"Danske Bank Invest" forklarer selv hvor pengene kommer fra.
(Dec. 2013) Danske Bank Investering December 2013>>> Der
er behov for en monetær reform. Men hvordan det skal ske, er der ikke
enighed om. Foreløbig har debatten foregået mest i det skjulte, og
mainstream medierne har ikke kastet sig over den. Heller ikke et
revolutionerende papir udarbejdet af IMF og præsenteret i august 2012,
nåede forsiderne eller primetime. Det
såkaldte Working Paper med titlen The Chicago Plan Revisited af
IMF-økonomerne Jaromir Benes og Michael Kumhof belyser konsekvenserne af
et radikalt forslag, der blev introduceret helt tilbage i 1936. Men
først en forklaring af det princip, som alle banker bruger.
FRACTIONAL RESERVE BANKING Fractional Reserve Banking betyder, at bankerne kun beholder en lille del af kundernes indskud og låner resten ud. Antag,
at en mand sætter 100.000 kr. i banken. Lad os sige, at banken beholder
de 10 pct. og låner resten ud, dvs. 90.000 kr., til en anden, der har
brug for pengene. Han køber en bil, og bilforhandleren sætter pengene i
sin bank, som beholder 10 pct., dvs. 9.000 kr. og låner de resterende
81.000 kr. ud – og sådan fortsætter processen i princippet, indtil de
oprindelige 100.000 kr. samlet er blevet til 1.000.000 kr. i indskud på
forskellige bankkonti, og den samlede udlånsmasse er på 900.000 kr. Dette
er den såkaldte kreditmultiplikator i funktion og viser, at bankerne
kan få en given pengemængde til at vokse til meget mere. I teorien kan
centralbanken regulere denne proces ved at stille krav til bankerne om,
hvor meget de skal beholde i reserve af deres indskud i form af
kontanter, centralbankreserver eller likvide aktiver. Det bruges en del
steder, men ikke i eksempelvis UK og Canada. Baggrunden er, at sådanne
krav ikke virker som effektive bremser på pengemængden. Pengeskabelsen
er nemlig ikke så simpel, at den blot afhænger af, at der bliver sat
penge i banken. Bankerne kan få pengemængden til at vokse uden indskud
fra kunderne.
CENTRALBANKER STYRER IKKE PENGESKABELSEN I
mange økonomiske lærebøger er det en etableret læresætning, at det er
en centralbank, der kontrollerer skabelsen af penge ved at tage
initiativet til at sende penge ind i banksystemet, som så vokser markant
via kreditmultiplikatoren. Men
dette afvises af Nationalbanken, der i publikationen ”Pengepolitik i
Danmark” fra 1999 skriver, at kreditmultiplikatormodellen er for simpel
til at beskrive virkeligheden. Ifølge modellen kan udviklingen i
pengemængden styres ved at kontrollere den såkaldte pengebase, dvs. den
private ikke-banksektors beholdning af sedler og mønter samt
pengeinstitutternes reserver (likvide fordringer) i centralbanken. Det
er centralbanken, der kontrollerer pengebasen, men det giver ikke nogen
kontrol over bankernes udlån. ”Det
giver i praksis ikke mening at opfatte pengeinstitutternes
pengeskabelse som kontrollerbar via en styring af pengebasen”, skriver
Nationalbanken. De
to forfattere til IMF-analysen, Benes og Kumhof, afviser også, at det
er centralbanken, der styrer pengeskabelsen via kreditmultiplikatoren – i
øvrigt ikke som de første. De påpeger, at deres resultater blot
bekræfter hvad andre forskere, de to Nobelprisvindere i økonomi, Finn
Kydland og Edward Prescott, Federal Reserve Bank of Minneapolis,
konkluderede allerede i 1990 - at processen er vendt på hovedet. Kydland
og Prescott viste, at tilgængeligheden af reserver ikke var en
begrænsning for bankernes udlån selv dengang i 70’erne og 80’erne, hvor
Federal Reserve havde officielle mål for pengemængden. De brede monetære
aggregater (opgørelser af pengemængden) var ledende i den økonomiske
cyklus, mens de snævre aggregater, dvs. pengebasen og herunder især
reserverne, haltede efter. Med
andre ord, når bankerne manglede reserver, så fik de det af
centralbanken, skriver IMF-økonomerne og påpeger, at sådan er det også i
dag. Centralbankerne begrænser altså ikke bankernes udlån, men tildeler
bankerne likvide reserver, når de har brug for det. Når bankerne skal
låne penge ud, behøver de ikke at checke i kassen, om de har
tilstrækkeligt med indskud. Processen er omvendt.
