettede penge og holde pengemængden konstant. Regeringen vil beslutte, hvordan de nye penge kommer ud omløb, idet der tages hensyn til behovet for pengene i realøkonomien vs. det finansielle marked.
Antaget, at ISK 400 mia. anfordringsindskud omdannes til transactionskonti på CBI, vil bankernes samlede konverteringsansvar udgøre 400 mia. ISK.
For eksempel, hvis vi antager, at bankerne vil tilbagebetale konverteringsansvaret jævnt over en periode på 10 år, vil CBI hvert år modtage ISK 40 mia. af uafhængige penge fra bankerne, og regeringen bliver nødt til at beslutte, hvordan de sætte nye penge i omløb igen. Regeringen kan gøre det ved at reducere den offentlige gæld, ved lavere skatter, ved øgede udgifter eller ved at investere i ny infrastruktur, eller ved at låne til banker for udlån til enkeltpersoner og ikke-finansielle virksomheder.

>>> ^ <<<
9.2 Tilgængelighed af bankkredit efter overgangen
Efter ændringen til Det uafhængige penge system, vil bankerne ikke længere være i stand til at skabe penge ved udlån. Men de vil stadig være i stand til at udlåne, ved hjælp af midler, som de låner fra opsparere eller egne midler. Der er en række kilder til midler, der sikrer, at bankerne vil have adgang til nok penge til at imødekomme efterspørgslen på lån.
Fra dag ét, vil bankerne have adgang til betydelige midler i deres driftskonti, der nu kan låne ud til virksomheder og medlemmer af offentligheden. Det er de midler, der før reformen, var holdt i reservekravskonti, der - som reserver - kunne kun bruges bankerne imellem, men ikke udlånes til offentligheden. Da driftskonti ikke vil tjene renter, vil bankerne ønsker at udlåne de midler, der ikke er nødvendige for driften.
Efter reformen vil afdrag på eksisterende kunders udlån afdrages til bankens Investment Pool-konto. Disse midler kan derefter bruges til at finansiere nye udlån til kunder. Desuden vil renter fra kunders udestående lån i banker blive føjet til bankernes driftskonto. Banken kan derefter vælge at geninvestere denne indkomst ved at bruge den til at finansiere nye lån.
I starten vil bankernes investeringspuljer være tomme, men fra dag ét vil banker begynde at tiltrække midler fra kunder, der ønsker at tjene renter på deres penge. Midler i transaktionskonti vil ikke tjene renter, så kunderne vil have et incitament til at flytte midler, der ikke er behov for i den nærmeste fremtid, til i rentebærende konti.
Hvis der er et overskud af midler til udlån, hvilket skaber en risiko for et udlånsboom, kan CBI tillade banker at reducere deres overskydende midler ved straks at tilbagebetale noget af deres konverteringsansvar. Dette vil effektivt reducere pengemængden.
Hvis der er en mangel på midler til udlån, vil bankerne tilbyde højere renter for at tiltrække midler fra opsparere, som de derefter kan bruge til udlån. Hvis CBI ikke ønsker at markedsraterne stiger yderligere, kan den skabe nye penge og udlåne dem til kommercielle banker.

>>> ^ <<<
9.3 Virkninger af et uafhængigt penge system
9.3.1 Vigtigste fordele
I det reformerede system, vil bankernes udlån ikke udvide pengemængden og afdrag på banklån vil ikke reducere pengemængden. Pengemængden vil være stabil uanset bankernes udlånsaktivitet.
CBI vil være i direkte kontrol over pengeskabelsen snarere end at forsøge at påvirke kommercielle bankers udlån og pengeskabelse.
Penge kan indføres i økonomien uden behov for at enhver privatkunde eller virksomhed påtager sig mere gæld.
Potentialet for misbrug af magten til at skabe penge for individuel vinding er stærkt reduceret.
Betalingssystemet vil fungere ved hjælp af uafhængige penge og ikke bankers passiver.
Risiko og belønning i banksektoren vil blive bedre afstemt. Staten og skatteyderne vil ikke være forpligtet til at redde nødlidende banker. En indlånsforsikringsordning vil ikke være nødvendig.
Indtægterne fra at skabe penge vil gavne staten og samfundet som helhed snarere end bankerne.
En engangs-nedbringelse af den offentlige gæld, på 3-400 milliarder ISK, idet bankskabte penge er afskaffes og erstattes af uafhængige penge.
Med direkte styring af pengemængden, vil CBI have en bedre chance for at opfylde sine mål for monetær og finansiel stabilitet.

