f34d6dc2-d9cd-4d74-b9a9-d36e3f3ba070jpg

ukdkjpg HVAD SKAL JEG FORVENTE: Gorm Toftegaard Nielsen har i Kristeligt dagblad beskrevet systemets strategi overfor besværlige borgere. >>>

Hvis man har ret og ikke kan få ret i noget, som man opfatter som meget seriøst, så bliver man slidt op." Det er svært at se folk blive stemplet som kværulantforrykte, når det ender med, at de får ret. Jeg håber, at vi tænker os mere om, inden vi dømmer folk.

Professor i strafferet Gorm Toftegaard Nielsen har i sit arbejde som jurist flere gange oplevet mennesker ende som psykiske vrag, fordi de havde ret, men ikke fik det.

Toftegaard Nielsen fik som ung et godt råd af en ældre kollega. Rådet, som han fulgte, har givet anledning til refleksion i forbindelse med hans arbejde som jurist. ”I min ungdom, da jeg nok var lidt overmodig, havde jeg skrevet en afhandling, der fik en lidt hård medfart. Jeg klagede over det,” siger Gorm Toftegaard Nielsen, der er 68 år og professor i strafferet ved Aarhus Universitet.

En ældre kollega, der havde læst afhandlingen, var enig med ham. ”Fint, hvis du er enig, så kører vi,” var Toftegaard Nielsens reaktion. Men kollegaen opfordrede ham til at stoppe og holde mund.
”Han sagde: 'Du skal passe på med at køre videre, når du har ret. Nogle af dine kolleger klager som en del af spillet, og det er o.k., hvis de ved, at de ikke har ret. Så er det ikke så farligt. Men hvis man har ret og ikke kan få ret i noget, som man opfatter som meget seriøst, så bliver man slidt op. For det er ubærligt, at uanset om man har ret, vil de andre ikke give en ret. Så kan man blive tosset',” genfortæller Toftegaard Nielsen kollegaens råd.

Selv er han gennem årene stødt på sager, der illustrerer faren ved at blive ved med at kæmpe for at få ret. ”For eksempel var der en kvinde i Nordsjælland, der for mange år siden klagede over, at drikkevandet var forurenet. Men alle de involverede fagfolk gav hende ikke ret. Til sidst fik hun en psykiatrisk diagnose. Senere viste det sig, at hun havde haft ret. Det er forfærdeligt, at samfundet kan reagere sådan, og det sled hende op.”

Da Toftegaard Nielsen var anklager i Aarhus og Viborg, kom han i kontakt med en kvinde, der mente, at hun var blevet fejlbehandlet af en tandlæge. ”Jeg er ikke kyndig i den forstand, at jeg kan sige, at hun havde ret. Men det, jeg kunne se, var, at hver gang, hun klagede og ikke fik ret, fik hun det dårligere. Det ødelagde hendes familie og endte med, at hun blev erklæret psykotisk. Professionelt har jeg siddet på den anden side, og det er et svært problem at forholde sig til, for på et tidspunkt skal sager stoppe. Men bliver folk ved, er vi tilbøjelige til at stemple dem som kværulantforrykte.”

Som dommer i Den Særlige Klageret er Toftegaard Nielsen med til at vurdere, om nogen er blevet uretfærdigt dømt, og om sager skal gå om.

”Vi har jo nogle systemer, og man kan kun anke én gang, så du kan ikke blive ved med at køre en sag. Men vi kender det jo allesammen, at der er en i omgangskredsen, der bliver ved med at klage over et eller andet, og på et tidspunkt gider vi ikke høre mere på det. Men det er svært at se folk blive stemplet som kværulantforrykte, når det ender med, at de får ret. Jeg håber, at vi tænker os mere om, inden vi dømmer folk,” siger Toftegaard Nielsen.
^