“I
DEN VIRKELIGE VERDEN GIVER BANKERNE KREDIT, SKABER INDSKUD I PROCESSEN
OG LEDER EFTER RESERVERNE SENERE.” ALAN R. HOLMES, FEDERAL RESERVE BANK
OF NEW YORK (1969)
Hver
bank etablerer udlånet, noterer samtidig pengene som indskud på
låntagerens konto - og først derefter beder den centralbanken om likvide
reserver hvis nødvendigt - altså efter, at udlånet er oprettet. Det
er i øvrigt slet ikke nogen nyhed, at det forholder sig sådan. Dette er
bekræftet i adskillige udtalelser fra finansfolk, centralbanker og
andre. Kritikere
af det aktuelle fractional banking system påpeger, at det er stærkt
kritisabelt, at det er bankerne – og ikke centralbankerne – der styrer
pengemængden i samfundet og derfor har det med at overdrive med udlån i
opgangstider. Den britiske uafhængige organisation Positive Money, der
agiterer for en monetær reform, påpeger, at det aktuelle system betød,
at pengemængden i UK blev mere end fordoblet fra 1997 frem mod 2007. Og
de forklarer, at det aktuelle system har store implikationer for gæld og
ulighed. Idet penge kun skabes af banker, når nogen optager et lån, så
implicerer det i realiteten, at der må være et pund af gæld for hvert
pund af penge i økonomien.
Hvis
man ønsker at reducere niveauet af husholdningernes gæld – f.eks. efter
en krise forårsaget af overdreven gæld – så må pengemængden også
indskrænkes, idet penge destrueres, når lån tilbagebetales (omkring 95
pct. af pengene er digitale, ikke-fysiske). Men netop i en recession vil
man måske ønske at øge pengemængden for at stimulere økonomien, men den
eneste måde at gøre det på er at opfordre folk til at påtage sig mere
gæld, så bankerne kan udlåne mere og i den proces skabe flere penge.
Denne afhængighed af banksektoren til at skabe penge via udlån fører til
den absurde situation, at når overdreven gæld forårsager en økonomisk
krise, så er den politiske respons af centralbankerne at reducere
renterne for at opfordre folk til at påtage sig mere gæld.
MANGE HISTORISKE EKSEMPLER Det
har længe været anerkendt, at det netop er ukontrolleret kreditskabelse
i de private banker, som skaber den gearing i samfundet, som fører til
boom og bust cykler – som f.eks. i 00’erne (og forværret af den såkaldte
”securitization” gennem de seneste årtier, som har gjort det muligt at
pakke risikable banklån ind i særlige værdipapirer og sælge dem videre,
hvilket var udbredt med subprimelån). Og den store kreditekspansion i
20’erne, som førte til Den Store Depression er blot et andet af mange
andre eksempler i historien, skriver IMF-økonomerne. ”For
at opsummere så var Den Store Depression blot den seneste historiske
episode til at indikere, at privat kontrolleret pengeskabelse har meget
mere problematiske konsekvenser end regeringers pengeskabelse. Mange
førende økonomer i den tid var opmærksomme på denne historiske
kendsgerning. De forstod også klart de specifikke problemer ved
bankbaseret pengeskabelse, herunder det faktum at høje og potentielt
destabiliserende gældsniveauer bliver nødvendige bare for at skabe en
tilstrækkelig pengemængde, og det faktum, at banker og deres
uberegnelige optimisme omkring forretningsbetingelser effektivt styrer
de brede monetære aggregater. Formuleringen af Chicago planen var den
logiske konsekvens af denne indsigt.”