9.3.2 Banker fortsætter med deres vigtigste roller
Post-reform vil kommercielle banker ikke være i stand til at skabe penge, men de vil fortsætte med at yde vigtige tjenester:
Bankerne vil fortsætte med at fungere som mellemled mellem opsparere og låntagere.
Bankerne vil tillade småsparere at deltage i at lave store lån.
Bankerne vil gøre det muligt for på hinanden følgende kortsigtede investorer til at foretage langsigtede lån.
Selvom midlerne i transaktionskonti vil blive lagret på CBI, vil kommercielle banker fortsætte med at yde deres kunder alle services i forbindelse med transaktionskonti, såsom betalingskort, opgørelser, internet eller mobil banking, og så videre.
9.3.3 Positive aspekter for kommercielle banker
Bankerne vil miste evnen til at skabe penge og gradvist miste indtægter i forbindelse med at skabe penges. Dog vil bankerne også drage fordel af reformen.
Idet bankkrak ikke længere truer betalingssystemet kan der være en mulighed for at reducere eller forenkle reguleringen af banker, hvilket tillader bankerne at reducere faste omkostninger.
Post-reform, vil bankerne have en meget mindre løbetidskløft mellem deres aktiver og passiver. Konverteringsansvaret vil have en løbetid på flere år, mens anfordringsindskud som det erstattede havde en løbetid på nul dage, hvilket betyder at de kunne trækkes tilbage uden varsel. Opsparingskonti, hvoraf mange kunne hæves fra uden varsel, bliver Investeringskonti med definerede løbetider og opsigelsesvarsler. Dette gør likviditetsstyringen lettere for bankerne, og bankerne vil være mere sikre.
Idet alle Transaktionskonti vil blive holdt på CBI, vil der ikke være behov for at finansiere en kostbar indlånsgaranti for transaktionskonti.
Bankerne vil være i stand til at opkræve transaktionsgebyrer og kontogebyrer for at levere forskellige ydelser til indehavere af Transaktionskonti.
Lavere gældsniveauer i hele økonomien vil sænke risikoniveauer, finansiel ustabilitet, og reducere lån nedskrivninger. Dette sikrere langsigtede miljø for banksektoren bør delvist opvejet tabet af midler fra pengeskabelse.

9.3.4 Lavere renter
Post-reform, vil økonomien og pengemængden kunne vokse i harmoni og uden at øge det samlede gæld og BNP. Da bankernes Konverteringsansvar tilbagebetales over en årrække, vil både offentlig og privat gæld reduceres. De aggregerede økonomiske regnskaber vil vokse sig stærkere, hvilket betyder, at den finansielle situation for låntagere vil forbedre, både når der forhandles med indenlandske og udenlandske långivere. Denne lavere risiko burde have tendens til at sænke renten.
Staten vil være i stand til at låne mindre end før, fordi den vil få betydelige nye indtægter fra pengeskabelsen, især mens bankerne betaler af på konverteringsansvaret. Da staten låner væsentligt mindre end før, vil effekten på markedet gå i retning af lavere renter.
Indlånsforsikring vil ikke være nødvendigt, så bankerne vil ikke blive nødt til at tage højde for en forsikringspræmie i deres rentesatser.
Da CBI vil være i stand til at styre pengemængden direkte, vil renten ikke længere behøve at blive hævet af CBI for at at modvirke de kommercielle bankers pengeskabelse. Dette skulle resultere i mere stabile renter i hele økonomien.
Stabiliteten af priser vil blive meget bedre, når pengemængden vokser i harmoni med økonomien. Inflationspræmien i udlånsrenten kan blive lavere.

9.3.5 Påvirkningen på betalingssystemet
Betalingssystemet vil ikke længere være afhængigt af bankers individuelle solvens og likviditet. I stedet for at bruge bankgæld som penge, vil betalingerne ske med gældfri uafhængige penge, skabt og holdt i risikofri transaktionskonti på CBI.
Selvom bankerne vil opkræve deres kunder et gebyr for håndtering af transaktionskonti, vil sådanne gebyrer sandsynligvis være beskedne. Hvis gebyrerne er for høje hos en bank, kan kunderne nemt overføre håndteringen af deres Transaktionskonti til en bank, der tilbyder bedre gebyrer.
Der vil ikke være nogen ændring i den måde banker håndtere sedler og mønt. Bankerne vil tilbyde veksling mellem kontanter og Transaktionskonti, for et beskedent ekspeditionsgebyr.
Efterspørgslen på pengesedler, som en sikker opbevaring af penge, kan falde lidt, fordi Transaktionskonti på CBI vil tilbyde et risikofrit alternativ, som er mere praktisk end pengesedler.

>>> ^ <<<
9.4 Eftervirkninger i international sammenhæng
9.4 Eftervirkninger i international sammenhæng
At reformere til uafhængigt skabte penge i stedet for penge skabt af kommercielle banker, ændrer ikke den måde, vi laver international handel. En ISK vil stadig være en ISK i international sammenhæng.
9.4.1 ISKs øgede tiltrækningskraft.
Ved at reformere til et uafhængigt penge system, vil en meget stor kilde til ustabilitet blive fjernet. Pengemængden kan vokse i harmoni med økonomien og ISK vil være en mere stabil valuta end før.
En reform til uafhængige penge kan derfor bidrage til at gøre Island mere attraktiv for udenlandske investorer.
9.4.2 Ingen indvirkning på international valutaveksling
Strukturen af de betalingssystemer, der håndterer valutaveksling landene imellem er uafhængig af, om ISK oprindelig er skabt af CBI eller af kommercielle banker.
I et uafhængigt penge system, er processen for udveksling af ISK med udenlandsk valuta stort set den samme som i et fraktional reserve system. Internationale banker, der ønsker at købe eller sælge ISK vil ikke bemærke nogen forskel i den måde processen fungerer.

