Myter om penge og banker
1) Banken er et pengeskab.
2) Banken er formidler mellem opsparere og investorer.
3) Nationalbanken/staten har kontrol over pengeskabelsen via "multiplikator-modellen."
1) Er banken et pengeskab..? De fleste af os havde en sparegris, da vi var børn. Ideen er simpel: Man lægger lidt penge i den jævnligt, og når man en dag vil gøre et større indkøb, tømmer man den. Langt ind i voksenlivet bibeholder mange mennesker denne forestilling om opbevaring af penge – nu i en bank.
Men ens bankkonto er ikke et pengeskab. Banken tager ikke mine pengesedler, bærer dem ned i en bankboks og lægger dem i en kasse med mit navn skrevet på forsiden. Hverken i fysisk forstand eller i en tilsvarende digital proces. Hvad der rent faktisk sker, er, at når man sætter penge i en bank, bliver de til bankens juridiske ejendom.
Men hvad med de tal, der vises på ens konto? Er det ikke mine penge? I juridisk forstand, nej. Cifrene på min konto er blot det beløb, som banken er forpligtet til at udbetale, når jeg beder om det.
Regnskabsmæssigt er dette en forpligtelse for banken (et passiv). Så saldoen på min bankkonto repræsenterer ikke penge, banken opbevarer på mine vegne. Saldoen viser hvad banken skylder mig – dens gæld til mig.
2) Er banken formidler mellem opsparere og investorer..? En anden almindelig opfattelse af banker er, at de tager penge fra opsparere og låner dem videre til låntagere. Ud fra denne opfattelse modtager bankerne penge fra folk, der ønsker at opbevare dem – såsom pensionister og velhavende enkeltpersoner – og videreformidler dem til kunder, der har brug for at låne, såsom unge familier, der ønsker at købe en bolig, eller små virksomheder, der ønsker at udvide produktionen og derfor må investere.
Bankerne tjener således deres penge ved at opkræve låntagere lidt mere i rente, end de betaler til opsparerne. Forskellen mellem de to renteniveauer – kaldet rentemarginalen – udgør deres fortjeneste.
Konsekvensen af ovennævnte teori er, at hvis der ikke er nogen, der ønsker at opspare, så vil ingen være i stand til at låne. Dette betyder, at det er godt for landet, hvis borgerne sparer op, da dette vil give flere penge til virksomheder, der så kan vokse, hvilket vil føre til flere arbejdspladser og en sundere økonomi. Det er en teori, som mange økonomer henholder sig til, og den er pensum på økonomikurser på universitetet. Altså at mængden af investeringer i økonomien afhænger af, hvor meget vi har i opsparing.
Denne teori om banker er grundlæggende forkert, når man anskuer pengesystemet som helhed. Banker har ikke brug for kundernes opsparing for at foretage udlån. Bankerne udsteder lån ud fra en kreditvurdering af hver kunde, og derpå skabes de kontopenge, der ’lånes’ ud. Nogle af disse penge bliver sidenhen til ’opsparing’, når låntagerne køber varer og tjenesteydelser for de lånte penge.
Man vil jo aldrig kunne komme ud for, at man kommer ned i sin bank og spørger efter et lån, hvorefter bankrådgiveren går ned i kælderen og tjekker om banken har penge nok til udlånet.
Det er først, når den enkelte bankkunde begynder at lave transaktioner med kunder i andre banker, at banken har behov for såkaldt likviditet, altså penge her og nu. Likvide midler skal skaffes, og det kan banken gøre på mange måder: fra kundernes indlån, reserver i Nationalbanken, lån fra Nationalbanken, fra nabobanken, fra interbankmarkedet, fra skyggebankmarkedet mm. Penge er nemme at skaffe, og banken kan p.t. låne dem til langt under 1%.
For store banker gælder det, at de ofte ikke behøver at skaffe pengene overhovedet. Låntager vil med større sandsynlighed (end i en lille bank) bruge det lånte beløb til at købe noget fra en person, der har en konto i samme bank (som fx i Danmark, hvor Danske Bank sidder på halvdelen af markedet). Ved overførslen skal banken derfor ikke fremskaffe nogen penge, men kan nøjes med at ompostere kontocifre internt i banken.