”IT
IS WELL THAT THE PEOPLE OF THE NATION DO NOT UNDERSTAND OUR BANKING AND
MONETARY SYSTEM FOR IF THEY DID, I BELIEVE THERE WOULD BE A REVOLUTION
BEFORE TOMORROW MORNING.” HENRY FORD
IMF-ØKONOMERNE ARGUMENTERER FOR FULL RESERVE BANKING Chicago
planen blev udarbejdet i 30’erne på bagsiden af depressionen som et
forslag til et forebyggende modtræk til lignende monetære systemkriser i
fremtiden. De stærkeste fortalere var økonomiprofessorerne Henry Simons
og Irving Fischer, og de præsenterede den for præsident Roosevelt, der
imidlertid afviste den. Planen gik ud på, at afskaffe ”fractional
reserve banking” og i stedet erstatte det med ”full reserve banking” –
altså, at bankerne hver gang de lavede et udlån skulle have en
tilsvarende 100 pct. dækning af reserver. IMF-notatet
konkluderer på baggrund af en analyse af data for amerikansk økonomi i
1990-2006, at et skifte til full reserve banking i dag ville give de
samme fordele, som hævdet i den oprindelige Chicago Plan. ”Den
kritiske funktion af denne model er, at økonomiens pengeforsyning
skabes af banker, gennem gæld, frem for at blive skabt gældsfrit af
regeringen. Vores analytiske og simulationsresultater validerer fuldt ud
Irving Fischers påstande. Chicago planen kunne signifikant reducere
volatiliteten i konjunkturerne forårsaget af hastige ændringer i bankers
holdninger til kreditrisiko, det ville eliminere ”bank runs”, og det
ville føre til en øjeblikkelig og stor reduktion i niveauer af både
offentlig og privat gæld. Det sidste ville blive opnået ved at lave
penge udstedt af regeringen, som repræsenterer egenkapital i staten
snarere end gæld, det likvide aktiv i økonomien, mens banker
koncentrerer sig om deres styrke, at give kredit til
investeringsprojekter, som kræver overvågning og
risikostyringsekspertise,” skriver de to IMF-økonomer, og fortsætter:
”Vi
finder, at fordelene ved Chicago planen endda er større end hævdet af
Fischer. En yderligere fordel er store statslige output gevinster som
følge af fjernelsen eller reduktionen af adskillige forvridninger,
inklusiv renterisikospænd, forvridende skatter og omkostningstung
overvågning af makroøkonomiske unødvendige kreditrisici. En anden fordel
er evnen til at drive ligevægtsinflationen til nul i et miljø, hvor der
ikke findes likviditetsfælder, og hvor monetarismen bliver brugbar og
ønskværdig, fordi regeringen faktisk kontrollerer de brede monetære
aggregater. Denne evne til at skabe og leve med inflation på nul er et
vigtigt resultat, fordi det besvarer den noget forvirrede påstand fra
modstandere af et eksklusivt regeringsmonopol på udstedelse af penge,
nemlig at sådan et monetært system ville være højst inflationært. Der er
intet i vores undersøgelse, der støtter denne påstand.” At
et notat som dette blev udsendt af en af verdens toneangivende
finansielle organisationer blev betegnet som revolutionerende. Og det
har sat en debat i gang om, hvorvidt det overhovedet ville kunne lade
sig gøre. Nogle støtter med entusiasme Chicago planen som en reel
mulighed for at reformere det globale pengesystem og mindske
konjunkturcyklernes udsving, mens andre mener, at det vil kunne få
katastrofale effekter, fordi der ikke ville være penge nok i systemet.
Der er imidlertid enighed om, at der er behov for en reform af det
monetære og finansielle system, så man undgår fremtidige finanskriser af
samme omfang - uenigheden går på reformernes karakter. Det er dog ikke
noget stridspunkt i debatten, at bankernes overdrevne kreditgivning var
hovedårsagen til finanskrisen, og det afspejler sig bl.a. i, at perioden
op til er blevet døbt ”kreditboblen”. Adair Turner, tidligere formand
for UK’s Financial Services Authority, har udtrykt det meget klart:
”DEN
FINANSIELLE KRISE I 2007-2008 OPSTOD, FORDI VI IKKE VAR I STAND TIL AT
DÆMME OP FOR DET FINANSIELLE SYSTEMS SKABELSE AF PRIVAT KREDIT OG
PENGE.”
"Danske Bank Invest" forklarer selv hvor pengene kommer fra.
(Dec. 2013) Danske Bank Investering December 2013 >>>