>>> ^ <<<
9.5 Skepsis vedrørende et uafhængigt pengesystem
Som med andre forslag, er Det uafhængige penge system blevet mødt med skeptiske spørgsmål. Dette kapitel omhandler centrale spørgsmål, der ofte rejses, og hvordan fortalere for uafhængige penge har svaret på dem.
9.5.1 Vil evnen til at udføre modenhed transformation gå tabt?
Modenhed transformation er den proces, hvor bankerne udnytter kortfristede indskud til at finansiere langfristede lån. Processen giver indskyderne del i renter, der opkræves af bankerne, uden nogen forpligtelse. Der er reel risiko for alt at for mange indskydere vælger at hæve penge. I et sådant tilfælde, kan banken blive illikvid og staten kan skulle træde til, som regel på bekostning af skatteyderne. Det kan hævdes, at brug af anfordringsindskud for modenhed transformation i det nuværende system ville være vanskeligt uden den implicitte statsgaranti på indlån.
I et uafhængigt penge system, kan transaktionskonti ikke anvendes til modenhed transformation. De vil blive fastholdt på CBI og altid være til rådighed for tilbagetrækning. Men i stedet for at have anfordringsindskud som en form for finansiering, vil bankerne blive finansieret med konverteringsansvar, som skal tilbagebetales over en årrække. Derfor vil bankerne efter reformen have langt mindre løbetids mismatch mellem deres aktiver og passiver end før.
Indlån i Investeringskonti vil være tilgængelige for modenhed transformationsprocessen. Investeringskonti kan ikke trækkes tilbage på efterspørgsel, så den likviditetsrisiko som er en del af modenhed transformation er reduceret i forhold til den nuværende situation.

9.5.2 Skat på penge
Indsigelser mod at overføre værdien af pengeskabelsen til staten, går på, at det er at beskatte penge.
Antagelsen synes at være: for det første, at kommercielle banker, der opererer i et konkurrencepræget marked er nødt til at give alle de særlige fortjenester fra pengeskabelsen videre til deres kunder. Og for det andet, at dette ville distribuere overskuddet af pengeskabelsen retfærdigt i hele samfundet.
Huber og Robertson stiller spørgsmålstegn ved begge punkter:
"Konkurrencen mellem bankerne ikke er tilstrækkelig hård til at opnå den første, og der er ingen grund til at antage, at selv hvis det var, at den resulterende fordeling af de særlige fortjenester ville være økonomisk effektiv og socialt retfærdig.
Faktisk har indsigelsen bagslag. At definere seigniorage som en skat indebærer erkendelse af, at tillade de kommercielle banker at skabe nye penge, som nu, giver dem mulighed for at opkræve en privat skat. Få mennesker vil være enige i, at det er at foretrække fremfor at tælle værdien af nye uafhængige penge som offentlige indtægter.” ⁶⁷
For at perfekt konkurrence kan eksistere kræver det, at der er et stort antal konkurrenter, ingen barrierer for start eller exit, perfekt information, nul omstillingsomkostninger for kunderne, non-økonomier af en hvis størrelse, rationelle kunder etc. Sådanne betingelser gælder ikke for bankvirksomhed i almindelighed og slet ikke i Island, hvor tre store banker har mere end 90% af markedsandelen.
9.5.3 Hvad hvis pengeskabelsesudvalget laver fejl?
Det er blevet påpeget, at pengeskabelsesudvalget ikke kan besidde alle de nødvendige oplysninger for at skabe den optimale mængde af penge for økonomien. Bekymringen er, at udvalgets forkerte beslutninger kan føre til enten inflation eller til at økonomien ikke formår at opnå sit potentiale.
Det ville være urealistisk at kræve eller forvente perfekte pengeskabelsesbeslutninger under et uafhængigt penge system. Men det ville også svært at tro, at et udvalg, der har til opgave at skabe den rette mængde penge til økonomien konsekvent vil skabe penge med lignende overskud, som de kommercielle banker har gjort i fortiden.
9.5.4 Frygt for at regeringen vil skabe penge til at finansiere sin politik
Der er også bekymring om, at hvis regeringerne får lov til at skabe penge direkte, vil de blive revet med og skabe store mængder af penge til at betale for stemme-vindende projekter.
Under Det uafhængige penge system, har regeringen dog ikke direkte tilladelse til at skabe nye penge. Beslutningen om at oprette penge ville ske ved en pengeskabelse, som er uafhængig af regeringen, på grundlag af, hvad der er passende for økonomien som helhed. Udvalget vil ikke har beføjelse til at afgøre, hvem der nyder godt af dens pengeskabelse eller hvad nye penge vil blive brugt til. Tildelingen af nye penge vil blive besluttet på demokratisk vis af parlamentet.
I det nuværende system har kommercielle banker imidlertid lov til både at skabe penge og beslutte, hvad nye penge bruges til. Banker tilskyndes i øjeblikket til at skabe penge baseret på, hvad der er bedst for deres bundlinje, men ikke, hvad der er passende for økonomien som helhed.
9.5.5 En nationalisering af banksystemet
Nationalisering af penge forveksles undertiden med en nationalisering af banksystemet selv.
Uafhængige penge giver magten til at skabe penge tilbage til CBI, men ejerskab af banker forbliver uændret og bankerne vil fortsat yde banktjenester som før. Selvom Transaktionskonti vil blive holdt på CBI, vil kommercielle banker fortsætter med at håndtere kunder og tjenester i forbindelse med sådanne konti. CBI vil ikke udlåne penge til offentligheden eller til selskaber, udlån vil forblive bankers eksklusive domæne.
9.5.6 Kredittilgængelighed
Der er bekymring for at, når man fjerner bankernes evne til at skabe penge til udlån, kan det medføre en reduktion i tilgængeligheden af lån i forhold til det nuværende system, og at det nye system ville være alt for begrænset.
I det nuværende system, er de fleste af de penge, skabt af bankerne blevet udlånt til køb af eksisterende aktiver, der forårsager prisbobler på aktiver og krise. (Se kapitel 5.2)
Der vil være mindre kredit til rådighed som brændstof for hurtige prisstigninger på aktiver i et uafhængigt pengesystem. Det vigtige spørgsmål er, om der vil være nok kredit til rådighed til at folk kan købe huse og opfylde finansieringsbehov i realøkonomien.
I overgangsperioden vil det private og det offentlige gældsniveau falde som gæld, da det stammer fra den nuværende pengeskabelse, som bliver tilbagebetalt, og gældfri uafhængige penge skabes i stedet. Dette vil øge andelen af egenkapitalfinansiering i økonomien og efterspørgslen på lån vil sandsynligvis falde.
Så længe pengemængden vokser i takt med økonomien og opsparere er ivrige efter at tjene renter på deres opsparing, og så længe renten kan afspejle udbud og efterspørgsel, bør bankerne have penge nok til at låne ud. Hvis der imidlertid er mangel på kredit, eller hvis renten anses for høj, kunne CBI gribe ind. Forfatterne til Det uafhængige pengesystem forslag har foreslået følgende svar:
"Efter reformen, ville Money Creation udvalget også have til opgave at sikre, at virksomhederne i den virkelige (ikke-finansielle) økonomi har tilstrækkelig adgang til kredit. ... Den [Centralbanken] ville overvåge økonomien både gennem kvantitative og kvalitative metoder. Hvis, på grundlag af denne analyse [Centralbanken] konkluderede, at bankerne ikke var i stand til at imødekomme efterspørgslen på lån fra kreditværdige låntagere og virksomheder, og dette negativt påvirkede økonomien, så kunne [Centralbanken] opveje underskuddet ved at skabe ekstra penge specifikt med henblik på udlån til virksomheder. Disse penge vil blive udlånt til banker med kravet om, at midlerne kun udlånes til virksomheder uden for den finansielle sektor (snarere end ejendom eller virksomheder i den finansielle sektor)." ⁶⁸
Skabelsen af penge til banker, specifikt til at udlåne til realøkonomien kan stride mod centralbankens praksis med at overlade afgørelser om tildeling af kredit udelukkende til markederne. Men efter krisen har nogle centralbanker besluttet at rette kredit mod bestemte sektorer. I juli 2012, lancerede Bank of England et Funding for Lending Scheme (FLS), der specifikt tilskyndede banker og sparekasser at øge långivningen til realøkonomien. Ordningen er siden blevet ændret til yderligere at øge udlån til små og mellemstore virksomheder. Lignende ordninger er aktiveret af centralbankerne i Korea, USA og Eurozonen.
Adair Turner konkluderer, at bankens præference til at give udlån til fast ejendom, bør kompenseres for ved regulering:
"Overladt til sig selv, ville banker udlåne meget mere til fast ejendom end hvad socialt optimale er. Dette førte til krisen og socialisering af gæld. Denne præference for udlån til fast ejendom skal modsvares af, langt højere krav til bankernes kapitalgrundlag, meget højere konjunkturudlignende kapitalkrav, øgede risikovægtene kapital til udlån til fast ejendom over IRB niveauer, lån til indkomstbegrænsninger for låntagere og ved at reformere nogle banker til ikke at give udlån til fast ejendom." ⁶⁹
Centralbankernes post-krise incitamentsordninger og Turners konklusioner viser, at det bliver acceptabelt for centralbankerne at lede udbuddet af bankkredit væk fra den finansielle sektor og hen mod realøkonomien.
9.5.7 Udvikling af alternative betalingsmidler
Sovereign Penge forslaget forsøger ikke at styre alle former for "penge" i systemet. Uafhængige penge indebærer kun kontrol over den type penge, der ved lov accepteres som betaling i handel og til afvikling af gæld og skatter.
Uanset en monetære reform, kan der være situationer, hvor alternative fællesskabsvalutaer kan være et nyttigt svar på den økonomiske krise.
Men motivationen til at skabe pengeerstatninger er stærk i enhver monetært system, da udstederen er belønnet med seigniorage (møntningsgevinst). Hvis pengeerstatninger får lov til at få for meget trækkraft, kan de føre til inflation og aktivbobler.