Altså: En bank låner først penge ud, og dernæst skaffer den sig de likvide midler, der måtte være nødvendige, når låntager skal bruge pengene. Det er ikke omvendt, som den klassiske forklaring siger.
3) >>> Giver "Penge-multiplikator-modellen" staten kontrol over pengeskabelsen..? De fleste økonomer har formentlig en lidt bedre forståelse af bankvirksomhed end den gennemsnitlige dansker. De bliver undervist i begrebet "pengemultiplikatoren," som fortæller en historie om, hvordan banker skaber penge ud af ingenting.
Historien lyder sådan her: En mand sætter sin løn på 10.000 kr. i kontanter ind på sin konto i banken. Banken ved, at sådan en typisk kunde ikke har brug for alle 10.000 kr. næste dag. Han vil hæve en lille smule hver dag i den kommende måned. Banken ser altså en stor del af hans indskud som opsparing.
Derfor holder banken kun en lille del af pengene tilbage, fx 10%, og kan nu udlåne de resterende 9.000 kr. til en anden kunde, der har brug for dem. Denne låntager bruger de 9.000 kr. til at købe en reol hos den lokale snedker, der sætter beløbet i banken. Banken ræsonnerer igen, at den kan bruge 90% af det nye indskud til at yde et lån til en tredje kunde, dvs. et lån på 8.100 kr. Denne kunde bruger beløbet hos en fjerde person, der indsætter beløbet i banken igen, hvorpå banken udlåner 90% af det beløb også, og så fremdeles.
Denne proces fortsætter med, at de samme kontanter bliver udlånt igen og igen, mens 10% hver gang bliver beholdt som reserver. Bemærk, at hver eneste af de kunder, der har indbetalt penge i banken, stadig mener, at deres penge er i banken. Saldoen på hver eneste kontoudtog bekræfter, at de stadig er der: 10.000 hos den første mand, 9.000 hos snedkeren, 8100 hos den tredje mand, 7.290 hos den fjerde osv. Selv om der samlet set stadig kun er 10.000 kr. i kontanter i systemet, er summen af alles bankkonti stigende, ligesom summen af de samlede udlån.
Denne proces fortsætter, med stadig mindre beløb, og det kan vises matematisk, at det samlede indskud vil nærme sig 100.000 kr., ligesom det samlede udlån vil nærme sig 90.000 kr.
Fra et udgangspunkt på 10.000 kr. i kontanter har banken ifølge multiplikatorteorien skabt 90.000 kr. i nye penge, der er opstået som gæld: En lang række lån, som bankens kunder skal betale tilbage.
Man kan forestille sig denne model som en pyramide. Kontanterne på 10.000 kr. udgør bunden af pyramiden, og afhængig af hvilken brøkdel, bankerne holder tilbage (her 10% eller fx 5%), mangfoldiggøres den samlede mængde penge med en faktor 10 (100:10) eller 20 (100:5).
Problemer med denne model. Pengemultiplikatormodellen har en række alvorlige problemer.
For det første forudsætter den, at banken er nødt til at vente på, at nogen indskyder penge i banken, før den kan begynde at udstede lån – uanset hvilke reservekrav, banken skal leve op til (10%, 5%, e.l.). Altså forudsætter multiplikatormodellen den fejlagtige teori om, at banker er mellemled mellem indskydere og låntagere og blot videreformilder opsparernes penge.
Som en fremtrædende amerikansk centralbankdirektør udtrykte det: “I den virkelige verden yder banker kredit og skaber dermed indskud, mens de først senere leder efter reserver” – Alan Holmes (fhv. Senior Vice President, Federal Reserve Bank of New York, s. 73 i Holmes, Alan R.: “Operational Constraints on the Stabilization of Money Supply Growth,” i: F. E. Morris (ed.): Controlling Monetary Aggregates. Nantucket Island: The Federal Reserve Bank of Boston, s. 65-77)
For det andet fortælles multiplikatorhistorien som om, at bankerne rent faktisk skal holde nogle af de indskudte penge tilbage – altså at der skulle være et juridisk krav til mængden af reserver i Nationalbanken. Dette er tilfældet i nogle lande, men ikke i Danmark. Banker er ikke juridisk forpligtet til at have Nationalbanksreserver, og samtidig har interbankmarkedet medført, at behovet for Nationalbanksreserver i praksis er stærkt reduceret.