9.5.8 Formodede internationale ulemper
Uafhængige penge vil sandsynligvis skulle pioneres af et land. Spørgsmålet er, om det pågældende land vil stå over for internationale ulemper.
Vil reformen skabe vanskeligheder med at indgå i transaktioner med andre lande? Der er ikke nogen indlysende grund til at sådanne vanskeligheder skulle opstå. Det gør ingen forskel med hensyn til internationale transaktionssystemer, om CBI eller kommercielle banker skaber den lokale valuta.
Vil valutakursen blive påvirket? Vile reformere tilskynde kapitalflugt? Dette kan afhænge af, hvor godt den påtænkte reform forklares. Kontrol med pengeskabelsen vil blive forbedret, og væksten af penge vil være mere i overensstemmelse med behovene i økonomien. Større valutastabilitet, og derfor bør økonomien ikke gøre landet mindre attraktivt for udenlandske investorer.
Vil indenlandske banker der er frataget evnen til at skabe penge være konkurrencemæssigt dårligere stillet over for udenlandske banker? Det skal bemærkes, at bankerne ikke vil miste indtægter fra pengeskabelsen natten over. Det vil ske gradvist over en årrække som bankerne tilbagebetaler Konverteringsansvar. Dette skulle give indenlandske banker tid til at justere deres drift. Indenlandske banker, der har bedre information om hjemmemarkedet end udenlandske banker, vil sandsynligvis bevare den konkurrencemæssige fordel, når de udlån til virksomheder, der primært driver forretning på hjemmemarkedet.
Men store udenlandske banker med overlegne stordriftsfordele og lavere finansieringsomkostninger, har allerede en konkurrencefordel overfor islandske banker, når det gælder udlån til store islandske eksportvirksomhede.

>>> ^ <<<

Kilde henvisninger

Act on Bunadarbanki Islands no. 115/1941.
Act on Commerical and savings banks no. 43/1993
Act on Landsbanki Islands no. 11/1961
Act on the Central Bank of Iceland no. 36/1986
Act on the Central Bank of Iceland no. 36/2001
Adalid, R. and Detken, C. (2007). Liquidity Shocks and Asset Price Boom/Bust Cycles. ECB Working Paper No. 732.
AICPA Committee on Terminology. (1953). Accounting Terminology Bulletin No. 1. Review and Résumé. American Institute of Accountants.
Arestis, P. & Sawyer, M. (2003). Can Monetary Policy Affect the Real Economy? The Levy Institute Public Policy Brief, 71.
Arnason, A. (October 2011). Iceland’s Recovery. Opening remarks by Mr. Árni Páll Árnason, minister of economic affairs on October 27th, 2011. Seminar: Iceland’s Recovery – Lessons and Challenges. International Monetary Fund.
Baldursson, F. (November 2011). Iceland’s programme with the IMF 2008–11. Column, Voxeu. Retrived on 2014, April 30th, from: www.voxeu.org
Baldursson, F. & Portes, R. (September 2013) Gambling for resurrection in Iceland: the rise and fall of the banks. CEPR Discussion Paper No. DP9664.
Bank for International Settlements (BIS). (2011). Macroprudential regulation and policy. BIS Paper no. 60. December 2011, Bank for International Settlements.
Bank of England. (2014). Money creation in the modern economy. Bank of England Quarterly Bulleting, 2014, Q1. Bank of England.
Benes, J. & Kumhof, M. (2012). The Chicago Plan Revisited. International Monetary Fund.
Bezemer, D. (2009). Banks As Social Accountants: Credit and Crisis Through an Accounting Lens.
Brillembourg, A., & M. Khan (1979) The Relationship Between Money, Income, and Prices: Has Money Mattered Historically? Journal of Money, Credit, and Banking, August, 358–36
Central Bank of Iceland (2000). The Financial System: Strengths and weaknesses. Central Bank of Iceland Monetary Bulletin, no. 4. Central Bank of Iceland.
Central Bank of Iceland (2004). Efnahagsleg áhrif breytinga á fyrirkomulagi lánsfjármögnunar íbúðarhúsnæðis.Skýrsla Seðlabanka Íslands til félagsmálaráðherra.
Central Bank of Iceland (2005). Financial Stability Report, 2005. Central Bank of Iceland.
Central Bank of Iceland (2006). Financial Stability Report, 2006. Central Bank of Iceland.
Central Bank of Iceland (2007). Tighter monetary policy needed. Monetary Bulletin, November edition, 2007. Central Bank of Iceland.
Central Bank of Iceland (2009). Financial Stability Report, 2009.
Central Bank of Iceland.
Central Bank of Iceland (2013). Annual Report.
Central Bank of Iceland (2013a). Foreword by the Deputy Governor to Financial Stability Report 2013/2. Central Bank of Iceland.
Central Bank of Iceland (2013b). Fjármálainnviðir. Central Bank of Iceland.
Central Bank of Iceland (2014). Financial Stability Report, 2014/2. Central Bank of Iceland.
Central Bank of Iceland (2014a). Skýringar og svör (e. Explanations and answers). Website of the Central Bank of Iceland. Retrieved 2014, April 2nd from: www.sedlabanki.is
Central Bank of Iceland (2014b). Peningastefna (e. Monetary Policy). Website of Central Bank of Iceland. Retrieved 2014, April 2nd from: www.sedlabanki.is
Central Bank of Iceland (2014c). Monetary Policy. Website of Central Bank of Iceland. Retrieved 2014, April 2nd from:www.cb.is
Central Bank of Iceland (2014d). Financial Stability. Website of Central Bank of Iceland. Retrieved 2014, April 2nd from: www.cb.is
Central Bank of Iceland (2014e). Tæki og miðlun peningastefnunnar (e. Instruments and transmission mechanism)Website of Central Bank of Iceland. Retrieved 2014, April 2nd from: www.sedlabanki.is
Central Bank of Iceland (2014f). Modifications to monetary policy instruments. Press release published on official website of Central Bank of Iceland. Retrieved 2014, May 25th from: ww.cb.is
Central Bank of Iceland (2014g). Breytingar á bindiskyldu lánastofnana í Seðlabanka Íslands (e. Changes to the Central Bank of Iceland reserve requirement for deposit institutions). Press release published on official website of Central Bank of Iceland. Retrieved 2014, April 15th from: www.sedlabanki.is
Central Bank of Iceland (2014h). Payments System. Official website of Central Bank of Iceland. Retrieved 2014, June 25th from: www.cb.is
Clews, R., Salmon, C. & Weeken, O. (2010). The Bank’s Money Market Framework. Bank of England Quarterly Bulletin. Q4.
Ryan-Collins J, Greenham T, Werner R. A., Jackson A. (2012). Where Does Money Come From?. London: New Economics Foundation.
Constâncio, V. (2011). Challenges to monetary policy in 2012. Speech at the 26th International Conference on Interest Rates. Frankfurt am Main.
Dyson, B., Greenham, T., Ryan-Collins, J. & Werner, R. (2011). Towards A Twenty-First Century Banking And Monetary System. Centre for Banking, Finance and Sustainable Development at the University of Southampton, New Economics Foundation, Positive Money.
Euroinvestor (2014). Icebank annual report 2007. Retrieved on 2014, april 10th, from:www.euroinvestor.fr/actualites/2008/02/05/icebank-arsreikningur-200/9722414
Ferguson, N. (2008). The Ascent of Money: A Financial History of the World. Allen Lane.
Financial Crises”. NBER Working Paper 13882. National Bureau of Economic Research.
Fisher I. et al, (1939), A program for monetary reform, (was not published. Contents attributed to copies at the Colorado State College Library)
Friedman, M. (1960). A Program for Monetary Stability. Fordham University Press.
Friedman, M. (1988). Money and the Stock Market. Journal of Political Economy, No. 96 (2), pp. 221-245.
Friedman, M. (1989). Quantity theory of money. The New Palgrave: Money. Editors Eatwell, J., Milgate, M. & Newman, P. The Macmillan Press Limited.
Galbraith, K. (1975). Money: Whence It Came, Where It Went. Houghton Mifflin.
Goodhart, C. (1984). Monetary Policy in Theory and Practice. London: Macmillan.
Government Offices of Iceland (2012). Endurreisn bankanna: 414 milljarðar króna (e. Recapitalization of the banks: 414 bn ISK). Press release on the official website of the government offices of Iceland. Retrieved on 2014, April 30th from: www.stjornarrad.is
Greiber, C. and Setzer, R. (2007). Money and housing – evidence for the euro area and the US. Discussion Paper. Series 1: Economic Studies, No 12/2007. Deutsche Bundesbank, Frankfurt am Main.
Gudmundsson, M. & Kristinsson, Y. (1997). “Peningastefna á Íslandi á 10. áratugnum” (e. Monetary Policy in Iceland in the nineties).
Fjármálatíðindi, 44th ed., part 2. Central Bank of Iceland.
Hammond, G. (2012). State of the art of inflation targeting. Centre for Central Banking Studies, handbook no. 29, February 2012 version. Bank of England.
Holmes, A. (1969). Operational Constraints on the Stabilization of Money Supply Growth. Controlling Monetary Aggregates. Federal Reserve Bank of Boston.