I praksis er det sådan, at banker låner ud til enhver kreditværdig kunde, og derpå undersøger de så, om de har reserver nok i Nationalbanken. Hvis ikke, må de låne hos andre banker eller andre steder, og det kan de praktisk taget altid.
En forsker fra centralbankernes centralbank, Bank of International Settlements, udtrykker det således:
”… det er en misforståelse at fokusere politisk på indskud. Om noget fungerer processen omvendt; udlån er styrende for indskud. Forestillingen om en pengemultiplikator er forfejlet og uoplysende, når det drejer sig om at forstå bankernes udlåningsproces. Når penge skabes i et liberaliseret finansielt system, er der ikke nogen eksogen [ydre, uden for banksystemet] begrænsning på kreditforsyningen, når bortses fra kapitalkrav. Et velkapitaliseret banksystem kan altid imødekomme efterspørgselen efter lån, hvis det ønsker” (Piti Disyatat: ”The Bank Lending Channel Revisited”. Journal of Money, Credit & Banking, juni 2011, Vol. 43, nr. 4, s. 711-734 (her citeret fra s. 712)).
Derudover forudsætter multiplikatormodellen den empirisk forkastede teori om, at centralbanken i de lande, hvor der rent faktisk er et reservekrav, kan styre den samlede pengemængde i samfundet herigennem.
Charles Goodhart, der er professor emeritus fra London School of Economics og var rådgiver for Bank of England i over 30 år, beskrev allerede i 1984 denne model som “så ufuldstændig en beskrivelse af den måde, hvorpå bestanden af penge bestemmes, at det nærmer sig vildledning.” (Goodhart, C. A. E.: Monetary theory and practice: The UK experience. London: Macmillan, 1984, s. 188).
Det lille pengekursus finder du her >>>
3) >>> Giver "Penge-multiplikator-modellen" staten kontrol over pengeskabelsen..? De fleste økonomer har formentlig en lidt bedre forståelse af bankvirksomhed end den gennemsnitlige dansker. De bliver undervist i begrebet "pengemultiplikatoren," som fortæller en historie om, hvordan banker skaber penge ud af ingenting.
Historien lyder sådan her: En mand sætter sin løn på 10.000 kr. i kontanter ind på sin konto i banken. Banken ved, at sådan en typisk kunde ikke har brug for alle 10.000 kr. næste dag. Han vil hæve en lille smule hver dag i den kommende måned. Banken ser altså en stor del af hans indskud som opsparing.
Derfor holder banken kun en lille del af pengene tilbage, fx 10%, og kan nu udlåne de resterende 9.000 kr. til en anden kunde, der har brug for dem. Denne låntager bruger de 9.000 kr. til at købe en reol hos den lokale snedker, der sætter beløbet i banken. Banken ræsonnerer igen, at den kan bruge 90% af det nye indskud til at yde et lån til en tredje kunde, dvs. et lån på 8.100 kr. Denne kunde bruger beløbet hos en fjerde person, der indsætter beløbet i banken igen, hvorpå banken udlåner 90% af det beløb også, og så fremdeles.
Denne proces fortsætter med, at de samme kontanter bliver udlånt igen og igen, mens 10% hver gang bliver beholdt som reserver. Bemærk, at hver eneste af de kunder, der har indbetalt penge i banken, stadig mener, at deres penge er i banken. Saldoen på hver eneste kontoudtog bekræfter, at de stadig er der: 10.000 hos den første mand, 9.000 hos snedkeren, 8100 hos den tredje mand, 7.290 hos den fjerde osv. Selv om der samlet set stadig kun er 10.000 kr. i kontanter i systemet, er summen af alles bankkonti stigende, ligesom summen af de samlede udlån.