Huber, J. & Robertson, J. (2000). Creating New Money. A Monetary Reform for the Information Age. New Economics Foundation.
Huber, Joseph 2010: Monetäre Modernisierung. Vollgeld und Monetative, Marburg: Metropolis Verlag, 4th edition 2014.
Institute of Economic Studies (Hagfræðistofnun Háskóla Íslands) (2003). Áhrif rýmri veðheimilda Íbúðalánasjóðs á húsnæðisverð og hagstjórn. Skýrsla nr. C03:06.
International Monetary Fund (IMF) (2013). What is Shadow Banking. in Finance and Development, June 2013. Retrieved on June 23rd, 2014 from: www.imf.org
International Monetary Fund (IMF) (2014). Global Financial Stability Report. Chapter 3. How Big is the Implicit Subsidy for Banks Considered Too Important to Fail? International Monetary Fund.
Jackson, A. & Dyson, B. (2013). Modernising Money. Why our Monetary System is Broken and How it can be Fixed.Positive Money.
Jordá, O., Schularick, M. & Taylor, A. (2011). Financial Crises, Credit Booms and External Imbalances: 140 Years of Lessons. IMF Economic Review 59 (pp. 340–378).
Jónsson, Á (April, 2013). “Hvað gerist þegar peningamagn í umferð er nær fjórfaldað á fjórum árum?” (e. What happens when the money
supply is quadrupled in four years?). Presentation at Central Bank of Iceland on April 3rd 2013.
Kashyap, A., Stein, J. & Hanson, S (2010). An Analysis of the Impact of
“Substantially Heightened” Capital Requirements on Large Financial Institutions. Journal of Economic Perspectives, 2010.
Kay, J. (2009). Narrow Banking.
Keen, S. (2011). Debunking Economics: The Naked Emperor Dethroned?
Zed Books.
Keen, S. (2011). House Prices and the Credit Impulse. Retrieved from www.debtdeflation.com
Keen, S. (2012). The Debtwatch Manifesto. Retrieved from: www.debtdeflation.com
Keynes, J. M. (1936). The General Theory of Employment, Interest and Money. Palgrave Macmillan.
Kindleberger, C. (1978). Manias, Panics, and Crashes. Basic Books.
King, M. (2010) Banking: From Bagehot to Basel, and Back Again. The Second Bagehot Lecture, Buttonwood Gathering, New York City.
Kotlikoff, L. (2010). Jimmy Stewart Is Dead. John Wiley & Sons.
Kristinsson, Y. (2000). Implementation of monetary policy and Central Bank instruments. Central Bank of Iceland Monetary Bulletin, no. 4. Central Bank of Iceland.
Kydland, F. & Prescott, E. (1990). Business cycles: Real facts and a monetary myth. Federal Reserve Bank of Minneapolis.
Laven, L. & Valencia, F. (2012). Systemic Banking Crises Database: An Update. IMF Working Paper.
Mayer, Thomas 2014: Die neue Ordnung des Geldes, München: Finanzbuchverlag.
Mayer, Thomas and Roman Huber 2014: Vollgeld, das Geldsystem der Zukunft. Marburg: Tectum Verlag.
Ministry of Welfare (April, 2013). Greinargerð um fjárhagsstöðu heimilanna (e. Report on financial position of households). Retrieved, 2014, May 20th from: www.velferdarraduneyti.is
Minsky, H. (1986). Stabilizing an Unstable Economy. New York: McGraw-Hill.
Modigliani, F. & Miller, M. (1958). The Cost of Capital, Corporation Finance and the Theory of Investment. The American Economic Review, Vol. 48, No. 3, pp. 261-297.
Moore, B. (1988). Horizontalists and Verticalists. Cambridge:
Cambridge U.P.
National Audit Office (2012). “Fyrirgreiðsla ríkisins við fjármálafyrirtæki og stofnanir í kjölfar bankahrunsins (e. Payments from the government to financial instituions in the aftermath of the banking crisis). Retrievd on 2014, April 28th, from: www.rikisendurskodun.is
National Audit Office. (2009). “Endurskoðun ríkisreiknings 2008” (e.
Audit of the 2008 Treasury Account. Retrieved on 2014, April 10th, from: www.rikisendurskodun.is
Petursson, T. (2001). “Nýr rammi peningastefnunnar” (e. The transmission mechanism of monetary policy. Central Bank of Iceland Monetary Bulletin, no. 4. Central Bank of Iceland.
Petursson, T. (2010). Inflation control around the world: Why are some countries more successful than others?Inflation Targeting: Lessons Learned and Future Prospects. Editors D. Cobham, Ø.
Prime Minister’s Office (2008). “Yfirlýsing ríkisstjórnar (Statement by the Government). Press release on October 6th, 2008, Prime Minister’s
Office official website. Retrieved on May 30th, 2014 from: www.forsaetisraduneyti.is
Regulation on liquidity ratios (Ice: Reglur um lausafjárhlutfall o.fl.), no. 1055/2013. Retrieved on 2014, April 10th from: http://www.stjornartidindi.is/
Regulation on reserve requirements (Ice: Reglur um bindiskyldu), no. 388/2002. Retrieved on 2014, April 10th from:http://www.stjornartidindi.is/
Regulation on reserve requirements (Ice: Reglur um bindiskyldu), no. 906/2003. Retrieved on 2014, April 10th from:http://www.stjornartidindi.is/
Reinhart, C. M. & Rogoff, K. S. (2008). This Time is Different: Eight Centuries of Financial Folly. Princeton University Press
Ryan-Collins, J. Greenham, T., Jackson, A. & Werner, R. (2011). Where Does Money Come From? A Guide to the UK Monetary and Banking System. New Economics Foundation.
Sanchez, M. (2005). The Link Between Interest Rates and Exchange Rates: Do Contractionary Depreciations Make a Difference? European Central Bank Working Paper Series No. 548. European Central
Schularick, M. & Taylor, A. (2009). Credit Booms Gone Bust: Monetary Policy, Leverage Cycles, and Financial Crises, 1870-2008. NBER Working Paper 15512. National Bureau of Economic Research.
Schumpeter, J. (1934). The Theory of Economic Development: An Inquiry Into Profits, Capital, Credit, Interest, and the Business Cycle.
Transaction Publishers.
Sims, C. (1972). Money, Income and Causality. American Economic Review, vol. 62, no. 4, (pp. 540-552).
Sovereignmoney.eu - Website for New Currency Theory and Monetary Reform.
Special Investigation Committee (2010). Special Investigation Committee report on the prelude and causes of the collapse of the Icelandic banks in 2008. Althingi.
Special Investigation Committee on HFF (2013). Special Investigation Committee report on the activities of the Housing Financing Fund.
Althingi
Supreme Court of Iceland. Ruling no. 153/2010. Retrieved on 2014, April 30th from: www.haestirettur.is
Taylor, A. (2012). The Great Leveraging. NBER Working Papers 18290.
Tobin, J. (1987). The Case for Preserving Regulatory Distinctions, in Restructuring the Financial System. Federal Reserve Bank of Kansas City, 1987.
Tryggingarsjóður (2014). About us. Official website of the Depositors’ and Investors’ Guarantee Fund (TIF). Retrieved, 2014, May 20th from: www.tryggingarsjodur.is
Turner (2010). What do Banks Do? Why do Credit Booms and Busts Occur and What can Public Policy Do about it? In The Future of Finance: The LSE Report. London: London School of Economics and Political Science. (pp. 3-63)
Turner, A. (2011, September). Credit Creation and Social Optimality.
Speech presented at Southampton University. Financial Services Authority.

Turner, A. (2012, November) Speech presented at the South African Reserve Bank: Monetary and Financial Stability: Lessons from the Crisis and from classic economics texts. Financial Services Authority.
Turner, A. (2013). Debt, Money and Mephistopheles: How Do We Get Out of This Mess? Address to the Cass Business School, 6th February 2013. Financial Services Authority.
Tymoigne, É. (2009). Central Banking, Asset Prices and Financial Fragility. Taylor and Francis e-Library: Routledge.
Werner, R. A. (2005). New Paradigm in Macroeconomics: Solving the Riddle of Japanese Macroeconomic Performance.New York: Palgrave Macmillan.
Werner, R. A. (2011). Economics as if Banks Mattered – A Contribution Based on the Inductive Methodology. The Manchester School, Vol. 79, September 2011, pp. 25–35.
Werner, R. A. (2012) Towards a New Research Programme on ‘Banking and the Economy’ –Implications of the Quantity Theory of Credit for the Prevention and Resolution of Banking and Debt Crises. International Review of Financial Analysis, 25, pp. 94-105.

Werner, R. A. (2014a). Can Banks Individually Create Money Out of Nothing? – The Theories and the Empirical Evidence, International Review of Financial Analysis, 36, 1-19

Werner, R. A. (2014b). How do banks create money, and why can other firms not do the same? An explanation for the coexistence of lending and deposit-taking, International Review of Financial Analysis, 36, 71-77

Whelan, K. (2012). TARGET2 and Central Bank Balance Sheets.
University College Dublin.

Williams, D. et al. (1976) Money, Income and Causality: the UK Experience. American Economic Review, vol. 66, no. 3 (pp-417-423)

Yamaguchi, K. (2011). Workings of a Public Money System of Open Macroeconomics: Modelling the American Monetary Act Completed. Working Paper.