Denne proces fortsætter, med stadig mindre beløb, og det kan vises matematisk, at det samlede indskud vil nærme sig 100.000 kr., ligesom det samlede udlån vil nærme sig 90.000 kr.
Fra et udgangspunkt på 10.000 kr. i kontanter har banken ifølge multiplikatorteorien skabt 90.000 kr. i nye penge, der er opstået som gæld: En lang række lån, som bankens kunder skal betale tilbage.
Man kan forestille sig denne model som en pyramide. Kontanterne på 10.000 kr. udgør bunden af pyramiden, og afhængig af hvilken brøkdel, bankerne holder tilbage (her 10% eller fx 5%), mangfoldiggøres den samlede mængde penge med en faktor 10 (100:10) eller 20 (100:5).
Problemer med denne model. Pengemultiplikatormodellen har en række alvorlige problemer.
For det første forudsætter den, at banken er nødt til at vente på, at nogen indskyder penge i banken, før den kan begynde at udstede lån – uanset hvilke reservekrav, banken skal leve op til (10%, 5%, e.l.). Altså forudsætter multiplikatormodellen den fejlagtige teori om, at banker er mellemled mellem indskydere og låntagere og blot videreformilder opsparernes penge.
Som en fremtrædende amerikansk centralbankdirektør udtrykte det: “I den virkelige verden yder banker kredit og skaber dermed indskud, mens de først senere leder efter reserver” – Alan Holmes (fhv. Senior Vice President, Federal Reserve Bank of New York, s. 73 i Holmes, Alan R.: “Operational Constraints on the Stabilization of Money Supply Growth,” i: F. E. Morris (ed.): Controlling Monetary Aggregates. Nantucket Island: The Federal Reserve Bank of Boston, s. 65-77)
For det andet fortælles multiplikatorhistorien som om, at bankerne rent faktisk skal holde nogle af de indskudte penge tilbage – altså at der skulle være et juridisk krav til mængden af reserver i Nationalbanken. Dette er tilfældet i nogle lande, men ikke i Danmark. Banker er ikke juridisk forpligtet til at have Nationalbanksreserver, og samtidig har interbankmarkedet medført, at behovet for Nationalbanksreserver i praksis er stærkt reduceret.
I praksis er det sådan, at banker låner ud til enhver kreditværdig kunde, og derpå undersøger de så, om de har reserver nok i Nationalbanken. Hvis ikke, må de låne hos andre banker eller andre steder, og det kan de praktisk taget altid.
En forsker fra centralbankernes centralbank, Bank of International Settlements, udtrykker det således:
”… det er en misforståelse at fokusere politisk på indskud. Om noget fungerer processen omvendt; udlån er styrende for indskud. Forestillingen om en pengemultiplikator er forfejlet og uoplysende, når det drejer sig om at forstå bankernes udlåningsproces. Når penge skabes i et liberaliseret finansielt system, er der ikke nogen eksogen [ydre, uden for banksystemet] begrænsning på kreditforsyningen, når bortses fra kapitalkrav. Et velkapitaliseret banksystem kan altid imødekomme efterspørgselen efter lån, hvis det ønsker” (Piti Disyatat: ”The Bank Lending Channel Revisited”. Journal of Money, Credit & Banking, juni 2011, Vol. 43, nr. 4, s. 711-734 (her citeret fra s. 712)).
Derudover forudsætter multiplikatormodellen den empirisk forkastede teori om, at centralbanken i de lande, hvor der rent faktisk er et reservekrav, kan styre den samlede pengemængde i samfundet herigennem.
Charles Goodhart, der er professor emeritus fra London School of Economics og var rådgiver for Bank of England i over 30 år, beskrev allerede i 1984 denne model som “så ufuldstændig en beskrivelse af den måde, hvorpå bestanden af penge bestemmes, at det nærmer sig vildledning.” (Goodhart, C. A. E.: Monetary theory and practice: The UK experience. London: Macmillan, 1984, s. 188).
Det lille pengekursus finder du her >>>