Zarlenga, S.A. (2002). The Lost Science of Money. American Money Institute.

Det lille pengekursus finder du her >>>

^ <<<

MONETÆR REFORM ET BEDRE MONETÆRT SYSTEM FOR ISLANDEN RAPPORT AF FROSTI SIGURJONSSON BESTILT AF ISLANDS STATSMINISTERMonetær Reform - Et bedre monetært system for IslandEdition 1.0 Marts 2015Reykjavik - ISLAND Monetary Reform on Iceland© 2015 Frosti Sigurjónsson

Forord af Lord Adair Turner

Forord

1 Overblik og sammendrag

1.1 Abstrakt

1.2 Behovet for en monetær reform

Der er beviser for, at fractional reserve systemet selv kan have været en medvirkende faktor til forskellige monetære problemer i Island, herunder:

1.3 Alternativer til fractional reserve systemet

1.4 Anbefalinger

2 Monetære problemer i Island

3 Pengeskabelsens mekanismer

En stabil og tilstrækkelig pengemængde er en grundlæggende forudsætning for en velfungerende økonomi. Overdrevne udvidelser / sammentrækninger af pengemængden kan føre til inflation / deflations af prisniveauet samt booms / kraks i den økonomiske aktivitet.

3.1 Hvordan kommercielle banker skaber penge

"Den proces, hvormed bankerne skaber penge, er så enkel, at sindet er frastødt." Kenneth Galbraith

3.2 Hvordan Den Islandske Centralbank skaber penge

I modsætning til kommercielle banker, der beskæftiger sig med virksomheder og medlemmer af offentligheden, fungerer Den Islandske Centralbank (CBI) kun som bank for kommercielle banker og for regeringen.

3.3 Centralbankens rolle

3.4 Incitament til at skabe penge

Penge, uanset om det er fysiske kontanter eller elektroniske ind eller udlån, er et redskab, der ikke er gratis. Både CBI og kommercielle banker høster betydelige indtægter fra at udstede penge.

3.5 Kan CBI begrænse pengeskabelsen

>>> ^ <<<3.6 Udlåner bankerne simpelthen eksisterende penge?

3.6 Udlåner bankerne simpelthen eksisterende penge?

3.6 Udlåner bankerne simpelthen eksisterende penge?

4 Den ekspanderende pengemængde

4.1 Mål af penge

4.2 Indlån er steget med 19 gange på 14 år

4.3 ændringer i pengepolitikken i 2001

4.4 Pengemængden og Inflation

4.5 Hvad der aktiverede udvidelse af penge i 2000'erne

5 Fractional reserve spørgsmål

5.1 Indskudsforsikring

5.2 Udlån til spekulation vs økonomisk vækst

Der er en udbredt opfattelse af, at fractional reserve banking, på trods af sine mange risici, har været medvirkende til økonomisk fremgang. Hvis bankerne ikke var i stand til at skabe penge, lyder argumentet, ville færre økonomiske muligheder blive udnyttet.

5.3 Kommercielle banker styrer pengemængden

6 Alternativer til "fractional reserve"

6.1 Et kig på Chicago Planen

6.2 Narrow Banking

6.3 Limited Purpose Banking

7 Det Uafhængige Penge-Forslag

>>> ^ <<<7.1 Vigtigste fordele ved et uafhængigt pengesystem

7.1 Vigtigste fordele ved et uafhængigt pengesystem

7.1 Vigtigste fordele ved et uafhængigt pengesystem

7.2 Det Uafhængige Pengesystem i detaljer

7.3 Betalinger, lån og modenhed transformation

8 At skabe uafhængige penge

8.1 Adskillelse af skabelse og formidling af penge

8.2 Pengeskabelsesudvalget

8.3 At beslutte, hvor mange penge der skal skabes

8.4 At indføre nye penge i økonomien

8.5 At fjerne penge fra omløb

8.6 At holde regnskab med uafhængige penge

9 Overgangen til uafhængige penge

9.1 Konto konverteringer

Kommercielle bankers og andre indlånsinstitutioners ISK-denominerede anfordringstilgodehavender vil blive konverteret til Transactionskonti i CBI. Derfor vil indlån ikke længere registreres som passiver på bankernes regnskab, men som uafhængige penge, der er udstedt af og holdt hos CBI.

Kommercielle bankers og andre indlånsinstitutioners ISK-denominerede anfordringstilgodehavender vil blive konverteret til Transactionskonti i CBI. Derfor vil indlån ikke længere registreres som passiver på bankernes regnskab, men som uafhængige penge, der er udstedt af og holdt hos CBI.

9.2 Tilgængelighed af bankkredit efter overgangen

9.3 Virkninger af et uafhængigt penge system

9.4 Eftervirkninger i international sammenhæng

9.5 Skepsis vedrørende et uafhængigt pengesystem

Kilde henvisninger

Det lille pengekursus finder du her >>>

MONETÆR REFORM
ET BEDRE MONETÆRT SYSTEM FOR ISLAND
EN RAPPORT AF FROSTI SIGURJONSSON BESTILT AF ISLANDS STATSMINISTER
Monetær Reform - Et bedre monetært system for Island
Edition 1.0 Marts 2015
Reykjavik - ISLAND
Monetary Reform on Iceland
© 2015 Frosti Sigurjónsson

>>> ^ <<<
3.6 Udlåner bankerne simpelthen eksisterende penge?

>>> ^ <<<
7.1 Vigtigste fordele ved et uafhængigt pengesystem